Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærv - Järvi, Toiso Henrik - Jætte ell. Jotun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Maj forlader de alle Boet. Jages dels for
Skindets, dels for deres Skadeligheds Skyld og
er derfor, f. Eks. i Skandinavien, aftaget stærkt
i Tal; saaledes betaltes i Norge i 1893—96
aarlig blot Præmie for 40—50 dræbte Individer,
i Sverige for 145. — Fabler er der gaaet om
dens Graadighed; saaledes skulde den, naar
den havde ædt sig tyk, klemme sig frem
mellem to tætstaaende Træer for at blive af med
det overflødige for atter at kunne æde; dens
gammelnordiske Navn »fjallfress« (Fjældkat)
er da ogsaa ved Folkeetymologi paa Tysk
blevet til »Vielfrasz« (den, der æder meget).
Fossile Levninger af J. (Gulo spelæus) er fundet i
Huler og andre pleistocene Dannelser paa forsk.
St. i Europa.
R. Hg.
Järvi [’jærvi], Toiso Henrik, finsk
Fiskerikyndig, f. 31. Marts 1877 i Helsingfors, studerede
Zoologi i Helsingfors (hos Palmén), tog
Magistergraden 1904, Doktorgraden 1913. I 1908
ansattes han som ældste Fiskeriassistens hos
Statens Fiskeriinspektør og 1918 som Overdirektør
for den samme Aar grundlagte Fiskeristyrelse.
Fra J.’s Haand foreligger dels rent
zoologiske Arbejder, bl. a. »Das Vaginalsystem der
Sparassiden« 1914 (Annales Acad. sc. fenn., Bd
4), »Die Araneenfauna in der Umgebung von
Tvärminne (Süd-Finland)« 1916 (Acta soc. pro
Fauna et Fl. fenn., Bd 44), dels
Afhandlinger om fiskerividenskabelige Emner, bl. a.
Ȇber den Krebs (Astacus fluviatilis) und
Krebsepidemien in Finland« 1910 (Acta soc. pro
Fauna et Fl. fenn., Bd 33), »Fiskevattnens
skyddande genom flottningsvirkets avbarkning« 1917
(Finl. Fiskerier, Bd 4), »Siklöjan (Coregonus
albula) i finska sjöar. 1. Keitele.« 1919 (Finl.
Fiskerier, Bd 5; paa tysk i Annales Acad. sc.
fenn., Bd 14). Det udmærkede Tidsskrift
»Finlands Fiskerier« har J. redigeret,
saavel medens det 1912—17 blev udgivet af
Fiskeriforeningen i Finland, som nu, da det (fra Bd
5) udgives af Fiskeristyrelsen.
C. V. O.
Jætte ell. Jotun, i nordisk Mytologi de
store troldeagtige Væsener (oldn. jǫtunn, norsk
jutul, gammeldansk jætæn, dansk og svensk
jætte); Navnet er afledt af at æde. Samme
Væsener nævnes ogsaa som Trold, Thurs
(»stærk«) ell. Rise (»stærk«), Ord, der alle er
fælles for den gotisk-germanske Sprogstamme.
De kvindelige J. betegnes i Nordisk som gýgr
(»frygtelig«?), fála (»ræddelig«), skars, skessa
o. l. En altomfattende Bestemmelse af J.’s
Væsen er vanskelig at give. De har
overmenneskelig Størrelse og Styrke, de er næsten altid
Fjender af Mennesker og Guder, og de er
hyppigst knyttede til de Naturkræfter, der griber
voldsomt og truende ind i Menneskenes Liv.
Særlig er det: 1) Bjergjætter (oldn. bergrisar,
dansk Bjergmænd), 2) Frost- og
Stormjætter (oldn. hrímþursar), 3) Havjætter. I
ringere Grad optræder J. som Mørkets Væsener,
der bekæmpes af Lyset.
I Folkets naturbundne
Forestillinger træder denne Sammenhæng med
Naturkræfterne stærkest frem. De alm. er
Bjergætterne; undertiden opfattes J. som selve
Fjældet, hyppigere som et Væsen, der er skjult
inde i det i en usynlig ell. aabenbar Hule;
desuden betegnes store, henslængte Stenblokke som
J.’s Slyngesten, Pil ell. Stav; Kløfter og
Højderygge opfattes som deres paabegyndte
Bygninger; Hulninger i Elvelejet er »Jættegryder« o.
s. v.; og fritstaaende Klipper opfattes som
forstenede J. (hyppigst benævnte »Kærling« ell.,
naar der er to, »Karl« og »Kærling«). Rigest
paa saadanne Jætteforestillinger er Norge’s
Vestkyst og alle de vestlige Øer, ofte i
ejendommelige stedlige Afændringer, saaledes med
Sagn om menneskeædende J., der kommer frem
i Hulens Dæmring og forfølger Faarehyrden
lige til Bygden, ell. med Tro paa, at J. skærer
Tovene over for Fuglefængerne, for at ingen
Mennesker skal jage paa deres Omraade. I
Danmark er Indtrykkene af Bjergmænd
svagere (i nyere Folketro opfattes de sjælden som
menneskeædende), men Sagnene er ret talrige,
idet mange svære Bakker og særlig Klinterne
opfattes som J.’s Boliger. (Minder kan sikkert
genfindes i Navne som Jøden fra Upsal (Møns
Klint), og Jynovn, et gl. Navn paa Stendysser).
Endnu større Rolle spiller J. dog i Sverige,
hvor ikke blot Fjældnaturen, men ogsaa Skoven
tænkes som deres Bolig. Bjergjætternes Væsen
er at være stærke, dumme, kejtede, til Tider
ondskabsfulde, men trofaste; de er ældgamle,
ofte skallede ligesom Klipperne, og lever helst
enlig. Havjætterne tænker man sig som
vilde, blodtørstige Væsener, der gerne kæntrer
Menneskers Skibe; undertiden er de i
Ørneham ell. anden fantastisk Skikkelse (smlg.
Fjerham), ofte ogsaa identificeredes de med
de store Havdyr og skildres med
Sælskindsklædning, med Sælhoved ell. helt som Sæl ell.
Hvalros; ogsaa kendes dog en mere skøn og
menneskelig Opfattelse, og denne har bredt sig
i den nyere Folketros »Havmænd« og
»Havfruer«. Storm- og Frostjætter
(Hrimthurser) ligner til Dels Havjætterne i Grumhed.
Ørnen Hræsvælg (»Ligsluger«) sidder ved
Himmelens Ende og frembringer Stormen med sine
Vingeslag. Stormens Susen er »Fornjot’s fæle
Sønner«, der tuder (Fornþjótr ɔ: den gamle
Tuder), ligesom Havbruset er »Gyme’s Sang«.
I Heltesagnene skildres J. i
 |
| Havtrolden i Store Bælt (efter Altertavle fra 1498). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
