Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indflydelse (Amsterdam fik Spottenavnet »Ny
Jerusalem«) og ved deres Forbindelser med Indien
i høj Grad fremmede Nederlandenes Handel.
Ogsaa udfoldedes bl. dem et rigt aandeligt Liv;
baade Uriel da Costa og Spinoza, den nyere
Filosofis Grundlægger, hører herhen. Tidlig
kom en Aflægger af Menigheden til Hamburg
(1612) og derfra senere til Danmark; ligeledes
50 Aar senere til England. Enkelte J. siges
at være komne hertil under Dronning Elisabeth,
men Folkestemningen maa i saa Fald næppe
have været dem gunstig. Thi da vilde
Shakespeare vistnok ikke i »Købmanden i Venedig«
saa aldeles have forvansket den virkelige
Tildragelse, som laa til Grund for hans Skuespil;
den foregik nemlig 1587 i Rom, men saaledes,
at det var en kristen Købmand, som spillede
Shylock’s Rolle imod en Jøde. Derimod er det
vist, at Cromwell 1655 gjorde Forsøg paa at
skaffe J. lovlig Adgang til Riget, og at J. faa
Aar efter begyndte at flytte derover; de vandt
hurtig Rigdom og Indflydelse samt hjalp godt
til at fremme Englands opvoksende Handel.
1753 vedtoges en Lov, som gav J. Indfødsret
efter 3 Aars Ophold, men af Hensyn til
Folkestemningen toges den tilbage allerede n. A.,
et enestaaende Tilfælde i Rigets
parlamentariske Historie, og J. maatte endnu i 2—3
Menneskealdre savne Adgang til Embeder samt
politisk og kommunal Valgret, medens de ellers
nød fuld personlig Frihed og udstrakt
Næringsfrihed. Ogsaa de til Frankrig flygtede sp.
Nykristne fik 1550 Tilladelse til at bo i Bordeaux
og Bayonne og tilkøbte sig 1623 Ret til aabent
at vedkende sig at være J. Selv til Tyskland
udstrakte Fremskridtet sig: i Aarene 1730—72
udkom en Rk. »Judenordnungen« for de
enkelte Stater, og særlig maa mærkes Frederik
II’s »Toleranceedikt« for Preussen 1750; de
indeholdt vistnok endnu mange
Indskrænkninger, men J. vandt dog derved lovlig Grund
under Fødderne.
Alt dette er dog kun Forløbere for den store
Bevægelse, der begyndte omtr. 1780 til Bedste
for en Forbedring af J.’s Stilling, og som snart
førte til et væsentlig Omslag, ja banede Vej for
deres fuldstændige Ligestilling,
Jødeemancipationen. Bevægelsen er dobbelt. En kom
fra J. selv, idet Moses Mendelssohn, der selv
var en dygtig Prosaist og skarpt havde udtalt
sig mod Frederik II’s Efteraben af alt fransk
Væsen, virkede for at drage sine Trosfæller ud
af deres — paa een Gang tvungne og selvvalgte
— Afspærrethed og at knytte dem til det tyske
Sprog og Aandsliv. Hvor langt J. var fjernede
herfra, ses bedst deraf, at han maatte lade sin
tyske Oversættelse af Pentateuchen (1779—83)
trykke med hebraiske Bogstaver, da ellers
Flertallet af J. slet ikke kunde læse den. Fra den
gl. rabbinske Retning rejstes ogsaa stærk
Modstand imod hans Bestræbelse. Samtidig skrev
Lessing sit Skuespil »Nathan der weise« (1779),
hvori han hævdede Tolerance mellem alle
Trosbekendelser og særlig fremstillede Jøden Nathan
som den vise og retfærdige (et Modstykke til
Shakespeare’s Shylock). Fremdeles skrev Dohm
1781—83 »Ueber die bürgerliche Verbesserung
der Juden« og gjorde heri gældende, at J. som
Følge af deres fortrykte Stilling var et meget
uheldigt, ja skadeligt Element i Samfundet, og
at det derfor var i dettes egen Interesse at
forbedre deres Stilling og gøre dem til nyttige
Borgere. Paavirket heraf gjorde Josef II 1782 det
første alvorlige Skridt til at forbedre J.’s Kaar,
gav dem fri Religionsøvelse og fl. andre
Rettigheder, afskaffede »Leibzoll« o. a. tyngende
Indskrænkninger, men paalagde dem samtidig
Værnepligt, Brug af det tyske Sprog i
offentlige Forhold og faste Slægtsnavne — en
Ordning, som gav de østerr. Embedsmænd
Lejlighed til at vise deres Spøgefuldhed og Raahed,
idet de paatvang J. latterlige ell. haanlige
Navne, naar de ikke kunde ell. vilde tilkøbe
sig mere velklingende.
Snart fulgte andre Lande efter; Leibzoll blev
afskaffet i Alsace-Lorraine 1784 og i Preussen
1787, og i Frankrig nedsattes en
Regeringskommission til at drøfte Spørgsmaalet om J.’s
Stilling (de havde allerede 1776 faaet Lov at
bosætte sig i hele Landet), medens Mirabeau 1787
gjorde Almenheden bekendt med Bevægelsen i
Tyskland. 18. Aarh.’s alm. Friheds- og
Lighedsideer kom dem særlig til gode. Den
nordamerikanske Unionsforfatning kundgjorde først
deres Ligestilling. 1790—91 vedtog den franske
Nationalforsamling det samme, først for de
sydfranske, senere for de tyske i Alsace, og den
udstraktes med de fr. Sejre til Landene V. f.
Rhinen og 1796 til Holland, til Dels imod J.’s
Ønske, der ikke vilde opgive deres Særstilling.
1799—1807 bortfaldt Leibzoll i de mindre tyske
Stater, og i de nærmest flg. Aar optoges den
fr. Ordning i det væsentlige i hele
Vesttyskland og 1812 i Preussen. Ogsaa fra J.’s Side
gjordes et vigtigt Skridt, idet et i Paris 9. Febr
1807 samlet Sanhedrin af Repræsentanter fra
Frankrig, Italien og Holland udtalte
Landslovenes forbindende Gyldighed for J. og den
dertil svarende Opgivelse af Rabbinernes
Domsmagt i civilretlige Spørgsmaal samt J.’s
Villighed til fuldt at slutte sig til de Folk, bl. hvilke
de boede, saafremt disse optog dem som
Borgere. Det aandelige Røre, som Mendelssohn og
hans Tilhængere havde vakt hos J. i Tyskland,
gik snart over til en urolig Higen efter at vinde
Samkvems med de Kristne og efter at nedbryde
de Skillevægge, der holdt dem fjernede, og
under den alm. religiøse Indifferentisme forlod
mange J., især af de Velhavende og Dannede,
deres gl. Trossamfund og lod sig døbe. Hvad
den langvarige Undertrykkelse ikke havde
formaaet, udrettede Tolerancen i kort Tid.
Ligeledes viste J., baade i Frankrig under
Revolutionen og i Preussen under Frihedskrigen,
deres Taknemmelighed for den vundne Frihed
ved store Pengetilskud og frivillig Deltagelse
i Fædrelandets Kamp.
Den Reaktion, der blev raadende i Europa
efter 1814, vendte sig ogsaa imod J., dog
hverken i Frankrig ell. Nederlandene, som
holdt fast ved den tilstaaede Ligestilling. I
Frankrig overtog Staten 1831 den jødiske
Gudsdyrkelses og Præstestands Underhold, og 1871
tilstodes der J. i Algérie fr. Indfødsret og
dermed Del i de Rettigheder, der tilkom deres
Trosfæller i Moderlandet. Vel søgte Ed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
