Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jødisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efterfølgere Benjamin ben Mose af Nehawend
(c. 800), der endnu mere radikalt forkastede
alt rabbinsk, skrev mange Kommentarer.
Bevægelsen udvikledes og afsatte efterhaanden
en stor Litt. af Kommentarer, Grammatikker,
Dogmatikker og Lovskrifter. De fik en
betydelig Modstander i Sadia Gaon (d. 942), som
var født i Ægypten, men kom til Babylonien
som Gaon 928. Han betegner det arabiske
Elements Indflydelse paa Jødedommen og er
samtidig den, som i sin Tid fæstner den
ortodokse Jødedom. Han oversatte den hellige
Skr. til Arabisk med Forklaring af dunkle
Steder; ligeledes oversatte og forklarede han
Mishna. Under Paavirkning af de islamiske
Mu’taziliter skrev han en Religionsfilosofi, der
bl. a. paaviste Guds Eksistens og Enhed og
Rituallovenes Nødvendighed. Endvidere er han
den første store hebr. Grammatiker. Efter
arab. Mønster skrev han et grammatisk Værk
i 12 Dele, som nu kun er kendt fra Citater,
endvidere skrev han leksikalske Værker. Den
første fuldstændige Ordbog til det gl. Test.
skrev Menachem ben Saruk (d. c. 970) i
Spanien under Titelen machberet. Han
skaber delvis en grammatisk Terminologi, og
kritiserer paa mange Punkter Sadia, navnlig
dennes Brug af Arabisk til Forklaring af Hebr.
I mere Tilslutning til Sadia skrev Dunash ibn
Labrat (c. 960) i Fez; han og Menachem
dannede Skoler, som længe laa i indbyrdes
Polemik. — I den gaoniske Tidsalder udvikles
Gudstjenesten. Amram Gaon skrev i 9. Aarh.
den første siddur, en Bønnebog for hele Aaret.
I Tilslutning til Bønnerne udvikler der sig en
religiøs Poesi, hvis Frembringelser kaldes
pijutim, som menes at gaa tilbage til 7. Aarh.
Til de berømte Digtere (pajtanim af ποιήται)
hører Eleaser ha-Kalir og Josef ben Isaq ben
Abitur, hvis Digte hurtig optoges i Ritualerne
(10. Aarh.) De ældre Digte har som de gamle
hebr. en vis Rytme, men ingen fast Metrik.
Først ovennævnte Dunash indførte arabiske
Versemaal. Ved Siden af de mere officielle
pijutim digtedes selichot, Anraabelser om Hjælp
under Forfølgelser, til privat Andagt og Bod.
En ejendommelig Litt. er den begyndende
Kabbala, som har sin Rod i Nyplatonismens
og Nypytagoræismens Spekulationer og den
gamle hellenistiske magiske Litt. Mest bekendt
bl. disse Værker er Jezira, der skildrer
Verdens Opstaaen og Væsen gennem Spekulationer
over Navne, Bogstaver og Tal. Forudsætningen
er, at Ordene er lig Tingene, hvorfor Navnene
indeholder Tingenes Elementer. Bogen
henføres til o. 800; hekalot rabbati skildrer
merkaba’en, Guds Trone, som er Bærer af hans
uendelige Væsen.
Tidsrummet o. 1000—o. 1200. Medens
Tyngdepunktet i forrige Tidsrum væsentlig laa
i Østen, flyttes det nu til Spanien og Frankrig;
navnlig blomstrede jødisk Litt. i Maurernes
Rige, hvor mange Jøder vandt Rigdom og
indflydelsesrige Stillinger hos Kaliferne.
Saaledes var Jøden Chasdaj ibn Shaprut Tolk og
Finansminister hos Abd er-Rachman III
(912—61) i Cordova, og han benyttede sin
Indflydelse til at styrke de jødiske Studier. Ved den
Tid skal babylonske Lærde, der fangedes af
Sørøvere og solgtes som Slaver, have bragt
Halakastudierne til Vesten. Paa
Sprogvidenskabens Omraade arbejdede
Menachem’s Discipel Jehuda ben David Chajjug c.
1000 i Cordova; han skrev paa Arabisk og
anvendte den arab. Terminologi. Hans
Fortjeneste er at have gennemført Treradikalsystemet,
ogsaa ved de saakaldte svage Rødder. Disse
Studier føres videre af Abu-l-Walid Merwan
ibn Djanach, som bl. a. skrev en hel
Fremstilling af den hebr. Grammatik (undt. det af
Chajjug behandlede) under Paavirkning af den
arab. Grammatiker Sibawaihi, og dertil en
Ordbog, samlet i eet Værk, tankich (»Forskning«).
En betydelig Filolog var Abraham ibn Ezra
(1092—1167), som stammede fra Spanien, men
senere vandrede rundt i Frankrig, England og
Italien. Han hviler helt paa de foregaaende,
hvis Studier han samler i forsk. paa Hebr.
skrevne gramm. Værker. Hans Værk
fortsættes af Slægten Kimchi. som levede i
Sydfrankrig; Josef Kimchi (o. 1150) skrev en Gramm.
paa Hebr. og fortsatte den gl. Strid mellem
Menachem og Demash. Af hans to Sønner
Mose og David K. var David (1160—1235) den
betydeligste; hans Gramm. miklol
(»Fuldendelse«) og Leksikon, ha-shårashim (»Rødderne«)
stod i fl. Aarh. som klassiske Værker. — Den
gamle Midrashlitt. afløstes, til Dels under
karæisk Indflydelse, af en mere metodisk
Bibelfortolkning, peshat. Sadia var dens
Grundlægger, og de fl. store Gramm. ydede
deres Bidrag; men den fortsattes efter den
gamle Metode uden for det arab.
Kuituromraade. En stærk Benyttelse af Midrashstoffet
finder Sted hos Rabbi Shelomo ben Jischaq
(Rashi), d. 1105, fra Troyes i Champagne, som
i sine Kommentarer (til Talmud og de fleste
bib. Skr) dog kun meddeler det, som passer i
Sammenhængen. Abraham ibn Ezra var en
strengere Repræsentant for den af
Traditionen ubundne Fortolkning; han forkastede helt
Allegorien undtagen i Højsangen, og antydede
bl. a., at visse Dele af Mosebøgerne ikke var
af Moses. — Halakastudiet dreves af
Samuel ha Nagid, d. 1055, Minister hos Kongen
af Granada. Han deltog i den gramm.
Diskussion og skrev en Indledning til Talmud.
Isaq al-Fasi (fra Fez) skrev i 11. Aarh. en
systematisk Fremstilling af Mishna’s og
Gemara’s Lære i sin halakot. Historien
repræsenteres af Josippon, en folkelig Bearbejdelse
af Josefos med Benyttelse af Strabo, Lukian
o. a., fra o. 1100 stammer en Fremstilling af
Tannaiternes og Amoræernes Historie, o. 1161
skrev Abraham ibn Da’ud Israels Historie fra
Adam til o. 1150 for at paavise Kontinuiteten.
Rejsebeskrivelser foreligger fra Jøder, som
rejste i Palæstina og det øvrige Asien,
saaledes Benjamin fra Tudela og Petachja ben
Jacob, begge fra 12. Aarh.; fra Palæstinarejser
haves adskillige Beretninger. Poesien
blomstrede i denne Periode i Spanien mere end
nogensinde. Salomo ben Juda ibn Gabirol
(Avencebrol) skrev i Sydspanien i 11. Aarh.
Han skrev Sionsklager, Bodsdigte og
Forherligelser af Gud, ogsaa mere verdslig Poesi, mest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
