Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kant, Immanuel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vendt er ogsaa alle Forsøg paa ad den rene
Fornufts Vej at bestride Guds Eksistens
uholdbare.
K. spørger nu, hvorledes er det muligt, at
der findes videnskabelig Matematik og
Naturvidenskab, men ikke findes videnskabelig
Metafysik. Ad flg. Vej kan man komme til hans
Svar. Erfaring kan aldrig med Rette føre til
nødvendigvis sande og strengt almengyldige
Domme, men højst til Domme om, at det som
Regel er saadan og saadan. Hvis der nu findes
berettigede, strengt nødvendige og almengyldige
Domme, hvad K. jo gaar ud fra, at
Matematikken og Naturvidenskaben belærer os om, kan
disse ikke have deres Kilde i Erfaringen, men
maa være uafhængige af denne. Denne
Uafhængighed af Erfaringen kan betegnes ved at
kalde saadan Erkendelse apriorisk.
En Analyse af vore Erfaringer viser, at de
er sammensatte, idet de bestaar dels af det,
der er modtaget gennem Indtryk — dette kaldes
Stoffet —, dels af det, der hidrører fra
Erkendelsesevnens Forarbejdning af dette Stof, og
som kaldes Formen. Denne fra Subjektet
hidrørende Forarbejdning, der er et Udtryk for
Subjektets Selvvirksomhed, har den Karakter,
at en Mangfoldighed forbindes til Enhed, og
kan betegnes som Syntese. Dersom man kalder
det passivt modtagne Stof for Erfaring, er med
denne Sprogbrug Formerne, betragtet for sig
selv, forsk. fra og uafhængige af Erfaringen;
ogsaa denne Uafhængighed af Erfaringen kan
betegnes ved Udtrykket apriorisk. K. forbinder
nu det aprioriske i de to Bet. og siger, at det
nødvendige og almene (det aprioriske i første
Bet.) hører Selvvirksomheden, Formerne til
(det aprioriske i anden Bet.). »Om Tingene
erkender vi kun det apriori (i begge Ordets Bet.),
som vi selv lægger ind i dem«.
De fra Subjektets Selvvirksomhed
hidrørende Former er for det første Sanselighedens
Anskuelsesformer, Rum og Tid, som K. sætter
i Forbindelse henh. med Geometri og Aritmetik.
Holder vi os til Rummet, saa gælder, at da
Rummet er en Betingelse for Genstande i
Rummet, maa det, der gælder for Rummet,
nødvendigvis ogsaa gælde for Genstandene i
Rummet. Da Geometri iflg. K. er Videnskaben
om det rene Rum, om selve Rumsformen,
saa maa Geometriens Sætninger gælde for alle
Ting, der fremtræder for os i Rummet. Paa
denne Maade mener K. at bevise, at
Gyldigheden af Geometriens Sætninger er uafhængig
af Erfaringen, idet de vedrører det rene Rum,
samt at disse Sætninger nødvendigvis gælder
for alle Erfaringer, der fremtræder som rumlig,
idet disse er betingede af det rene Rum.
Foruden Anskuelsesformerne er der for det
andet Forstandsformerne, de 12 Kategorier,
hvorved den i Anskuelsen givne Mangfoldighed
forbindes til Enhed. Tavlen med de 12
Kategorier udleder K. paa kunstig Maade af
Logikkens Lære om Domme. Vi holder os her til
Aarsagsbegrebet. Det er her klart, at vi har
med en Forbindelse mellem Emner at gøre.
Da K. nu mener, at en Forbindelse er noget,
der i det hele taget ikke kan være givet med
selve Objekterne, men maa hidrøre fra
Subjektet, saa følger heraf, at Aarsagsforbindelser
maa høre til de af Subjektet betingede Former.
Aarsagssætningen er saaledes apriorisk i den
ene Bet., og heri ligger for K., at den tillige
er det i Bet.: almengyldig. Et direkte Bevis
for dens Gyldighed inden for Erfaringens
Verden søger K. at føre ved at undersøge, hvad vi
mener med, at et Emne hører
Erfaringsvirkeligheden til. At et Emne hører
Erfaringsvirkeligheden til, vil sige, at det staar i
gennemgaaende Aarsagsforbindelse med andre Emner;
det er ved at undersøge, om der findes ell.
ikke findes en saadan Sammenhæng, at man
afgør, om et Emne hører Erfaringsvirkelighed
til, ell. om det er en Illusion, der foreligger.
(Sammenhæng er Kriterium paa
Erfaringsvirkelighed). Heraf følger, at
Erfaringsvirkelighedens Emner forudsætter
Aarsagsforbindelsen; den er en Forudsætning for, og ikke noget,
der kan udledes af vore
Virkelighedserfaringer. Aarsagsforbindelsen er en Betingelse for
Mulighed af Erfaringsvirkelighedens Objekter,
og følgelig kan Erfaringsvirkelighedens
Objekter ikke frembyde noget, der strider mod
Aarsagssætningen. K. mener herved at have
overvundet Hume’s Kritik vedrørende
Gyldigheden af Beviserne for Aarsagssætningen, men
forsaavidt med Urette, som Hume’s Kritik nu
kommer til at gælde Beviserne for, at der
findes en Erfaringsvirkelighed i K.’s Bet.
En vigtig Følge af K.’s Lære om, at
Erfaringsvirkelighedens Emner er sammensat af
Stof og Form, og at Formerne fremkommer
ved Subjektets Forarbejdning af Stoffet, er, at
de Emner, vi i Erfaringsvirkeligheden har at
gøre med, er Fænomener, er Ting, saaledes
som de fremtræder for os, iklædt de fra
Subjektet hidrørende Former, men ikke er Tingene,
som de er i sig selv. (Ding an sich, Noumenon,
das Intelligible). Lige saa sikkert det er, at
Tingene, som de fremtræder for os,
fremtræder i Rummets og Tidens Form, lige saa sikkert
er det, at Tingene, som de er i sig selv, intet
har med Rum og Tid at gøre, og derigennem
intet har med Forandring at gøre, der er
bundet til Tidsformen. Da den videnskabelige
Erkendelse, som anført, indskrænker sig til
det, vi gennem vor Selvvirksomhed lægger ind
i Emnerne, hvorved de bliver til Fænomener,
saa følger heraf, at ingen videnskabelig
Erkendelse af Tingene, som de er i sig selv, er
mulig. Da Tingene, som de er i sig selv, er
Metafysikkens Omraade, saa er dette i
Overensstemmelse med det Resultat, som K. ad
mere umiddelbar Vej er kommet til, at en
videnskabelig Metafysik ikke er mulig. Det ses,
at K. faar Verden delt i to Omraader,
Fænomenets Verden og »Ding an sich«’s Verden.
Inden for den ene er ren, rationel videnskabelig
Erkendelse mulig, inden for den anden ikke,
den ene er Videnskabens, den anden er
Metafysikkens Verden. K.’s Lære om »Ding an sich«
er meget uklar; undertiden faar man at vide,
at der intet lader sig sige om den; undertiden
ved K. meget god Besked, men rigtignok en
Besked, der staar i Modstrid med væsentlige
Bestanddele af hans Erkendelseslære.
For K.’s personlige Trang er der intet
utilfredsstillende i disse Resultater. Inden for
Videnskabens Verden faar han afvist den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
