Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kapitelstakst - kapitolinske Høj - kapitolinske Ulvinde - Kapitulant - Kapitularier - Kapitulation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Byernes Magistrater, Politimestrene paa
Landet samt Sognepræster og Formandskaber
indsender hver for sit Distrikt Opgaver over
Middelprisen paa Korn. Stiftsdirektionen uddrager
derpaa et Middeltal af de verdslige
Embedsmænds Opgaver, et af Præsternes og et af
Formandskabernes; Gennemsnittet af disse tre
Middeltal bliver saa Aarets K. — Den første L.
om K. er Frd. 5. Febr 1685 om ulovlige
Paalægs Afskaffelse i Norge, optaget i N. L.
3.—14.—15.
K. Ø.
kapitolinske Høj, se Capitolinus mons.
kapitolinske Ulvinde, en formentlig
etrurisk Bronzefigur, der fremstiller Ulvinden, som
ammede Romulus og Remus, efter at de paa
Amulius’ Befaling var blevne udsatte. Det
vides, at den ogulniske Slægt 296 f. Kr. lod
udføre og opstille en Ulvinde med Tvillingbørnene,
men om den er identisk med den nu bevarede,
er uvist; Børnene er i hvert Fald udførte af
Guglielmo de la Porta (d. 1577), ligesom selve
Ulvinden vides at være restaureret. Om
Ulvindefiguren vides, at den i 10. Aarh. stod i
Lateranet og derfra 1471 flyttedes til
Kapitolium. (Afb. bl. a. Baumeister, »Denkm. d. klass.
Alterth.«, I 510).
H. A. K.
Kapitulant, se Kapitulation.
Kapitularier. Capitulare ell. Capitula er
under Karl den Store og hans Efterfølgere
Benævnelsen paa de Love o. a. Udfærdigelser,
der udstedtes af Kongerne. Man plejer at
skelne mellem Capitula legibus addenda, Love, som
supplerede de forsk. Folkeretter i Riget, og
ligesom disse gjaldt for Medlemmerne af
bestemte Folkestammer (se Germansk
Folkeret), C. per se scribenda, Rigslove, der
gjaldt for hele Riget og havde rent territorial
Gyldighed, og C. missorum, der ikke var
Love, men Instrukser for kongelige
Embedsmænd. Denne Sondring, som paa flere Steder
fremtræder i Kilderne, beroede efter den
herskende Opfattelse, der navnlig er udviklet af
Boretius, paa, at Capitula legibus addenda,
fordi de tilsigtede at skabe Folkeret, for at faa
Gyldighed maatte godkendes af Folket, i hvert
Fald af Stormændene paa en Rigsdag, medens
de andre kunde udstedes og igen ophæves af
Kongen med ell. uden Stormændenes
Samtykke, som han selv syntes, men paa den anden
Side ogsaa kun kunde haandhæves af ham
administrativt, derimod ikke gennem de folkelige
Domstole, der kun anerkendte Folkeretten.
Berettigelsen af denne skarpe Sondring og af den
retlige Bet., der tillægges den, er dog fra
anden Side blevet bestridt, navnlig af Seeliger.
Man sondrer ogsaa efter Indholdet K. i
Capitula ecclesiastica, der handler om kirkelige
Forhold, og C. mundana, hvis Indhold er
verdsligt. En Samling af Karl den Store’s og Ludvig
den Fromme’s K. blev udg. 827 af Abbed
Ansegis af Fontanella i 4 Bøger, der indeholder
gejstlige og verdslige K. C. 20 Aar senere
udgav Benedikt (Benedictus Levita), der siges at
have været Diakon i Mainz, en saakaldet
Fortsættelse af Ansegis’ Værk, men kun den
mindste Del af de her optagne K. er ægte. I den
nyere Tid er K. samlede af Baluze (2 Bd,
Paris 1677) og af Pertz i Mon. Germ. Hist.
Leges, I og II (1835—37). Den sidste Udg. var
imidlertid forfejlet og blev erstattet af A.
Boretius og Krause: C. regum Francorum,
I (1883), II (1897) (Mon. Germ. Hist., Legum
sectio, II), jfr Boretius: »Beiträge zur
Kapitularienkritik« (Leipzig 1874); G. Seeliger,
»Die K. der Karolinger« [München 1893];
Samme i »Hist. Vierteljahresschrift« (1898), 1 flg.;
H. Brunner, »Deutsche Rechtsgeschichte«,
I2 §§ 37, 55, 56 (Leipzig 1906); R.
Schröder, »Lehrbuch der deutschen Rechtsgesch.«
§ 32 (6. Udg., Leipzig 1919).
P. J. J.
Kapitulation har i milit. Henseende 2
Betydninger. 1) K. er Overgivelse til Fjenden paa
visse Betingelser, hvorom Modstanderne enes,
af en fast Plads (Fæstning) ell. en
Troppestyrke i aaben Mark. Ofte, særlig i ældre Tider,
betegner K. selve den afsluttede Overenskomst.
En af Tropper forsvaret Fæstning ell. en
Troppestyrke i aaben Mark bør, naar det ikke sker
efter højere Befaling, kun kapitulere i yderste
Nød, det vil sige kun, naar Forsvarsmidlerne
er udtømte, naar Ammunitionen er forbrugt,
naar der mangler Proviant, og Styrken
saaledes ikke er i Stand til at afslaa en Storm
ell. slaa sig igennem. Alm. Regler for, naar
det kan anses for tilladeligt at kapitulere, kan
imidlertid ikke gives, og Anskuelserne herom
har vekslet. Undertiden har man ment, at en
K. med Ære kunde indgaas, naar Fjenden
havde lagt en gangbar Breche i Volden, og
Besætningen forlod da Fæstningen gennem
Brechen for at paavise dens Gangbarhed, og i
17. Aarh. betragtedes en K. for ærefuld, naar
Styrken kunde opnaa fri Afmarch med Vaaben
og Bagage. Fæstningskommandanten (den
Højstbefalende) tilkendegiver sin Tilbøjelighed til
Underhandling ved at hejse den hvide Fane
ell. ved Parlamentær; og Underhandlingerne
plejes da et Sted indenfor Kampomraadet. K.
kan finde Sted paa forsk. Betingelser; saaledes
kan der undertiden tilstaas Styrken fri Afmarch
med Æresbevisninger, Afmarch uden Vaaben,
ell. K. lyder paa fuldstændig Overgivelse,
hvorefter Styrken bliver Krigsfanger og Materiellet
Krigsbytte. Tilstaas der under den ene eller
anden Form Afmarch, maa Styrken i Alm.
forpligte sig til i en vis Tid ikke at bære Vaaben
mod Sejrherren. Paa Haag-Konferencen 1907
er der i »Reglement ang. Regler og Vedtægter
for Krig til Lands«, Punkt 35, bestemt, at der
ved K. skal tages Hensyn til de milit.
Æresregler, men ikke givet nogen nærmere
Forklaring; dog maa den alm. Folkeret fortolkes
saaledes, at selv en K. paa Naade og Unaade
ikke giver Sejrherren Ret til at lade
Modstanderen »springe over Klingen«. For K. i aaben
Mark havde allerede Romerne strenge Straffe
(caudinske Bjergpas), og Napoleon I udstedte
lgn. strenge Bestemmelser efter Dupont’s K.
med et fr. Korps ved Baylen 1808. I den
danske Straffelov for Krigsmagten § 71 fastsættes,
at den Højstbefålende, der uden højere Ordre
ell. uden yderste Nød kapitulerer, anses med
Embeds Fortabelse, Statsfængsel, Strafarbejde
ell. Livsstraf, og han antages, indtil det
modsatte bevises, at være strafskyldig, naar han
ikke, forinden han foretog Handlingen, har
iagttaget det i saa Henseende fastsatte
(Krigsraad). Som Eksempler paa K. i aaben Mark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
