Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl XI (sv. Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Raadighed. Ved Rustninger og krigerske
Demonstrationer søgte man at opnaa de størst mulige
Subsidier af fremmede Magter uden dog at
behøve at indlade sig paa virkelig Krig. Det
fornemste Udslag af denne Politik var det
hovedsagelig af de la Gardie gennemførte Forbund
med Frankrig af 1672.
Ikke bedre sørgede Regentskabet for den
unge Konges Opdragelse. Han kom til at lære for
lidt af det, som hans fremtidige Stilling
krævede. Om Statssager fik han ikke meget at
vide, ej heller kom han til at lære at tøjle sin
Heftighed ell. sætte en Grænse for sin
umaadelige Villiekraft. Hans højeste Lyst var Jagten
og krigerske Øvelser, og hertil hengav han sig
utrættelig. Det var ogsaa i Krigens haarde
Skole, i den fortvivlede Kamp for Rigets
Integritet, at K. skulde vinde sin Uddannelse. Ved
17 Aars Alderen erklæredes K. af Stænderne
for myndig. Skønt han var kommet til at nære
Mistro til sine Formyndere, hvis
Partistridigheder og Korruption ikke var ham ubekendte,
fritog han dem dog for ethvert Ansvar. Den,
som fremfor nogen anden var Skyld i
Regentskabets Fejlgreb, de la Gardie, fik endog en
afgørende Indflydelse. For at betrygge sig over
for sit Modparti i Raadet sørgede han for, at
Sagerne blev afgjorte af Kongen i Nærværelse
af kun nogle faa Rigsraader. Denne
Kabinetsregering forberedte Raadets Fald og dermed
ogsaa Enevælden, til hvilken Kansleren ogsaa
indgav K. Tilbøjelighed. I det hele taget viste
Kanslerens Grundsætninger ell. Mangel paa
Grundsætninger sig endnu i Styrelsen. Efter
Stændernes gentagne Paamindelser sattes dog
Reduktionen atter i Gang og fuldførtes med
Kraft.
Men snart begyndte Frugterne af de la
Gardie’s Politik at modnes. Ludvig XIV’s Forsøg
paa at erobre Holland hindredes ved en alm.
europ. Koalition. Frankrig paakaldte da
Sveriges Hjælp, og den sv. Regering søgte at
mægle Fred. Dette lykkedes dog ikke, ej heller
Forsøget paa at danne et tredie Parti i samme
Øjemed. Derimod formaaede Frankrig ved
Løfte om større Subsidier Sverige til at
overføre Tropper til sv. Pommern, og da dette var
vel sket, tilbageholdt det Subsidierne med
Hensigt, saa at Hæren for at opnaa sit Underhold
maatte bryde ind i Brandenburg (1675).
Kurfyrsten skyndte sig da hjem fra Kampen med
Franskmændene og vandt nogen Fordel mod
Svenskerne i Træfningen ved Fehrbellin. Det
var dog egl. Svenskernes derpaa flg.
demoraliserende Tilbagetog, som blev
skæbnesvangert. Slag i Slag modtog Sverige
Krigserklæringer fra Holland, Kejseren, det tyske Rige,
Münster og Lüneburg. Danmark rustede. Paa
Griffenfeld’s Tilskyndelse havde dette Lands
Regering først søgt at blive optaget i det fr.-sv.
Forbund og senere som medvirkende i de sv.
Mæglingsforsøg, men de sv. Statsmænd med
deres traditionelle Fordomme imod Danmark
havde af slaaet al Samvirken. Danmark sluttede
sig da til de Allierede, og de Forsøg, Sverige
nu omsider gjorde for at vinde det, forblev
uden Resultat. Ikke engang den 1675 sluttede
Trolovelse mellem K. og Ulrika Eleonora
formaaede at faa Christian V til at tilbageholde
sin Krigserklæring. Med Krigsvæsen, Finanser
og Forvaltning i Uorden skulde saaledes
Sverige i en fremmed Erobrerstats Interesse føre
Krig med saa mange mægtige Fjender. Den
Afgrund, hvortil de la Gardie’s Politik havde
bragt Riget, stod paa een Gang klar for K. Han
bifaldt Stændernes Begæring paa Rigsdagen i
Upsala 1675 om en Undersøgelse af
Regentskabets Forvaltning og begyndte med
Tilsidesættelse af sine gl. Raadgivere at afgøre alt
med sine Sekretærer, først og fremmest
Lindsköld. Med yderste Energi drev K. paa
Flaadens Udrustning for at undsætte de truede
tyske Provinser og om mulig angribe Sjælland.
Flaaden blev dog slaaet af den dansk-holl., og
dermed var Hovedlandet afskaaret fra
Bilandene og det egl. Sverige aabent for Fjendens
Angreb. Christian V gik med en stærk Hær
over til Skaane (1676). Grebet af Tungsind og
Mistrøst og døv for sine Generalers Raad trak
K. sig med sine faatallige Tropper tilbage til
Småland. Uden egl. Modstand satte saa
Danskerne sig i Besiddelse af hele Skaane, Malmö
undtagen, og afsendte en Hær op mod Halland
for sammen med den fra Norge kommende
Gyldenløve at angribe Göteborg. Den
overhængende Fare vakte K. til Besindelse. Med største
Hurtighed drog han ned mod Halland, og
takket være Helmfelt’s Feltherredygtighed og K.’s
egen dristige Beslutsomhed lykkedes det ham
ved Halmstad fuldstændig at oprive den
danske Styrke. Heldet æggede K.’s Mod. Han drog
Forstærkninger til sig og tilkæmpede sig efter
en yderst blodig Strid den mærkelige Sejr ved
Lund (4. Decbr 1676). Gennem det heldige
Forsvar af Malmö, Sejren ved Landskrona (1677)
og Kristianstads Generobring (1678) vandt
Svenskerne Overvægt i Skaane. Derimod var
den danske Flaade stadig Herre paa Søen, og
Sveriges tyske Provinser, som derfor ikke
kunde undsættes, gik trods O. V. Kønigsmark’s
Tapperhed tabt til Brandenburg og Danmark og
deres Allierede. Hvor Kong K. var, der alene
syntes altsaa Sejren at være. Understøttet af
den stedse mere indflydelsesrige J.
Gyllenstierna fremmede Kongen ogsaa Troppernes
Rekrutering og Udrustning. Baade Krigens
Byrder og Omsorgen for Forvaltningen hvilede i
sidste Instans paa K. Han greb ind i alt,
tilskyndende ell. tilrettevisende. Raad og
Kollegier blev ganske forbigaaede. Alt foregik
gennem K. og hans Fortrolige. Saaledes opstod
ved Kongens kraftige Virksomhed for Landets
Frelse Enevælden som et nationalt Diktatur,
hvis selvtagne Ret efter Krigens Slutning Skridt
for Skridt legaliseredes af Stænderne.
Ved egen Fasthed og ved et stærkt Tryk paa
Danmark og dets Allierede af Ludvig XIV
opnaaede K. Fred uden virkelig Landafstaaelse.
Men Riget var i en slet Tilstand. Det var, som
K. senere til Forsvar for sit strenge
Regeringssystem ytrede, ved den tidligere »egennyttige
og strafværdige Husholdning kommet til at lide
saa meget, at det nu var i den største
Vidtløftighed og ikke kunde ophjælpes uden ved
Alvor og Eftertryk«. Rigsdagen 1680 anviste
Vejen dertil ved at beslutte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
