Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl I (Konge af Storbritannien og Irland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men da det formelig anklagede Buckingham,
blev det opløst. Imidlertid skaffede Kongen sig
Penge ved tvungne Laan og indviklede sig i
en uheldig Krig med Frankrig. P. Gr. a. denne
maatte han sammenkalde et tredie Parlament
(1628), som ogsaa var villigt til at bevilge Penge
til Krigen, men fremkom med en petition of
right (Bøn om Ret), hvorved det bl. a.
fastsattes, at Skatter ikke maatte paalægges og Laan
ikke optages uden Parlamentets Samtykke, og
ingen fængsles uden under lovlige Former. Dette
gik K. ind paa; Parlamentet foreslog nu igen at
bevilge Toldafgifterne for eet Aar; men da han
ikke vilde modtage dette Tilbud, erklærede det
hans Opkrævning af disse for ulovlig og angreb
Buckingham, hvorpaa han hjemsendte det. S.
A. blev Buckingham myrdet af en ivrig
Puritaner. N. A. (1629) mødte Parlamentet igen;
men nu var der til det øvrige ogsaa kommet
Strid om de religiøse Forhold, og Enden blev,
at Parlamentet opløstes, efter at det under
tumultuariske Optrin havde vedtaget, at enhver,
som indførte Forandringer i Religionen,
raadede til Opkrævning af Toldafgifterne uden
Parlamentets Bevilling ell. frivillig betalte disse
Afgifter, var en Fjende af Staten. I de næste 11
Aar (1629—40) regerede K. uden Parlament.
For at kunne gøre dette maatte han spare,
hvorfor han sluttede Fred med Frankrig 1629 og
med Spanien 1630; men uagtet England opgav
at spille nogen Rolle i Europas alm. Politik,
kunde Statsindtægterne alligevel ikke slaa til,
og K. maatte se sig om efter ny Indkomster.
Han fremtvang Betalingen af Toldafgifterne,
genoplivede forældede Rettigheder, idet han
idømte dem Bøder, som havde undladt at
indfinde sig ved hans Kroning for at modtage
Ridderslaget, inddrog opdyrkede Skovmarker,
som engang havde tilhørt Staten, bortgav
Monopoler og omsatte, hvor det var muligt, Straffe
for Forseelser til høje Bøder. Hvor de
sædvanlige Dommeres Bistand ikke kunde paaregnes,
benyttede han Stjernekammeret, en dømmende
Afdeling af Statsraadet, der gik frem med stor
Ubillighed. Da de Penge, der herved indkom,
ikke slog til, fandt han en ny Indtægt i
Skibsafgiften (shipmoney). Der var nemlig en gl
Lov, som befalede Søstæderne at stille Skibe
til Landets Forsvar under truende Forhold, og
denne benyttede K. sig af, men forlangte
Skibene saa store, at kun London kunde stille dem,
medens de øvrige Byer maatte gaa ind paa at
betale Penge i Stedet for. Denne Pengeafgift
udstrakte han til alle Dele af Landet og
hævede den Aar efter Aar, skønt der ingen
Krigsfare var. En kæk Mand, John Hampden,
nægtede at betale den, indtil Sagen var paakendt af
Domstolene. Rigtignok blev han dømt, men hans
Sag vakte en saadan Opmærksomhed i hele
Landet, at hans Domfældelse snarere blev et
Nederlag end en Sejr for Kongen.
Jævnsides med den verdslige Undertrykkelse
gik ogsaa en kirkelig, som hvis Leder
Ærkebiskop Laud stod. K. og han vilde strengt
gennemføre Højkirken overalt, og enhver, som
vovede at angribe denne, blev haardt straffet,
hvorved man anvendte en særlig, næppe lovlig,
gejstlig Domstol, den saakaldte høje
Kommission. Især gik man skarpt frem over for
Puritanerne, medens der vistes Katolikkerne større
Skaansel, og dette vakte en ulmende Forbitrelse
overalt, som ved den mindste Anledning kunde
bryde ud i lys Lue. Denne kom fra Skotland,
hvor K. efter Laud’s Raad havde indført den
anglikanske Kirkeforfatning og nu (1637) ogsaa
vilde indføre dennes Liturgi. Herimod rejste
Skotterne sig som een Mand og traadte sammen
i et Covenant til Forsvar for Religionen 1638.
Hellere end at give efter besluttede K. at føre
Krig mod Skotterne; men hans Hær var ikke
deres voksen, og han maatte gaa ind paa en
Overenskomst for at vinde Tid. Imidlertid
sammenkaldte han Parlamentet 13. Apr. 1640; men
det vilde ingen Penge bevilge til Krig mod
Skotterne, før dets Besværinger var afhjulpne,
og K. opløste det derfor allerede 5. Maj s. A.
Derpaa genoptog han Krigen mod Skotterne
med ulovlige Penge, men havde kun lidet Held
med sig, hvorfor han saa sig nødt til atter at
indkalde Parlamentet, som mødte 3. Novbr 1640.
Det satte sig straks i Opposition til Kongen og
angreb hans Raadgivere, Strafford og Laud,
der begge blev fængslede. K., der nu var
overladt til sig selv, gav efter for Parlamentets
Fordringer, opgav sine Forandringer i Kirken
og gik ind paa, at Parlamentet skulde mødes
hvert 3. Aar, selv om det ikke blev indkaldt,
ja indvilgede i, at det ikke skulde kunne
opløses uden eget Samtykke. For at stemme
Sindene gunstige i Sagen mod Strafford optog han
Folk af frisindet Farve i Statsraadet; men det
hjalp ikke; denne blev ved en bill of attainder
domt til Døden og henrettet 12. Maj 1641.
Samtidig maatte K. gaa ind paa at ophæve
Stjernekammeret og den høje Kommission og ikke
opkræve Skatter uden Parlamentets Bevilling.
Kort efter begav han sig til Skotland for at faa
Skotterne til at laane ham en Hær mod det
eng. Parlament; men det mislykkedes
fuldstændig. Paa samme Tid skete der i øvrigt et
Omslag i Parlamentet, og der var ved at danne
sig et konservativt Parti paa de religiøse
Spørgsmaal. Havde K. aabent og ærligt støttet
dette, havde Revolutionen næppe strakt sig
videre; men han gjorde intet. Tværtimod gav
han Revolutionen ny Vind i Sejlene, idet han
ved sin Tilbagekomst fra Skotland i Tillid til
den ny Bevægelse i Parlamentet lod 5 af
Oppositionens Førere i Underhuset anklage for
Overhuset som Højforrædere og selv indfandt sig
med væbnede Mænd i Parlamentet for at gribe
dem; men de havde anet Uraad og var flygtede
til City, hvor der opstod en saadan Gæring, at
K. ansaa det for raadeligst at forlade London
10. Jan. 1642, og Borgerkrigen udbrød. Til
Kongen sluttede sig en stor Del af Adelen,
Højkirkens Medlemmer og de, der i Angrebet paa
Kongedømmet saa en Fare for Samfundet.
Parlamentet havde sin Hovedstyrke i Byerne og
bl. Puritanerne, af hvilke især Independenterne
var ivrige for Frihedens Sag. I Beg. var K.
heldig, og et Par Gange stod Vejen til London
ham aaben; men da den skotske Hær sluttede
sig til den eng., og da Parlamentshæren var
blevet omdannet under Cromwell og Fairfax,
var det forbi med hans Fremgang. Ved Marston
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
