Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl II den Skaldede (Konge af Frankrig og rom. Kejser) - Karl III den Enfoldige (Konge af Frankrig) - Karl IV den Smukke (Konge af Frankrig) - Karl den Tykke (Konge af Tyskland, romersk Kejser og Konge af Frankrig) - Karl V den Vise (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Broder Ludvig af Tyskland at bemægtige sig
deres Land, og ved Forliget i Meersen 870
delte de disse Lande, saaledes at K. fik den
vestlige Halvdel. Frankrig havde derved delvis
faaet sine naturlige Grænser. Da dernæst
Lothar’s 3. Søn døde 875, og Kejserværdigheden
saaledes blev ledig, drog K. til Italien, hvor
det lykkedes ham at blive kronet som Kejser.
Han søgte derpaa, da ogsaa Ludvig den Tyske
døde, at faa hans Lande, men dette
mislykkedes, og kort efter døde K. (Litt.:
Warnkoenig og Gérard, Histoire des
Carolingiens [2 Bd, Paris 1865]; E. Dümmler,
»Geschichte des Ostfränkischen Reichs« [3 Bd, 2.
Udg., Leipzig 1887—88]).
P. M.
Karl III den Enfoldige, Konge af
Frankrig, (898—929), f. 17. Juli 879, d. 7. Oktbr
929; han var Søn af Ludvig II og Adelaide,
men havde fra først af ingen Udsigt til
Kongemagten, der 887 var tilfaldet Hertug Eudes.
Dennes Modstandere samledes imidlertid siden
om K. som den karolingiske Families
Repræsentant og Landets retmæssige Arving, og fra
893 kæmpedes i hans Navn mod Eudes; denne
beholdt Overhaand, men døde 898, og K.
fulgte ham da paa Tronen. Hans Regering var
svag, men fik Bet. ved, at han overlod
Normannernes Fører, Rollo, Normandiet som Len
911; Rollo gik derefter over til Kristendommen,
hvad K. havde stillet som Betingelse for et
Ægteskab mellem Rollo og hans Datter Gizèle,
og Normannerne var fra nu af rolige.
Frankrigs Stormænd blev imidlertid misfornøjede
med K. og rejste sig 922 til Opstand mod ham
under Ledelse af Eudes’ Broder Robert.
Denne faldt 923, men K. tabte Slaget, og
Stormændene udraabte i St f. Robert dennes Svigersøn,
Rudolf af Burgund, til Konge. Kort efter blev
K. fanget af sine Modstandere, og han døde i
Fængslet. (Litt.: Borgnet, Étude sur lel
règne de Charles le Simple [i Mémoires de
l’Académie de Bruxelles, 1844]; Kalckstein,
»Gesch. d. französischen Königthums unter den
ersten Capetingern«, Bd 1: »Der Kampf der
Robertiner und Karolinger« 888—997 [Leipzig
1877]; Eckel, Charles le Simple [Paris 1899]).
P. M.
Karl IV den Smukke, Konge af
Frankrig (1322—28), f. 1294, d. 1. Febr 1328; han
var Søn af Filip IV den Smukke, men blev
først Konge 1322, efter at hans 2 ældre
Brødre, Ludvig og Filip, var døde. Hans
kortvarige Regering frembyder intet mærkeligt; han
virkede med Iver for den fr. Handel, støttede
i England et Parti, der styrtede Edvard II, og
opnaaede, at dennes Søn hyldede ham som
Guienne’s Overherre; dernæst blandede han sig
i Tysklands Forhold, og han syntes at have god
Udsigt til at faa Kejserkronen her, da han
døde. Han var gift første Gang med Blanca af
Burgund, og efter at være skilt fra hende
ægtede han Maria af Luxembourg, men han
efterlod sig ingen Arving, saa Slægten uddøde
med ham. (Litt.: Garnier, Ambassade du
roi Charles le Bel au pape Jean XXII à
Avignon [i Revue des sociétés savantes, 1872]).
P. M.
Karl den Tykke, Konge af Tyskland
(876—87), rom. Kejser (881—87), Konge af
Frankrig (885—87), f. 839, d. 13. Jan. 888. Han var
Søn af Ludvig den Tyske, og 865 overlod
denne ham Alamannien, medens hans Brødre,
Karloman og Ludvig, fik andre Dele af Riget;
der opstod herom en Strid mellem dem, som
varede til 873. 875 sendtes K. til Italien for at
bekæmpe Karl den Skaldede’s Forsøg paa at
blive Kejser, men det mislykkedes. Ved
Faderens Død 876 bevaredes Rigets Deling mellem
Sønnerne; K. beholdt Alamannien og føjede
hertil ved Overenskomst med den sygelige
Karloman 879 Italien, som denne var blevet
Herre over. 880 døde saa Karloman, 882
Ludvig, og K. blev saaledes Eneherre i Tyskland;
881 var han allerede blevet kronet som Kejser,
og 884 valgte Frankrigs Stormænd ham ogsaa
til deres Konge. Hans Magt svarede dog lidet
til denne anselige Stilling; rundt om i Riget
var der Opstande, og udefra angreb baade
Normannerne og forsk. Grænsefolk Landet. K. var
over for dette uvirksom og udygtig, hans Magt
var saa ringe, at Normannerne endog kunde
trænge frem til Paris. og belejre Byen i 10
Maaneder, uden at han kunde foretage sig
noget mod dem. Til sidst kom den alm.
Misfornøjelse til Udbrud baade i Tyskland og
Frankrig, og K. maatte nedlægge Regeringen 887;
kort efter døde han. (Litt.: E. Dümmler,
»Gesch. d. Ostfränkischen Reichs« [3 Bd, 2.
Udg., Leipzig 1887—88]).
P. M.
Karl V den Vise, Konge af Frankrig
(1364—80), f. 21. Jan. 1337, d. 16. Septbr 1380.
Han var Søn af Johan den Gode og dennes
Dronning, Bonne de Luxembourg, og
Forholdene under hans lidet dygtige Fader gav ham
allerede som Kronprins Lejlighed til at gribe
bestemmende ind i Rigets Styrelse. Da Johan
var fanget i Slaget ved Poitiers 1356, overtog
K. Regeringen og sammenkaldte Oktbr s. A.
Stænderforsamlingen til Paris for at faa den
til at bevilge de nødvendige Penge.
Borgerstanden tog imidlertid selv Ledelsen med Paris’
Borgemester, Étienne Marcel, i Spidsen, og den
unge Dauphin kom i en meget vanskelig
Stilling. Han søgte at klare sig ved at udsætte
Forsamlingen; men da den mødtes igen
Foraaret 1357, maatte han optage Borgernes
Førere i det kgl. Raad og finde sig i »den store
Ordonnance«, der meget stærkt indskrænkede
Kongens Magt. Endnu samme Efteraar følte
Dauphinen sig dog stærk nok til at afskedige
de ham paatvungne Raadgivere, og Forholdet
mellem ham og Pariserne blev da paa ny
fjendtligt; Foraaret 1358 blev endog nogle af
hans nærmeste Raadgivere dræbte af
Borgerne. Samtidig rejste rundt om i Landet
Bønderne sig til Opstand mod Adelsmændene og for
frem mod disse med den største Grusomhed.
I Forfærdelse over alt dette samledes Adelen
om Dauphinen, og inden længe lykkedes det
denne at blive Herre over Bevægelserne og
genoprette den kgl. Magt. Ved Freden med
England 1360, som K. stærkt bidrog til at give
en nogenlunde taalelig Karakter, vendte Kong
Johan tilbage, men faa Aar efter drog han
atter til England, da en Gidsel var flygtet, og
døde her 1364. K. blev nu Konge. Han førte
Regeringen med megen Kløgt og optog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
