Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Keiat ell. Tikul - Keighley - Keijser, Th. de - Keil, Gottfried Theodor Heinrich - Keil, Karl - Keila - Keilhau, Baltazar Mathias - Keilhauit - Keilir - Keim, Franz - Keim, Karl Theodor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som Møntenhed (dog først præget efter 1860)
er K. samme Vægt Sølv, der svarer til 1 1/2
brit.-ostind. Sølv-Rupee.
(N. J. B.). H. J. N.
Keighley (’ki.þ£i] (Keithley), By i
Nordengland, Yorkshire, ligger i den dybe Aire-Dal,
ved Sidebaner til Great Northern og Midland
Jernbanerne, og har Uldindustri. (1920) 43490
Indb. En smuk Park skænkedes Byen 1888 af
Hertugen af Devonshire.
G. Ht.
Keijser [’kæ^isər], Th. de, se Keyser.
Keil [ka^li], Gottfried Theodor
Heinrich, klassisk Filolog, f. 25. Maj 1822 i
Gressow ved Wismar, d. 27. Aug. 1894, studerede i
Göttingen og Bonn, rejste 1844—46 i Italien,
blev 1859 Prof. i Erlangen, 1869 i Halle. K.’s
Hovedværk er den kritiske Udg. af de lat.
Grammatikere: Grammatici Latini (7 Bd,
Leipzig 1856—80). Endvidere har han givet en
kritisk Udg. af Plinius’ Breve (Leipzig 1870) og
af Cato’s og Varro’s Skr om Landvæsen (3 Bd,
1882—94), samt bearbejdet Scholierne i Merkel’s
Udg. af Apollonius Rhodius (Leipzig 1853—54).
A. B. D.
Keil [ka^il], Karl, tysk Billedhugger, f. 31.
Maj 1838 i Wiesbaden, d. 31. Juli 1889 i
Bad Kiedrich. K., Hopfgarten’s og senere
Drake’s Elev, videre uddannet paa Studierejser, bl.
a. 1863 til Kbhvn, har særlig vundet Navn ved
Sedan-Relieffet paa Berlins Sejrssøjle og i det
hele ved sin karakterfulde Portrætplastik:
Busten af Kejser Vilhelm I paa Wiesbadens
Wilhelmsheilanstalt, den kolossale Statue af samme
paa Berlins Raadhusfacade og Bronzestatuen
af Wrangel (1880) paa Berlins Leipzigerplatz.
A. Hk.
Keila [’Kjæj.la] er bl. isl. Fiskere et Navn for
Brosmen (se Torsk).
Keilhau [kæ^ilhä^u], Baltazar Mathias,
norsk Geolog, f. 2. Novbr 1797 i Birid, d. i Kria
1. Jan. 1858, var den første Student, som tog
mineralogisk Eksamen ved Norges Univ. (1821).
Allerede tidlig færdedes han rundt om i Norges
dengang endnu ukendte Fjeldtrakter, og
sammen med Chr. Boeck »opdagede« han
Jotunheimen 1820. Efter at have taget praktisk
Bjergeksamen paa Kongsberg 1823 drog K. ud paa
Studierejser (1824—25) til Berlin, Freiberg,
Böhmen, Schweiz og Frankrig og blev ved sin
Hjemkomst Lektor i Bjergvidenskab 1826 »med
Forpligtelse til at foretage videnskabelige
Rejser i Fædrelandets mindre undersøgte Egne«.
Han begyndte disse 1827 med en Rejse til
Finmarken, der udstraktes til Beeren Eiland og
Spitsbergen (»Rejse i Øst- og Vest-Finmarken«
[1831]), hvorfra han medbragte store og
værdifulde bot. og mineralogiske Samlinger. 1828 og
1829 berejste han fremdeles Tromsø Stift. Men
senere indskrænkedes Rejsetiden til
Sommerferierne, og deres Maal blev derfor Kria
nærmere liggende Egne. 1834 blev K. Prof. og blev
staaende som saadan til 1857, da han maatte
søge Afsked p. Gr. a. tiltagende Svaghed.
Som Geolog var K. en udpræget Elev af
Werner, hvis teoretiske Spekulationer han søgte at
overføre paa norske Forhold. En flittig Forsker
og en skarp Iagttager, som K. var, samlede han
et meget rigt Materiale, som især er opbevaret
i hans mest berømte Værk Gæa Norvegica,
hvoraf 1. Bd udkom 1838 og handler om
»Christiania Uebergangs Territorium«; de 2 andre Bd
udkom 1844—45 og handler om »Der Bau der
Felsenmasse Norwegens«. Hele dette Værk
indeholder mange værdifulde Iagttagelser og for
sin Tid ypperlige Kort; men p. Gr. a.
manglende Forkundskaber i Kemi fremsætter han i
dette Værk rent umulige Hypoteser, som ikke
i nogen Maade har kunnet bidrage til Løsningen
af Norges Fjeldbygning. Særlig kendt er hans
Transmutationsteori, idet han opstillede den
Hypotese, at de vulkanske Bjergarter (f. Eks.
Granit) kun var omforvandlede Skifere (f. Eks.
Lerskifer). K. var meget produktiv, og hans
Skr var meget højt i Kurs hos hans Samtid.
Af Arbejder fra hans Haand, der har Bet.
endnu, maa mærkes hans Studier over Norges
Stigning og hans Beretninger om Jordskælv i
Norge. Som Medlem af den første Kommission
for Kongsbergs Sølvværk reddede K. dette Værk
for Norge. (Litt.: »B. M. K.’s Biographie. Von
ihm selbst« [Kria 1857]).
(A. G.). J. P. R.
Keilhauit [kæ^ilhäu’it] (Yttrotitanit), et
brunt ell. brunlig sort Mineral, danner
monokline Krystaller (isomorfe med Titanit) af ofte
meget betydelig Størrelse og bestaar af et
Titanosilikat af Kalcium, Aluminium, Jern og
Yttriummetaller; det forekommer i Egnen ved
Arendal og ved Snarum i Norge.
(N. V. U.). O. B. B.
Keilir [’Kjæj.ler], et regelmæssig kegleformet
Bjerg (379 m) paa Reykjanes paa Island, der
er vel kendt af alle, der kommer til Reykjavik.
K. er p. Gr. a. sin Form ofte blevet antaget for
en Vulkan, hvad den dog ikke er; den er
udelukkende opbygget af Tuf og Breccie og uden
Krater.
Th. Th.
Keim [’ka^im], Franz, østerr. Forf., f. i
Alt-Lambach 28. Decbr 1840, studerede Filologi
og Historie i Wien og Zürich og paavirkedes
især af F. Th. Vischer. 1875—98 var K. Prof.
ved Landsgymnasiet i Pölten, levede senere i
Wien. Hans første Værk var Tragedien
»Sulamith« (1875), som Laube opførte paa
Burgtheatret. Men de Forhaabninger, dette Værk
vakte, indfriedes ikke. Dog er K.’s Drama »Die
Spinnerin am Kreuz« ofte blevet spillet i Wien.
Bl. hans øvrige Dramaer kan nævnes »Der
Weg zum Glück«, »Fridolin« og »Der Büszer
von Göttweih«. Fremdeles har han udgivet
Epos’et »Stefan Fadinger« og sine samlede
Digte under Titelen »Aus dem Sturmgesang des
Lebens« (1887). I K.’s samlede Værker, der
udkom i Wien (1911), findes hans Autobiografi.
C. B-s.
Keim [ka^im], Karl Theodor, protestantisk
Teolog, f. 19. Decbr 1825 i Stuttgart, d. 17.
Novbr 1878 i Giessen. Efter at have studeret
Teologi 1843—47 i Tübingen tilbragte han nogle
Aar som Huslærer 1848—50, virkede som
Repetent i Tübingen (1851—55) og blev endelig
efter at have været i praktisk gejstlig
Virksomhed i Stuttgart qg Esslingen 1860 Prof. i
Teologi i Zürich. Han har udg. fl. fortjenstfulde
Arbejder, dels henhørende til
Reformationshistorien (»Schwäbische Reformationsgeschichte«
[1855], »Ambrosius Blarer« [1860]), dels til
Urkristendommen, saaledes især hans Skildring af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
