Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kepler, Johannes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mellem at blive Katolik ell. at udvandre. Han
valgte det sidste og rejste da til Prag, flg. en
Opfordring af Tyge Brahe. Efter Brahe’s Død
blev K. dennes Afløser som kejserlig
Matematiker. Da hans Velynder Kejser Rudolf døde
1612 og dennes Efterfølger Matthias havde
ganske andre Ting at varetage end at høre paa K.’s
Klager over, at hans Gage ikke blev ham
ordentlig udbetalt, saa han paa den Tid havde
en større Sum til gode, besluttede K. sig til at
modtage en Lærerstilling i Linz. Her blev han
til 1620, da han rejste til Stuttgart for at
hjælpe sin Moder, der holdtes i Fængsel,
anklaget for Hekseri. K. forfattede selv et
Forsvarsskrift, der fremkaldte et Modskrift, som
han besvarede, og hvorved han fik udvirket,
at det ikke kom til Tortur. Saa snart han var
færdig med denne Proces, vendte han paa ny
tilbage til Linz, hvor hans Families Nød voksede
for hver Dag, og hvor den led meget under den
lange Belejring, Linz var udsat for under
Bondeopstanden, og ikke mindre ved de ny
Forfølgelser af Protestanterne i Øvreøsterrig. 1627
drog K. til Ulm og 1628 til Wallenstein i Sagan,
til hvem Kejseren havde henvist ham for at
faa udbetalt sit Tilgodehavende. Wallenstein tog
meget venlig mod K., men Penge fik han ikke,
disse trængte Wallenstein selv til; han søgte at
trøste den haardt prøvede K. med et
Professorat ved det nygrundede Universitet i Rostock.
K. vilde ikke modtage dette, og for at faa en
Ende paa sine mange Sorger gik han nu til
Regensburg for at gøre sin Ret gældende for
den der forsamlede Rigsdag. Her døde K. straks
efter Ankomsten.
Med K. inaugureres en ny Æra i den
teoretiske Astronomi. Hidtil havde man, for at gøre
Rede for Planeternes ujævne Bevægelse, ikke
kunnet fri sig fra de gl. Epicykler, og man
havde ved at vælge disse, som det passede sig,
gennem lette Beregninger søgt at udlede
Planetens sande St. paa Himmelen og som
Biresultat faaet visse Data for Afstanden, der slet ikke
behøvede at stemme med den sande Afstand.
Men denne Tilstand kunde ikke tilfredsstille en
Forsker som K., han søgte at blive kvit disse
Epicykler, som Kopernikus ikke havde kunnet
løsrive sig fra, og han satte sig som Opgave at
finde Planeternes sande Baner. Saavel i den
Maade, hvorpaa K. stillede sig Spørgsmaalet,
som i at udtænke Metoder, hvorved
Spørgsmaalet kunde løses, ligger K.’s store Fortjeneste i
den teoretiske Astronomi. Men K. blev ikke
staaende herved. Han søgte ogsaa at finde de
fysikalske Aarsager til Bevægelsen. Vel var han
ikke den første paa dette Omraade, og selv om
han ofte tabte sig i Konjekturer, som vistnok
var sindrig udtænkte — ofte næsten fantastiske
— saa nøjedes han ikke med at opstille
hypotetisk visse Aarsager, men undersøgte, hvilke
Konsekvenser disse førte til, og ved at
sammenholde dem med Observationerne leverede han
paa den Maade Bevis for sin Antagelses
Rigtighed ell. Urigtighed. Stemte Hypotese og
Observation ikke overens, saa søgte han efter
Grunden hertil, og han var lige saa utrættelig i at
gennemføre de ofte møjsommelige Beregninger
som i at opstille ny Hypoteser. Det første
Arbejde, hvori K. beskæftigede sig med den alm.
Verdensorden, gjaldt Relationen mellem
Planeternes Afstande fra Solen og deres
Omløbstider. Det bærer Titelen Prodromus
dissertationum cosmographicarum continens Mysterium
cosmographicum (Tübingen 1596); oversat af O.
J. Bryk: »Schöpfungsgeheimnisse in
Welttiefen« (Jena 1918); det blev udarbejdet under
Opholdet i Graz. Men de Undersøgelser, han der
anstiller, er meget fantastiske og har egentlig
ikke bidraget noget til Videnskabens Fremskridt.
Selv havde K. stor Forkærlighed for denne
Debut, der efter hans Mening ikke kunde være
mere heldig; men dette Arbejde har i alt Fald
vist ham, at der maa eksistere en
Lovmæssighed, der lader sig udtrykke ved Tal. Da K. tog
Ophold hos Tyge Brahe i Prag for at arbejde
sammen med denne, fik han sig tildelt den
Opgave at observere Mars og prøve dens Teori.
Da han efter Brahe’s Død kom i Besiddelse af
dennes mere end 35 Aars Observationer, der var
udførte uden nogen forudfattet Antagelse, stod
det K. klart for Øje, hvad der kunde udledes
af disse til Dato nøjagtigste Iagttagelser af
denne Planet. Han gik i Gang med at studere
en Fejl, som alle Observationer er behæftede
med, og som Brahe allerede har haft sin
Opmærksomhed henvendt paa. —. K. tager som
sit første Arbejde i Prag Studiet over Lovene
for Refraktionen. I Paralipomena ad
Vitellionem (Frankfurt 1604) og Dioptrice (Augsburg
1611), oversat af H. Plehn (Ostwalds Klassiker
Nr. 144. Leipzig 1904), leverede han en
fuldstændig Lærebog i Optik, og dette Arbejde er
mærkeligt for den Tid, hvori det er skrevet. Vi
finder her en korrekt Teori for den astronomiske
Kikkert, med eksakte Regler for at bestemme
Linsens Fokalvidde og Kikkertens Forstørrelse.
For første Gang giver han en nøjagtig
Beskrivelse af Øjet og en Forklaring af dets Mekanik.
Forgæves søgte han at finde en simpel Lov for
Refraktionen, men kom dog til et Resultat, der
først fra 70° Zenitdistance afvigere noget fra den
virkelige Værdi. Men K. præsterede her, hvad
der var hans Aand værdigt; havde han kendt
Brydningsloven, vilde sikkert hans Tabeller
have kunnet stilles ved Siden af dem, som
Cassini leverede 100 Aar senere, da Snellius’ Lov
var funden. Efter at dette var udført, gik K.
videre i sin Opgave, at løse Spørgsmaalet om
Mars’ sande Bane; efter 9 Aars haardt Arbejde
stod han ved Maalet og kunde i sin Astronomia
nova seu Physica Coelestis tradita Commeniariis
de Motibus Stellae Martis (Prag 1609) udtale
sine 2 berømte Love om Banens Form og
Fladerumssætningen (se Kepler’s Love), oversat
af O. J. Bryk: »Eine neue auf wahre Ursachen
gegründete Sternkunde« (Jena 1918). I samme
Arbejde anstillede han ogsaa en Del
Betragtninger over, hvad der kan bevirke, at
Planeterne bevæger sig paa den nævnte Maade, men disse
førte ham kun til Forgaarden; ind i det
allerhelligste var det ham ikke forundt at komme.
Og det er ikke saa besynderligt endda, at han
ikke naaede frem til Loven for den alm.
Gravitation. Galilei’s og Huyghens’ Arbejder maatte
gaa forud og maatte forberede selv Newton for
hans udødelige Arbejde. Sin tredje Lov fandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
