Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kielhorn, Lorenz Franz - Kielland, Alexander Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Død overtog han Ledelsen af »Grundriss der
indoarischen Philologie«.
(S. S.). D. A.
Kielland [’kjælan], Alexander Lange,
norsk Forf., f. 18. Febr 1849 i Stavanger, d. 6.
April 1906 i Bergen. K. tilhørte en velstaaende
gl Købmandsslægt og voksede op i gode Kaar,
blev Student
1867, cand.
jur. 1871 og
deltog i Kria’s
Selskabsliv
under
Studietiden, medens
han ogsaa
samtidig læste
adskilligt,
saaledes
Kierkegaard, Heine
og moderne
Litt. Georg
Brandes’s Skr
og hele
Virksomhed gjorde
stærkt Indtryk
paa ham; og
efter at han
havde giftet
sig og nedsat sig som Ejer og Bestyrer af et
Teglværk ved Stavanger, modnedes hans
Beslutning om at fremtræde som Skribent. Det var
den moraliserende og reformerende Side af
Forfattergerningen, som først laa ham mest paa
Hjerte; han vilde angribe Hykleri og Fordomme
og arbejde for aandelig Frihed paa alle
Omraader. Vaaren 1878 drog K. til Paris for at
frigøre sig for Trykket af de hjemlige Forhold,
som var hans Meninger saa stærkt imod, og
hans første Novelletter udkom anon. i
»Dagbladet« i Kria. Hans Proverbe »Paa Hjemvejen«
offentliggjordes kort efter under Navn i »Nyt
norsk Tidsskrift« og vakte Opmærksomhed. K.
traf Bjørnson i Paris og Edvard Brandes i
Kbhvn, og begge opmuntrede ham til at skrive.
Vaaren 1879 udkom »Novelletter«, som gjorde
stor Lykke. Forargelsen over Skævheder og
Uretfærdighed i Samfundsforholdene ligger
overalt paa Bunden af disse muntre, fint
iagttagende og gratiøst og elegant udformede smaa
Skildringer. Et Aar senere udkom Romanen
»Garmann og Worse«, som skildrede
Forholdene en Generation tidligere i en norsk Smaaby
med en Livagtighed og en indtagende Charme,
som gjorde Undertonen af Bitterhed over
Smaafolks Skæbne mindre fremtrædende. Stilens
festlige og ironiske Glans og friske Følsomhed
understøttede en klar og sikker
Menneskeskildring. Digteren var allerede stærkere end
Moralisten. Samme Aar udkom »Nye Novelletter« og
de tre smaa Skuespil »For Scenen«. Med
Romanen »Arbejdsfolk« (1881), som indeholdt en
bitter Satire over Bureaukratiet, tog K. mere
tydelig end før Plads paa venstre Side i den
paagaaende voldsomme politiske og kulturelle
Kamp. Bogen indeholder samtidig nogle af K.’s
fineste Naturskildringer. Han stod nu i første
Række bl. Landets fejrede Forfattere, opgav
sin Teglværksvirksomhed og slog sig ned i Kbhvn
for bare at skrive. »Else« som udkom 1882,
vakte Forargelse ved sin Satire over det gode
Selskabs moralske Hykleri. »Skipper Worse«
(1882) gav en fortrinlig Tidsskildring fra
Kystbyen fra Aarhundredets Beg. og skildrede med
stor Forstaaelse den religiøse Stemning hos
Haugianerne. »To Novelletter fra Danmark«
udkom 1883. K. bosatte sig atter i Stavanger og
udsendte Romanerne »Gift« med sit Angreb paa
Latinskolen og »Fortuna.«, som skildrede
Uærligheden omkr. en stor Fallit, paa Baggrund af
virkelige Begivenheder. K. var nu blevet et
Stridens Tegn, ikke bare mellem Venstre og
Højre, men ogsaa indenfor selve Venstrepartiet,
hvor en mere bornert Del, hvis Demokrati havde
et vist almueagtigt Præg, følte sig frastødt af de
mere aandelig radikale. Et Forslag i 1885 om
Digtergage for K. fremkaldte Brud indenfor
Partiet; Bevillingen blev nægtet af Højre i
Stortinget sammen med den Venstrefraktion,
hvis Talsmand var Præsten Oftedal fra
Stavanger, som man ogsaa udpegede som Model til en
satirisk Karakteristik i »Fortuna«. Det kulturelle
Skille, som »Kiellandsagen« gjorde tydelig, fik
politisk Bet. ved Stortingsvalgene. I 1886 fik K.,
idet Præsidentens Stemme gjorde Udslaget, en
Stortingsbevilling »som Erstatning for Tab p.
Gr. a. manglende Beskyttelse af den literære
Ejendomsret«; men den blev nægtet næste Aar.
K. bosatte sig 1886 i Frankrig; hans næste
Fortælling »Ine« (1886) angreb religiøs Bornerthed,
men har særlig Værdi ved sit fortrinlige
»Musikkapitel«. »Sankt Hans Fest« indeholder en
bidende Satire over Oftedal og antyder
psykologisk de uheldige Tendenser, som senere skulde
træde offentlig frem ved Oftedals skandaløse
Fald. I de nærmeste Aar udkom Skuespillene
»Tre Par«, »Bettys Formynder« og
»Professoren«. Tidligere havde K. sammen med E.
Brandes dramatiseret »Garmann og Worse«. Alle K.’s
Skuespil opførtes i Kria, nogle i Kbhvn og
Sthlm, 1888 vendte K. hjem og blev 1889
Redaktør for »Stavanger Avis«, men kun for eet Aar.
I 1891 udgav han sin sidste Roman »Jakob«, en
bitter Haan over Bondegutten, som ved Frækhed,
Energi og Livsappetit baner sig frem til at blive
Byens rigeste Mand. Bogen var mindre munter
og mere ond end K.’s tidligere vittige og
sprudlende Arbejder og blev derfor modtaget med
en vis Skuffelse, endskønt den Indignation, den
var skrevet med, var ægte nok. K. følte sig selv
slappet i sin Inspiration og bestemte sig til ikke
at skrive mere. Han udgav bare (1894)
»Mennesker og Dyr«, en Samling mindre Noveller og
Artikler. Først 10 Aar senere udkom »Omkring
Napoleon«, som han længe havde samlet Stof
til, og som gav en letlæst, stærkt sympatisk og
paa sine St. glimrende skrevet
Levnedsbeskrivelse af Napoleon I. Med lange Mellemrum
offentliggjorde K. enkelte Rejsebreve og
Artikler i Bladene — saaledes en Artikel til Støtte
for Björnsons Indlæg i Maalsagen. Allerede 1891
udnævntes han til Borgmester i Stavanger og
1902 til Amtmand i Romsdalen med Bolig i
Molde. K. døde paa en Klinik i Bergen og
begravedes i Stavanger. Der arbejdes for at
rejse hans Statue i Fødebyen. Bjørnson
afslørede hans Buste i Molde Park 1907. K.’s Breve
udg. af hans Sønner med Indledning af
 |
| A. L. Kielland. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
