Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skrevet i det oprivende Aar 1848, men som
han ikke vilde lade udkomme, i »Om mit
Forfatterskab«. Den Bevægelse, Forfatterskabet
beskriver, er: fra »Digteren« — fra det
æstetiske, fra »Philosophen« — fra det spekulative
til Antydningen af den mest inderlige
Bestemmelse i det kristelige: fra den
pseudonyme »Enten — Eller« gennem »Afsluttende
Efterskrift«, med mit Navn som Udgiver, til
»Taler ved Altergangen om Fredagen«, ɔ: fra
det æstetiske til det ubetingede Krav og derfra
til Alterets Fod, fulgt en Maaned efter af »Til
Selvprøvelse«, der i jævne Ord repeterer K.’s
Kristendomsforkyndelse med en inderlig
Formaning til hver enkelt at vælge under Ansvar
for Gud. Saa bøjede han sit Hoved og tav.
Han tav (i 3 Aar), stille, som Havet, der
glider mod Evigheden, ell. stille som et
Havblik før Stormen? Thi Uvejret kom, og vi faar
K. i 4. Omgang.
Fra 18. Decbr 1854—26. Maj 1855 Artikler i
»Fædrelandet«. Senere samlede i »S. K.’s
Bladartikler«, udgivne af R. Nielsen. 24. Maj 1855
»Dette skal siges, saa være det da sagt«, af K.,
26. Maj—25. Septbr s. A. »Øjeblikket«. Nr.
1—9. 3. Septbr s. A. »Guds Uforanderlighed«.
En Tale af K.
30. Jan. 1854 dør Mynster. 5. Febr s. A. taler
Martensen over ham og kalder ham et
Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, et
Led af den hellige Kæde. Hvad var det? Altsaa,
saa vidt var det kommet i denne forvrøvlede
Kristenhed, hvor vi saadan alle er Kristne og
saadan alle i al Alm. bliver salige, at den, der
nævntes som Mynster’s Eftermand, en
højtbegavet Teolog, at han havde et saadant Begreb
om Aand, at han i et Samfund, hvor K. havde
virket som Saltet, i al Ferskhed kunde gøre
det og anvende dette Ord, hvis indre Bet. var
udkæmpet i uendelig Lidelse i K.’s Bryst, paa
Mynster, »der hele sit Liv havde staaet
nydende, hædret og æret, i klog Overensstemmelse
med Sansebedraget«. Forfærdeligt. Men K. er
underlig stille. Han nedskriver straks sin
Protest, men holder den tilbage i 9 Maaneder for
ikke at være med til at forhindre, at
Martensen bliver Biskop. Saa 18. Decbr 1854 kom i
»Fædrelandet« den vidtberømte Artikel: »Var
Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de
rette Sandhedsvidner — er dette Sandhed«?
Martensen svarer affejende og betegner K. som en
Thersites, der danser paa Heltens Grav. K.
»Derved bliver det«. Spidsborgerlig Harme over,
at K. saaledes har krænket en stor Mands
Minde. Tarvelige Indlæg mod K., men ingen
Indrømmelser, ingen Forstaaelse af K.’s ideale
Ret, naar undtages en mæglende Artikel af R.
Nielsen. Saa er Maalet naaet, og K. tordner
nu som Brandmajoren sit »Af Vejen«.
»Dette skal siges, saa være det da sagt«: »Hvo
Du end er, hvilket dit Liv forresten er, min
Ven, ved (hvis du ellers deltager i den), at lade
være at deltage i den offentlige Gudsdyrkelse,
som den nu er (med Paastand paa at være det
ny Testamentes Kristendom), har du bestandig
een og en stor Skyld mindre, du deltager ikke
i at holde Gud for Nar ved at kalde det ny
Testamentes Kristendom, hvad der ikke er det
ny Testamentes Kristendom«; det er det Tema,
der nu varieredes i Øjeblikkenes vilde og
storslaaede Stormløb mod Statskirke,
Levebrødspræster og den store Kriminalforbrydelse, der
førte ind i Kristenhedens Sansebedrag.
Agitationens Vælde lader sig ikke karakterisere:
»Man maa«, som Brandes siger, »selv se ham
ciselere Foragten i det sproglige Udtryk,
udhamre Ordet, til det former sig til den størst
mulige, den blodigste Injurie — uden at det dog
et Øjeblik ophører at være Bærer af en Idé«.
Det var saa lidenskabeligt og voldsomt, at vel
forstummede alle, men de fleste vel som over
for et uhyre Naturskuespil, en Vulkans
Udbrud. Det er K. som Agitator. »Øjeblikkene«,
det er mere end den vilde Fugls Flugt over
de Tammes Hoveder, det er som en Ildsøjle,
der lyser ud over Landet. Det er en stor Sjæl
i Brand. Men i Grunden er der ikke noget her,
der ikke laa i, hvad K. havde følt, tænkt og
sagt i 3. Omgang og i E. P. (Efterladte
Papirer), som der intet er der, der ikke var
forberedt i 2. Omgang. Kun nu talt i
glødende eksistensiel Harme af den, der havde
kæmpet Sandhedsvidnestriden forud. K. fra 2.
til 4. Omgang, det er som en mægtig
Spirallinie, hvor det kristelige Ideal i hans
Opfattelse er tegnet strengere og strengere, skærpet
til den yderste Spids, og paa denne staar
Ildsøjlen. Angrebet bragte ham Døden, sprængte
det svage Legeme. 2. Oktbr lod han sig
indlægge paa Frederik’s Hospital; 11. Novbr døde
han, mild, fast i sin Tro, hengiven i sin Gud;
vis paa, at Døden vilde fremme hans
Bestræbelser: »Bomben springer, og saa tænder det«,
sagde han paa sit Dødsleje. Hans Formue var
opbrugt, forbrugt til hans Skr og til
rundhaandet Godgørenhed. Der var netop 250 Rdl. til
Begravelsen.
Det er en uendelig kristelig
Individualisme, K. hævder: den enkelte over for sin
Gud, fuldstændig revet ud af Slægten. Dette
Gudsforhold er opfattet saaledes, at der over
for dette absolutte Formaal ikke bliver Plads
for de relative, menneskelige, humane. Det
endelige Selv, en Syntese af det evige og
timelige, kan i Eksistensens Uro og Tilegnelse af
hint evige ikke faa Plads for noget som helst
af det timelige: den Kristne lever ved at dø.
Der bliver ingen virkelig Plads for et etisk
Trin, det sluges af det religiøse: enten maa
Mennesket leve æstetisk under Endelighedens,
Livsnydelsens Grundforestilling ell.
religiøst-asketisk under Uendelighedens og Lidelsens.
Familie, Slægt, Stat, Historie, human Etik
brændes op af Evigheden. Denne Opfattelse af
Kristendommen, udformet under de første
Kristnes Indtryk af, at Himmeriges Rige
bogstavelig var nær, og som derfor kan udelukke
Hensynet til de timelige og humane Forhold, kan
belægges ved Ny Test., men den er sikkert ikke
den eneste mulige. K. lægger et saadant
Eftertryk paa bogstavelig Efterfølgelse af
Forbilledet, at det til sidst konsekvent bliver et
Spørgsmaal for ham, om Kristendommen
nogen Sinde er kommet ind i Verden, og det er
tydeligt, at et lgn. Eftertryk paa Forsoningen
og Kærligheden vilde føre til en anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
