Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat / 841 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kileskrift

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kileskrift (fr. cunéiforme, tysk »Keilschrift«)
kaldes i vore Dage en ejendommelig Skrift, som
i Oldtiden igennem et meget langt Tidsrum var
i Brug i Landene ved Eufrat og Tigris, ligesom
ogsaa i fl. tilstødende Lande. Den kaldes K.,
fordi den bestaar af Forbindelser af Tegn, der
er forsynede med trekantede Hoveder ( og )
som en Kile. I England kaldes K. foruden
cuneiform og wedgewriting (K.) ofte
arrowhead-(»Pilehoved«-)Skrift, fordi Tegnenes
Hoveder ikke er ulige Pilespidser. K. findes ofte
paa Tavler af Sten og Metal, paa Vægflader
og paa Mindesmærker, Figurer og Basreliefs;
men .allerhyppigst paa Tavler af fint Ler.
Skriften indridsedes paa det vaade Ler med et
skarpt Bedskab, hvorpaa Tavlen i Reglen
brændtes i en Ovn. I ældre Tider nøjedes man
dog undertiden med at tørre Tavlen i Solen.
Disse Indskrifter er dog i Reglen lidet
modstandsdygtige, bliver let ulæselige, hvilket
berøver os mange Oplysninger. K. har udviklet sig af
en Billedskrift (se ndf. S. 843); Kilerne
angiver Hovedpunkterne af Billederne. Da K. har
været i Brug i Landene ved Eufrat og Tigris
i en meget lang Aarrække, endog i Aartusinder,
er det let at fatte, at Tegnene oftere
omdannedes en hel Del, saaledes at det samme Tegn
til forsk. Tid saa forsk. ud. Naar K. optoges af
andre Folk, modificeredes Skriften ligeledes
ofte paa forsk. Maade. Som Følge heraf har
man nu Kendskab til fl. forsk. Skriftsystemer,
der er sammensatte af K.

Oldtiden kendte ikke Betegnelsen K.;
hvorledes man betegnede K., ved vi ikke. De
klassiske Folk skænkede i det hele K. meget liden
Opmærksomhed; men helt ukendte med
Tilværelsen af K. var Grækere og Romere dog
ikke. Plinius omtaler, at der hos Babylonierne
fandtes Optegnelser paa Lertavler, men om
Skrifttegnenes Form taler han ikke. At
Oldtidens Folk ikke bekymrede sig videre om K.,
ligger vel i, at den gl. Kultur i de Lande, hvor
K. tidligere var i Brug, allerede fra Alexander’s
Tid og endnu mere fra den Tid, Romerne kom
i Berøring med dem, var i rask Tilbagegang.
I Middelalderen anede ingen Tilværelsen af K.;
først for et Par Aarhundreder siden fik man
i Europa Underretning om, at der fordum
havde været en saadan Skrift i Brug, og først
i de to sidste Menneskealdre er man bleven
opmærksom paa, at K. indeholder et
uskatterligt Materiale til Kendskab om den østerlandske
Oldtid. Uagtet de allerfleste Indskrifter med
K. findes i Landene ved Eufrat og Tigris og i
Armenien og Lilleasien, var det dog ikke her,
at europæiske Rejsende først lagde Mærke til
dem, men derimod i Persien, hvor der kun
findes forholdsvis meget faa. Men de var her
at se indhuggede paa Ruiner, der endnu staar
oprejst, medens K. ved Tigris og Eufrat og i
Lilleasien omtr. alle laa dækkede af Jord og
Grus. Pietro della Valle omtaler 1621 K. i sin
Beskrivelse af Ruinerne af Persepolis, og
Chardin hjembragte og udgav en Afskrift af en
Indskrift i K. herfra. Men hverken hans ell.
andre ældre Bejsendes Afskrifter var nøjagtige
nok til, at man kunde forsøge at tyde dem.
Først Karsten Niebuhr, som Frederik V
1761 sendte til Arabien og Persien, tog
nøjagtige Afskrifter af alle K. i Persepolis og udgav
dem omhyggelig i sit fortræffelige Rejseværk
(i Bd II, Kbhvn 1778). Han bemærkede, at der
alle Vegne fandtes tre parallelle lodrette
Kolonner med K., hvoraf de to sidste bested af langt
fl. Tegn end Skriften i den første Kolonne.
Disse, omtr. 40 i Tal, samlede han og ordnede
i sit Værk; men læse nogen af dem kunde
hverken han ell. nogen anden dengang. Et
Skridt videre kom Biskop Munter, der
godtgjorde, at de to sidste Kolonner hver for sig
maatte indeholde samme Tekst som første
Kolonne, der sikkert maatte være affattet paa
Oldpersisk, og at Indskrifterne vistnok
tilhørte Achæmenidernes Dage. Munter paaviste
i de tre forsk. parallelle lodrette Kolonner K.
i Persepolis, der var udgivne af Niebuhr,
Grupperne for »Konge«; men hvorledes Ordet
for »Konge« havde lydt i hver af de tre forsk.
Sprog, der er anvendt i disse tre Kolonner,
kunde hverken Münter ell. nogen anden
dengang give mindste sikkre Oplysning om. Nu ved
man forlængst, at Ordet, efter den sædvanlige
Omskrift, paa Oldpersisk er: khshâyathiya, paa
Elamitisk: Sunkus og paa Babylonsk: sharru
Alligevel var Münter’s Opdagelse af stor Bet.;
man vidste nu, hvor Egennavne paa Konger var
at søge, og for Grotefend, som tog fat paa
Tydningen, blev det snart klart, hvor Kongernes
Navne stod, og at Indskrifterne stammede fra
to Konger, Fader og Søn. Ved at prøve sig
frem fandt Grotefend, at de i de to Navne
anvendte Tegn passede, naar man antog, at
Mindesmærkerne skyldtes Dareios I og Xerxes.
Han dechifrerede 1802 de Tegn, der fandtes
i de to Navne. Det var en virkelig
Begyndelse. Men Grotefend kom aldrig videre. Det
gjorde derimod vor geniale Sproggransker,
Rasmus Rask. Den Vej, han gik, var dog en
hel anden end den, Grotefend havde fulgt.
Derimod har vi i vore Dage set Vilhelm
Thomsen følge en lgn. Vej som Rask ved Tydningen
af de oldtyrkiske, længe saa gaadefulde
Indskrifter ved Jenissej. Rask paaviste, hvor i
den oldpersiske Kolonne der stod en Genitiv
Pluralis, og at Ordet maatte ende paa -anam.
Herved kom Rask til at finde de to vigtige
Bogstaver m og n, som man længe forgæves havde
søgt at bestemme. I Virkeligheden var herved
den væsentligste Hindring for Tydningens
Fremgang fjernet. Man læste nu bl. a. Ordet
Mudraja (Ægypten) og snart andre Navne.

Dechifreringen af den første Kolonne skred
derefter hastigt videre, takket være fremfor
alle Nordmanden Christian Lassen, Prof. i
Bonn, Eugène Burnouf i Paris, Henry
Rawlinson, dengang i Persien, Prof. N. L.
Westergaard, J. Oppert i Paris, Spiegel i Tyskland; fl.
Lærde i Belgien o. s. v. Samtidig med at den
første Kolonne med den oldpersiske Indskrift
saaledes tydedes, var man bleven opmærksom paa,
at Mindesmærker med K. ogsaa fandtes oftere
i Landene ved Eufrat og Tigris, særligt i
Babylonien. Nogle Oldsager med K. var herfra
blevne bragte til Frankrig. Særlig Fortjeneste
indlagde sig i denne Henseende et Par kat.
Missionærer, Generalvikar J. de Beauchamp og
Emmanuel de Saint-Albert. Det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>