Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Historie - VII. Modstand mod Reformforsøgene (1865-1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
VII. Modstand mod
Reformforsøgene (1865—1900).
Forinden var Kejser Hienfong død 22. Aug.
1861, uden endnu at være vendt tilbage til sin
Hovedstad, og han fulgtes af sin Søn
Tungtsji (1861—75). Det første Regentskab
dannedes af 8 Mandariner af det gammelkinesiske,
d. v. s. Afspærringsparti, men det blev allerede
Novbr s. A. styrtet af Kejserens Farbroder
Prins Kung, der havde ledet de sidste
Fredsunderhandlinger og ønskede venskabelige
Forbindelser med de europ. Magter. Han overtog
nu Styrelsen sammen med de to
Enkekejserinder, af hvilke den ene, Tse-hsi var den
unge Kejsers Moder; 1865 blev Prinsen vel for
en kort Tid fjernet, men nærmest for, at han
og den øvrige Verden kunde faa det Indtryk,
at det egl. var de to Kejserinder, som havde
Magten. Siden vedblev han indtil Foraaret
1884 at styre det nyoprettede
Udenrigsministerium (Tsunglijamen), og det lykkedes ham
at forbedre Forholdet til de fremmede Magter,
hvorfor han ogsaa fik deres Hjælp imod
Taipingerne. 1869 drog kin. Sendemænd til Europa
under Nordamerikaneren Burlingame’s
Vejledning, og der sluttedes ny Traktater for at
ordne de mellemrigske Forhold paa en bedre og
ligeligere Maade. Da Kejseren Febr 1873 selv
havde overtaget Regeringen, modtog han Juni
s. A. for første Gang de fremmede Magters
Sendemænd og tilkendegav derved, at han gav
Afkald paa den hidtil hævdede Forestilling om
K.’s Overhøjhed. Om K.’s Regering siden 1860
altid godvillig har søgt at værne Udlændingene
og særlig Missionærerne mod Overlast, faar
staa hen; men lige indtil den nyeste Tid havde
den jævnlig Vanskeligheder med at tæmme de
underordnede Myndigheders og Folkemassens
indgroede Uvillie mod de Fremmedes efter
Kinesernes Mening uberettigede Indtrængen i
Landet. Gentagne Gange forefaldt alligevel Mord
og voldsomme Overfald paa de Kristne,
saaledes Juni 1870 i Tientsin paa en Del
Franskmænd (ligeledes en Snes Aar senere Maj 1891
i Shanghai). 1868 grundlagdes i Peking en
polyteknisk Skole med fr. og tyske Lærere, og
1870—71 taaltes Nedlægningen af undersøiske
Telegrafkabler langs Kysten fra Wusung til
Hongkong ved det store nordiske Telegrafselskab.
Ligeledes aabnedes ny Havne for Handel med
Europa, og Sir Robert Hart organiserede
med stor Dygtighed det kin. Sø-Toldvæsen, der
fra nu af gav Regeringen en af dens sikreste
Indtægtskilder. Under hele Kejser Tungtsji’s
Regering hjemsøgtes K. af Oprør. Lige siden
1857 var der Oprør bl. de muhammedanske
Panthay’er i Jynnan. Disse gjorde sig tidlig til
Herrer i det vestlige Jynnan og indtog 1868
tillige det østlige, og indtil 1873 dannede de et
selvstændigt Rige med 4 Mill. Mennesker. 1862
opstod Uroligheder bl. de muhammedanske
Dunganer i Dsungariet, og 1864 havde de
frigjort sig for K.’s Herredømme; først 1876
efter blodige Kampe lykkedes det at
undertvinge dem, men i Mellemtiden havde Russerne
1871 gjort sig til Herrer over Kuldsha og lod sig
først 1882 bevæge til at give det tilbage til K.
Ogsaa Kashgar rev sig løs 1865 under Jakub
Bey (s. d.), og først efter hans Død
genoprettedes 1877 K.’s Herredømme. Endelig var der
1866—70 Oprør i Landskabet Shantung i det
nordøstlige K. af de saakaldte Nienfei, som
endda 1868 indtog Havnestaden Ningpo.
Da Tungtsji døde 13. Jan. 1875, vilde de to
Enkekejserinder ikke slippe Magten og skød
derfor hans Enke til Side, som jo vilde være
deres naturlige Medbejlerske. De vilde heller
ikke have Prins Kung’s Søn til Kejser, fordi
han allerede var voksen og altsaa snart kunde
tage Magten, men foretrak en Søn af hans
yngre Broder Tsjun (d. 1891) og satte ham paa
Kejsertronen under Navnet Kuanghsu (f. 15.
Aug. 1872), men under deres eget Regentskab.
Prins Kung forblev dog i Spidsen for Styrelsen
og søgte at udvikle det gode Forhold til de
europ. Magter. Ved en ny Traktat 1876 lovedes
der rejsende Europæere særlig Beskyttelse,
hvorhos nogle ny Havne aabnedes for
Handelen. 1881 anlagdes — i Fortsættelse af de
undersøiske Kabler — en overjordisk
Telegraflinie fra Shanghai til Tientsin, og senere andre
rundt i Landet, ligesom en Telegrafistskole
stiftedes under en dansk Forstander. Fremdeles
oprettedes et kin. Handelsselskab, der købte
og drev en Dampskibsflaade med tilhørende
Værfter. Derimod lykkedes det ikke at skaffe
Jernbaner Indgang; en lille Bane, som 1876
blev bygget fra Shanghai til Wusung, blev
allerede næste Aar brudt op igen. Først 1882 blev
igen et Forsøg gjort med en Bane fra Tientsin
til Taku, men derefter hengik en længere
Aarrække, inden videre Skridt gjordes.
Medens Regeringen efterhaanden havde faaet
Bugt med de indre Oprør og igen samlet hele
Riget, var dens Politik udadtil kun lidet heldig.
1884 kom K. i Krig med Frankrig, da det vilde
modsætte sig det fr. Herredømme i Tongking.
I Beg. vandt de fr. Tropper (Oktbr 1884—Marts
1885) forsk. Fordele, men den sidste Træfning
var afgjort uheldig for dem, og i det hele viste
Kineserne større Modstandskraft end ventet.
Desuden sendtes en fr. Flaade til de kin.
Farvande, hvor den ødelagde Værfterne og nogle
Krigsskibe i Futshou samt hemmede
Kysthandelen, men i Virkeligheden ikke udrettede
synderlig. Dog kom det Apr. 1885 til en foreløbig
og Juni s. A. til en endelig Fred, hvorved K.
gav Afkald paa sin Højhedsret over Tongking
og Anam og desuden tilstod Frankrig Adgang
til Handel i de sydligste Landskaber.
Endnu uheldigere gik det dog K. 10 Aar
senere, da det kom i Krig med Japan. Dette
havde allerede 1876 vundet Indpas i Korea,
uden at agte i mindste Maade paa K.’s
formentlige Overherredømme, og havde
efterhaanden formaaet dets Regering til at aabne
Havnene for den europ. Handel (1882—86) og
erklære sig uafhængigt af K. Lidt efter lidt
voksede Japans Indflydelse i Korea, og da der
1894 udbrød en Opstand her, sendte Japan lige
saa vel som K. Tropper for at dæmpe den. Da
dette var sket, forlangte K.’s Regering, at
Japanerne igen skulde trække sig tilbage; men
tværtimod besatte de Hovedstaden Soul og
udvirkede en Gentagelse af Koreas
Uafhængighedserklæring. Dette førte snart til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
