Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Historie - VIII. Reformerne og Republikkens Indførelse (1901-12)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Reformer i K.’s Statsliv var nødvendige, hvis
Landet skulde kunne holde sig uafhængigt af
de Fremmede. Allerede under Legationernes
Belejring (Juli 1900) havde den gl.
Li-Hung-Tsjang, Vicekonge i Kanton, i en Skrivelse
til Tse-hsi, klart paapeget Taabeligheden i at
ville forjage alle Europæere og hævdet, at K.
var for svagt til at tage Kampen op med
Vestens Magter. 2 Maaneder efter Peking-Freden
døde Li, maaske K.’s største Statsmand i nyere
Tid; men hans Arving var rede:
Juan-shi-kai. Efteraaret 1901 blev Juan Vicekonge i
Tsjili. Uddannet i Li’s Skole og hjulpet frem
af den gl. Statsmand indsaa han klart, ad
hvilken Vej der fremtidig burde styres. Det blev
da ogsaa ham, »den stærke Mand«, der stod
som den Ledende i det flg. Tiaars
Reformvirksomhed. Som Vicekonge i Tsjili var Juan i nær
Forbindelse baade med Europæerne og
Centralregeringen i Peking. Med stor Kraft og
Omsigt genoptog han Reformpolitikken: Jernbane-,
Vej- og Telegrafanlæg fremmedes, og paa
enhver Maade søgte han at lære sine
Landsmænd, at Europas Teknik nødvendigvis maatte
tilegnes, inden man kunde vove for Alvor at
sætte Europa Stolen for Døren. Først og
fremmest forstod han ogsaa at skabe sig en Hær,
den første europ. uddannede og uniformerede,
K. nogen Sinde havde set. Nøje knyttet til
Juan’s Virksomhed i Tsjili foregik
Peking-Regeringens Fremskridtsarbejde. Baade
Enkekejserinden og Prins Tsjing, den mægtigste
og kraftigste af Mantshu-Prinserne, fulgte i vid
Udstrækning Juan’s Planer. Decbr 1901
indkaldtes jap. Officerer for at uddanne en Hær
efter europ. Mønster, og paa andre tekn.
Omraader organiserede Europæerne de ny
Indretninger. 1902—05 byggedes
Peking—Hankou-Banen, der forbandt Tientsin og Peking direkte
med Jangtse-Bækkenets rige Handelsstæder;
men ved de mange Jernbane- og Telegrafanlæg
gaves Koncessioner til udenlandske Selskaber,
under haard Konkurrence mellem de forsk.
Magter. Forholdene i Mantshuriet og Korea førte
imidlertid til den russ.-jap. Krig og Ruslands
Rømning af Mantshuriet. K. søgte ogsaa udadtil
at føre en kraftigere Politik med energisk
Hævdelse af sine Rettigheder. Saaledes i Tibet
efter Younghusband’s Tog 1904. Den Traktat,
denne sluttede i Lhassa, nægtede K. at
anerkende; kin. Tropper sendtes ind i Tibet, en
genstridig Dalai Lama blev afsat og maatte ty til
Indien. Ved en Overenskomst (Apr. 1906)
indrømmede England Tibets Vasalforhold til K.,
og dette godkendte den eng.-tibetanske Aftale.
Japans glimrende Sejre over det mægtige
Rusland æggede Kineserne og styrkede
Reformpartiet. De aandelig Vaagne og Dannede saa,
at K. maatte flølge Japans Eksempel, og den
nationale Selvhævdelse lagde sig kraftigt for
Dagen. 1905 boycottedes amer. Varer p. Gr. a.
Fristaternes skærpede Indvandringslove, og n.
A. rejstes et alm. Krav om, at K. selv skulde
bygge sine Jernbaner og fremtidig saavidt
muligt ikke give industrielle Koncessioner. Selv
Tse-hsi, »den store, onde Dame«, gik ind paa
Tanken om at indføre konstitutionel
Regeringsform. Et for K.’s Forfatningshistorie
grundlæggende Edikt (1. Septbr 1906) udtalte, at en
Folkerepræsentation var nødvendig, »fordi K.’s
Institutioner var forældede«; men
Forfatningens Gennemførelse skulde først ske 1916,
saasnart Reformer i Forvaltning og Finansvæsen
havde givet det nødvendige Grundlag. Dog
skulde der efter 3 Aars Forløb som en
Forberedelse til Forfatningen indrettes
raadgivende Landdage i Provinserne. Ved Ediktet Novbr
1906 afløstes det gl. Kollegiesystem i
Centralforvaltningen af en Række Raad ell. Ministerier,
13 i alt; ligeledes ophævedes den gl. Regel, at
af Regeringskollegiernes Medlemmer maatte
kun Halvdelen være Kinesere. Ved samme
Lejlighed indrettedes et eget Ministerium for
Samfærdsel (Post-, Telegraf- og
Jernbanevæsen): men i øvrigt blev Ediktet foreløbig tomme
Ord. Fremdeles udsendtes talrige Kommissioner
til Europa for at studere Administration,
Handels- og Søfartsordning, Skolevæsen o. s. v.;
bl. a. sendtes en af dem til Danmark ang.
Ordning af Telegrafvæsenet, hvori dette Land
toges til Forbillede, medens England hlev
Mønster for Handelsvæsen og Søfart, Tyskland og
Belgien for Jernbaneorganisation. Det værste
Stød for de ægte Gammelkinesere blev dog den
Ændring af Undervisningsvæsenet, Juan-shi-kai
fik sat i Værk. Ediktet af 3. Septbr 1905
tilintetgjorde med eet Slag hele det gl.
Eksamenssystem, og Forfremmelse i Statens Tjeneste
gjordes afhængig af Uddannelse ved de
moderne Kollegier. Der stiftedes et kejserligt Univ.
i Peking med europ. og jap. Professorer i
Sprog, Naturvidenskaber og Matematik, medens
Undervisningen i rent kin. Emner lededes af
Indfødte. Ligeledes oprettedes Aaret efter en
med. Skole i Peking til Uddannelse af indfødte
Læger. Tientsin fik et rent kin. Univ.; 15
Provinshovedstæder forsynedes med Højskoler
(Kollegier); alle Vegne opstod der Folkeskoler,
Landbrugs-, Krigs- og tekn. Skoler, og selv
højere Pigeskoler oprettedes. I Massevis drog
unge, videlystne Kinesere og fornemme
Mantshu-Sønner paa Studierejse til Udlandet.
Hjemkomne fra Udlandet med Hovedet fuldt af
europæiske Begreber om Frihed og Forfatning
dannede de mange Studerende ligesom eet stort,
ungkinesisk Parti, besjælet af Misnøje med
Mantshu-Regeringen og de gammeldags
Samfundsformer, og Kinesernes stadig stigende
Indflydelse paa og Anvendelse i Statens Tjeneste
gjorde det klart, at den Dag snart maatte
komme, hvor de selv vilde tage Styret.
Til de administrative Forbedringer sluttede
sig moralske Reformer. Da de fremmede
Magter ikke vilde opgive Konsularjurisdiktionen
uden gennemgribende Ændringer i K.’s
Lovgivning, lod Regeringen lave Udkast til en ny
Straffelov, og ved Edikt af 3. Aug. 1905
forbødes Straffe ved Tortur, Lemlæstelse ell. Prygl;
i St f. skulde træde Bøder og Tvangsarbejde.
Et Edikt af 21. Septbr 1906 nemmede stærkt
Fabrikation og Salg af Opium og bød, at alle
Valmueplanter skulde forsvinde i Løbet af 10
Aar med 1/10 hvert Aar. Dette Edikt blev
virkelig gennemført, og England maatte 1911 gaa
med til en fast aarlig Formindskelse i
Indførslen fra Indien. En international Konvention,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
