Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kinch, Jakob Frederik - Kinch, Karl Frederik - Kinck, Hans Ernst - Kind (gena)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vordingborg, d. i Ribe 16. Septbr 1888, blev
Adjunkt ved Ribe Katedralskole 1847, Overlærer
1858. Hans Hovedværk er helliget den By, hvor
han tilbragte over Halvdelen af sit Liv, »Ribe
Bys Historie og Beskrivelse« (2 Bd, 1869—84;
gaar til Enevælden). Trods sin lidt
besynderlige Ordning er denne ypperlige Bog dog et
Mønster for en dansk Købstadhistorie, og den
Maade, hvorpaa det righoldige Stof, Byens eget
gl. Arkiv ejede, er benyttet, giver den stor Bet.
for 16. og 17. Aarh.’s alm. Kulturhistorie. Ikke
blot for Ribes, men ogsaa for Jyllands Historie
nærede K. en stor Interesse. Han var saaledes
1865 Medindbyder til Stiftelsen af »Det jydske
historisk-topografiske Selskab«, i hvis
Bestyrelse han stadig sad, og i hvis »Samlinger« han
har skrevet en Mængde mindre Afhandlinger.
Desuden har han i »Aarbøger for nordisk
Oldkyndighed; og Historie« givet »Bidrag til en
Tekstkritik af de sidste syv Bøger af Saxe’s
Danmarkshistorie« (1874) og skrevet »Om den
danske Adels Udspring; fra Thinglid« (1875).
M. M.
Kinch [keŋk], Karl Frederik, klassisk
Arkæolog og Filolog, ovenn.’s Søn, f. 15. Marts
1853 i Ribe, d. 26. August 1921, blev Student
1870, cand. philol. 1878, Dr. phil. 1883 med
en Afh. om Curtius’ Tekstkritik (Quæstiones
Curtianæ); Bestyrer for Maribos Skole
1895—98. Paa en Udenlandsrejse 1883—87 studerede
K. i Italien, Grækenland og Tyrkiet klassisk
Arkæologi; Frugter af disse Studier er hans
Værk: L’arc de triomphe de Salonique (1890),
med Publikation af dette Mindesmærke og
Tydning af dets Relieffer; Un tombeau Macedonien
(1920), samt talrige Tidsskriftafhandlinger af
filologisk, arkæologisk og numismatisk Indhold.
1900 offentliggjorde han »En byzantinsk Kirke«
(i Festskrift for I. L. Ussing). 1902—06 ledede
han sammen med Blinkenberg de af
Carlsbergfondet bekostede Udgravninger ved Lindos paa
Rhodos; heraf fremgik hans arkæologiske
Hovedværk: Vroulia (Berlin 1914).
A. B. D.
Kinck, Hans Ernst, norsk Forf., f. 11.
Oktbr 1865 i Loppen i Finmarken, hvor Faderen
var Læge. Familien flyttede sydover, og K.
voksede op i Sætesdalen, senere Hardanger, hvor
Barndomsindtrykkene af Natur og Folkeliv er
blevet bestemmende for hans Digtning. K.
studerede Filologi, delvis i Halle, tog norsk
filologisk Eksamen 1890, blev Lærer, og fik 1892
Accessit for en Afhandling om Forholdet
mellem Folkeviserne og Eddakvadene. S. A. udkom
hans første Fortælling »Huldren«, og K. har
senere udelukkende været Forf. K.’s
Forfatterskab er overordentlig rigt og forskelligartet i
Emnevalg og Behandlingsmaade, men bærer
alligevel altid et umiskendeligt Særpræg baade
i Stil og Livssyn. Han har en intim Sans for
instinktivt Stemningsliv, med stærkt Eftertryk
paa det erotiske, og for den enkeltes
Sammenhæng med Natur og Race, og hans digteriske
Evne til Sjæleskildring arbejder gerne sammen
med hans betydelige Studier paa hist.,
folkloristiske og folkepsykologiske Omraader. K.’s Stil
er overordentlig levende og frisk, udpræget
norsk i Klangen, og har særlig i
Naturskildringer en sjælden betagende Magt. K.’s
lidenskabelige og fantasirige Indlevelse i Emnet, selv naar
det gælder en besværlig og optrævlende sjælelig
Analyse, giver Skildringen en rent lyrisk
Undertone. Om norske Bønder har K. skrevet saa
intimt forstaaende og saa ubarmhjertigt
afslørende som ingen. Baade naar han skriver om
norske Nutidsmennesker og om Renæssancens
Italienere, er det de dybeste menneskelige
Instinkter, han vil eftervise. K.’s Digtning er ikke
let forstaaelig, men yderst stemnings- og
tankevækkende — ofte for urolig og overlæsset af
Enkeltheder til at give det rette Indtryk af
digterisk Storhed og Fantasirigdom. K.’s fleste
Bøger er skrevet i særpræget Prosa; med
Skuespillet »Agilulf den vise« indledede han 1906 sin
egenartede rytmiske Stil, som betjener sig
meget frit baade af Rim og Metrum, men som,
naar den er vellykket, bidrager til at fremhæve
den tidligere omtalte lyriske Understrøm i K.’s
Psykologi. »Driftekaren« (1908) — en mærkelig
Digtning over norsk Folkepsykologi — og de
ital. Barok- og Renæssancedramaer, »Den siste
gjest« (1910) og »Brylluppet i Genua« (1911) er
skrevet i samme Stil, som K. imidlertid igen
har forladt i sit ejendommelige Drama om
Macchiavelli »Mot karneval« (1915). Det er
karakteristisk for det indtrængende Studium, som
ligger bag disse Bøger, at K. har behandlet
baade Helten i »Den siste gjest«, Pietro Aretino,
og Macchiavelli i særskilte hist.-biografiske
Skildringer (»En penneknegt« og
»Renæssansemennesker«). K.’s Romaner og Fortællinger efter
»Huldren« er »Ungt folk« (1893),
»Flagermusvinger« (1895), »Sus« (1896), »Fra hav til hei«
(1897), »Hugormen« (1898), »Trækfugle« (1899),
»Fru Anny Porse« (1900), »Vaarnætter« (1901),
»Doktor Gabriel Jahr« (1902), »Naar
kjærlighed dør« (1903), »Emigranter« (1904),
»Italienere« (1904), »Præsten« (1905), »Gammel jord«
(1907), »Masker og Mennesker« (1909), »Kirken
brænder« (1917), »Guldalder« (1920), og den stort
anlagte Bygdeskildring »Sneskavlen brast« I—III
(1918—19). Foruden de før nævnte Skuespil har
K. skrevet »Mellem togene« (1898) og »Paa
Ekrernes gaard« (1913). »Rormanden overbord«
(1920) indeholderet mere direkte polemisk
Opgør med hele Tidsaanden, end K. før har
foretaget. Af K.’s Skuespil har »Agilulf den vise« og
»Den siste gjest« været opført paa
Nationalteatret. (Litt.: C. Nærup, »Ill. n.
Literaturhistorie«; Hj. Christensen, i »Ateneum«
[Helsingfors 1902]; J. Bing i »Tilskueren«
[1903]; Anders Krogvig, »Nordisk
diktning«; Samme, »Böker og mennesker«; J. A.
Refsdal, »Driftekaren« i »Edda« [1914];
Gunnar Heiberg, »Franske visitter«).
E. S-n.
Kind (gena). Den bløde Pude, som K. under
alm. Forhold danner, bestaar dels af forsk.
»mimiske« Ansigtsmuskler, der fra Over- og
Underkæben stiler hen mod Læberne, dels af
en særlig Fedtklump, der fra Forranden af
Tyggemusklen Masseter breder sig mere eller
mindre rigelig ud over hele K.’s Flade, og
som selv under de højeste Grader af
Afmagring næppe nogen Sinde svinder fuldstændig.
K.’s Rødme skyldes en stærk Udvikling af
Hudens fine Blodkar; disse kan, ligesom alle
andre Hudkar, udvide sig og trække sig sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
