Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkeprotokoller - Kirkeprovins - Kirkeraad - Kirkeran - Kirkeret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og øvrige Tilbehør samt om Forsikring af dens
hellige Kar m. v. mod Indbrudstyveri, en paa
Grundlag af Aarets Regnskab udarbejdet aarlig
Oversigt over Kirkens Indtægter og Udgifter,
Forandringer, som i Aarenes Løb maatte
foregaa i noget af de fornævnte Forhold samt alle
Synsforretninger over Kirken. Endvidere skal
Opmaalingstegninger ell. Grundplaner over
Kirken, hvor disse forefindes ell. senere
udarbejdes, vedhæftes Protokollen.
O. D.
Ogsaa i Norge er det paabudt, at der skal
føres særskilt Fortegnelse over Kirkens
Formue og faste Indtægter samt over dens
Prydelser og øvrige Tilbehør; se L. 3. Aug. 1897,
§ 47. Afskrift skal indsendes til Overtilsynet.
K. Ø.
Kirkeprovins. Det østromerske Riges
Provinsinddeling blev ogsaa i Oldkirkens Dage
ganske naturlig Grundlaget for Kirkens, idet
Metropolitanens Omraade sædvanlig strakte sig over
den Provins, i hvis Hovedstad han havde Sæde.
En K. omfatter altsaa fl. Bispedømmer, og i
Spidsen for dem staar Ærkebispen. Ogsaa i den
evangeliske Kirke i Preussen blev
Statsprovinserne tillige K., hver med sin Provinsialsynode.
(J. P. B.). A. Th. J.
Kirkeraad, d. s. s. Kirkeligt Raad.
Kirkeran, d. s. s. Kirketyveri.
Kirkeret (jus ecclesiásticum) er Læren om
Kirkens Retsforhold ell. Indbegrebet af de
Retsregler, der gælder for Kirken som Retssamfund
og ordner dels Kirkens indre Forhold, dens
Organisation og Bestyrelse og dens Medlemmers
Forhold til Kirken selv ell. til hverandre
indbyrdes (indvortes K.). dels Kirkens Forhold
over for Staten og, naar Talen er om en bestemt
Konfession, over for andre Religionssamfund i
Staten (udvortes K.). Undertiden sondres ogsaa
mellem alm. (ell. naturlig) og positiv K., en
Sondring, der skulde svare til den paa
Retsvidenskabens andre Omraader kendte Sondring
mellem alm. Retslære (Retsfilosofi) og positiv,
gældende Ret; men denne Sondring har paa
K.’s Omraade ingen virkelig Bet., idet der iflg.
Forholdets Natur ikke kan konstrueres en K.
paa naturretligt Grundlag, men K. selv kun faar
sit Indhold gennem den enkelte Kirkes
Trosindhold og Organisation. En Sondring af
principal Bet. er derimod Sondringen mellem kat.
og protestantisk K. Inden for hver af disse kan
der igen skelnes mellem alm. og partikulær K.,
indeholdende henholdsvis de fælles og de
særlige Normer enten inden for de kat. ell. de
protestantiske Kirkesamfund, om end denne
Sondring særlig for de sidstnævnte ikke er af stor
Bet., da de protestantiske Kirkesamfund har
organiseret sig væsentlig forsk. i de forsk.
Lande. De partikulære Retsnormer bliver derfor
her de overvejende. Efter den kat.
Forestillingsmaade er derimod Læreembedet og den
kirkelige Myndighed fra Kristus og Apostlene i en
uafbrudt Rækkefølge gaaet over paa Kirkens
Biskopper gennem Ordinationen, og Paven staar som
Apostelen Peter’s Efterfølger som det samlende
Midtpunkt, og der er herigennem skabt en
øverste omfattende Ordning af Kirkestyrelsen, som
er fælles for hele Kirken. De herfra udgaaende
Love og Anordninger, hvoraf den kanoniske Ret
(s. d.) er en væsentlig Bestanddel, er i vidt
Omfang bestemte til at gælde for hele Kirken
og bliver saaledes den alm. kat. K., i
Modsætning til hvilken — ell. ved Siden af hvilken —
den partikulære K. betegner den Særstilling, det
enkelte Land indtager over for den alm.
kirkelige Lovgivning.
Hvad særlig angaar den danske K., da er
den Læren om den Ret, der gælder for de
religiøse Samfund inden for den danske Stat. Den
partikulære K. har her allerede i den tidligere
kat. Tid spillet en fremtrædende Rolle. De
ældste danske Kirkelove (skaanske og sjællandske
Kirkelov., s. d.) stred i deres Indhold paa mange
Punkter med kanonisk Ret, og selv om denne
Rets Indflydelse voksede i Tidernes Løb og
navnlig gjorde sig gældende i 14. og 15. Aarh.,
tabte dog ikke af den Grund de partikulære
Kirkelove deres Bet.; tværtimod lykkedes det
ofte først at hævde den kanoniske Rets
Gyldighed gennem partikulære Bestemmelser. Ogsaa
i Danmark udstedte dog Biskopperne deres
Dekreter, der nærmest fremtræder som
Instruktioner fra den overordnede til den underordnede
Gejstlighed, f. Eks. Ærkebiskop Peder Hanssen’s
Anordning om Naadensaaret (1349) og Decreta
Arhusiensia, udstedte 1443 af Biskop Ulrik
Stykke. Den første Lovbestemmelse efter
Reformationen, der ordnede Kirkens indre Forhold, var
Kirkeordinansen af 1537 (s. d.), der udgaves
paa ny i alm. Lovgivnings Form 1539. Denne
Form blev ogsaa benyttet ved senere Tillæg til
Kirkeordinansen (Ribe-Artiklerne 1542, Ordinans
om Ægteskabssager 1582, Forordning om
Kirkens Embede og Myndighed mod Ubodfærdige
1629 m. fl.), ligesom Rigens Raads Samtykke
udtrykkelig paaberaabes i en Flerhed af
kirkelige Forordninger. Det antages herefter, at der
efter Reformationens Tid ikke har været nogen
særlig Lovgivningsmyndighed hos Kongen som
Kirkens Overhoved — »Kirkens øverste Biskop«,
som Kongen benævnes af Kolderup Rosenvinge
i hans Kirkeret S. 73 —, men at den
Lovgivningsmyndighed, som Kongen har øvet i
religiøse som i andre Samfundsanliggender,
forfatningsmæssig kun er udøvet af ham i hans
Egenskab af Statshersker, i hvilken Egenskab
han ogsaa øvede sin Myndighed paa den
udøvende Magts Omraade i gejstlige som i andre
Sager. Mulig er ogsaa den Omstændighed, at
faktisk mange kirkeretlige Bestemmelser —
saaledes Frederik III’s Fremmedartikler, se ndf. —.
ikke er udstedte i Lovgivnings Form, et Udtryk
for, at man har anset de indre kirkelige
Anliggender for at høre under den udøvende Magts
Omraade. Ved Enevoldsmagtens Indførelse 1660
blev Kongen ogsaa enevældig Indehaver af den
religiøse Myndighed (Kongelovens Art. 6), baade
den lovgivende, udøvende og dømmende
Myndighed i religiøse Sager. De kirkelige
Anliggender styredes gennem Kancelliet, der dog i
Lovgivnings- og admin. Anliggender indhentede
Betænkninger fra Gejstlige, Biskopper,
teologiske Professorer ell. a. Kirkeordinansen afløstes
nu af Kong Christian V’s D. L., hvis anden Bog,
der udarbejdedes under Medvirkning af
Sjælland’s Biskop og to teologiske Professorer,
særlig handler om »Religionen og Gejstligheden« og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
