Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tillige den klingende Del af Strengen (ligesom
Fingeren paa en Violinstreng). I Beg. var
nemlig Klavichordet forsynet med fl. Tangenter end
Strenge, saaledes at der altsaa ikke var en
Streng for hver Tone ell. Tangent, men disse
kunde anslaa, og samtidig altsaa afdele,
Strengen paa forsk. Steder, saa at den samme Streng
benyttedes til at frembringe forsk. Toner. Den
ikke klingende Del af Strengen dæmpedes ved
indflettede Tøjstrimler. Først i Beg. af 18.
Aarh. konstruerede Organisten Daniel Faber i
Crailsheim et Klavichord med en Streng for
hver Tangent (»bundfrei«). Omtrent samtidig
med Klavichordet falder Opfindelsen af
Klavicymbelet (ital. clavicembalo, fr.
clavecin), der maa betragtes som en Efterkommer
af det tidligere Hakkebræt (cembalo,
Cymbal), (s. d.). I Modsætning til Klavichordet
havde Klavicymbelet Strenge af forsk. Længde,
een (ell. fl.) for hver Tone — hvorfor
Instrumentet ogsaa efterhaanden antog den
trekantede Form, der gav Anledning til Benævnelsen
Flygel (af tysk Flügel, »en Vinge«) ell. som
Tyskerne ogsaa kaldte det »Schweinskopf«
(Svinehoved) — men den væsentligste Forskel
var den, at Strengene ikke ansloges med
Tangenter, men afknipsedes ved Hjælp af smaa
Ravnefjer, der ligesom Tangenterne paa
Klavichordet var anbragte pa den bageste Ende af
Tasterne. Følgen deraf var, at Tonen vel blev
fyldigere og stærkere end paa Klavichordet,
men uforanderlig tør og haard, og uden al
Afskygningsevne. Paa Klavichordet var man ved
Anslaget til en vis Grad Herre over Tonens
Styrke, ligesom man var i Stand til at
frembringe en særlig Effekt, den saakaldte »Bæven«
(tysk »Bebung«, fr. balancement), en Slags
Vibreren af en udholdt Tone, der frembragtes
derved, at man ligesom vuggede Fingeren paa
Tasten uden at slippe den, en Effekt, der i sin
Tid stod i høj Anseelse som Udtryks- ell.
Foredragsmiddel; bl. a. omtales den af Ph. Em.
Bach i hans »Versuch über die wahre Art das
Clavier zu spielen«. Derfor satte Musikerne
mere Pris paa Klavichordet, navnlig som
Soloinstrument, medens Klavicymbelet med dets
kraftige Tone anvendtes i Orkestret, ved
Operaopførelser, hvor »Cembalisten« paa dette
Instrument akkompagnerede Recitativerne og
udførte den ledsagende Basso continuo.
Disse to Hovedformer af K. udviklede sig nu
under mange forsk. Navne — Klavichordet
kaldes saaledes baade Klarichord,
Monochord, Manichord ell. simpelt hen K.,
Klavicymbelet i den lille firkantede Form
Virginal, i trekantet Form Spinet (fr.
épinette), enten af lat. spina, en Torn (med
Henblik paa Ravnefjerene), ell. efter den
venetianske Klaverbygger Giovanni Spinetti (1500), i
den større trekantede Form:
Gravicembalo, Kielflügel, Harpichord eller
Harpsichord (særlig i England) — og
tillige i forsk. Afarter, som f. Eks. det om vort
opretstaaende K. mindende
Klavicytherium og Giraf-K., med vertikalt løbende
Strenge i en trekantet Kasse bag ved
Klaviaturet — indtil Fremkomsten af Hammer-K.
(Pianoforte) i 18. Aarh. fuldstændig
fortrængte dem; nutildags maa man søge til de
musikhistoriske Mus. for at finde Eksemplarer
af hine Tiders K.
Ang. de forsk. Instrumentkombinationer, ved
hvilke man forsøgte at overføre Egenskaber fra
forsk. andre Instrumenter paa K., som Bue-K.,
Gambe-K., Lut-K. o. s. v., se de
paagældende Specialartikler.
At Opfindelsen af Hammer-K. maa have
ligget i Luften, fremgaar af den Omstændighed,
at forsk. Fabrikanter i Beg. af 18. Aarh.
uafhængige af hverandre har fremstillet saadanne
og derfor hver for sig gjort Fordring paa at
være Instrumentets egl. Opfinder. Nu er det
dog fastslaaet, at Æren for at være kommen
først til Maalet tilkommer den italienske
Klaverbygger Bartolommeo Cristofori (s.
d.), f. i Padova 1653. Hans Opfindelse beskrives
allerede 1711 af Maffei i Giornale dei letterati
d’Italia under Benævnelsen Gravicembalo col
piano e forte, et Navn, der tilstrækkelig
antyder Løsningen af det tilstræbte Maal:
Muligheden for at kunne spille saavel stærkt som
svagt paa Instrumentet. (Maffei’s Beskrivelse
findes gengiven i Originalsproget med vedføjet
eng, Oversættelse i Rimbault’s The Pianoforte).
Cristofori’s Opfindelse kom imidlertid ikke uden
for Italiens Grænser; derfor træder andre
Navne en Tid lang i Forgrunden: den franske
Klaverbygger Marius, der 1716 fremstillede
[fire Hammerklaverer (Clavecins à maillets),
som blev beskrevne 1735 i Machines et
Inventions approuvées par l’Académie Royale des
Sciences, den tyske Musiker Ch. G.
Schroeter, der under et Ophold i Dresden blev
bekendt med Pantaleone Hebenstreit’s forbedrede
Hakkebræt og muligvis derigennem fik Ideen
til en Hammermekanik, som han konstruerede
1717, men hvoraf der først foreligger en
Beskrivelse 1763 i Marpurg’s »Kritische Briefe
uber Tonkunst«, og endelig Orgelbyggeren
Gottfried Silbermann i Freiberg, der
1726 udsendte sit første Instrument og
efterhaanden skaffede Pianofortet stor Udbredelse
i Tyskland. Cristofori’s Mekanik indeholder i
det væsentlige de samme Bestanddele som
Nutidens Mekanik: de overtrukne Hamre,
Udløsningen ved Hjælp af en Fjer, Fangeren og
Dæmperen for hver enkelt Tangent.
Hammermekanikkens Fortrin fremfor de tidligere
Instrumenter ligger væsentlig deri, at Hamrene,
ved Hjælp af Udløsningen, øjeblikkelig springet
tilbage fra Strengen efter Anslaget, saa af
Strengen kan klinge frit, medens Dæmperen,
der fjernes fra Strengen samtidig med
Anslaget, først vender tilbage i det Øjeblik, Fingeren
slipper Tangenten. Nutildags har næsten hver
enkelt større Fabrik sine spc.
Ejendommeligheder i Mekanikken; desuagtet kan man skelne
mellem to Hovedtyper: den tyske (Wiener-) og
den eng. Mekanik. Den tyske Mekanik skyldes
en Elev af Silbermann, Joh. Andreas Stein
i Augsburg (1728—92), og dennes Svigersøn
Andreas Streicher i Wien, og det
ejendommelige for den er, at Hammeren hviler i
en Gaffel, der er anbragt paa Enden af selve
Tangenten, og saaledes i umiddelbar
Forbindelse med denne. Ved den engelske Mekanik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
