Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kloset - Kloss, Frederik Theodor - Kloster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kaldet »Skyllecisterne«, der er anbragt 2,5 à 3
m over K., med hvilket den staar i Forbindelse
ved et Rør. Skyllecisterner haves i
mangfoldige Former, sædvanlig er de vel i Princippet
indrettede i Lighed med de ovf. omtalte
Skyllebeholdere, og Afløbningen af deres Vandindhold
(6 à 8 l) skal foregaa hurtig, naar den først er
begyndt, men den begynder ikke automatisk,
naar Vandstanden har naaet en vis Højde; den
maa indledes ved et Ryk i en fra Cisternen
nedhængende Kæde ell. ved en Mekanisme,
der er sat saaledes i Forbindelse med
Klosetsædet ell. med Døren til Klosetrummet, at den
træder i Virksomhed, naar man rejser sig fra
K., og Sædet ved en Fjeder ell. en Kontravægt
bringes til at løfte sig lidt, ell. naar man
lukker Døren ved Bortgangen fra Klosetrummet.
Meget hensigtsmæssig er en Cisterne, som
efter den kraftige Skyllestrøm afgiver en
»Efterstrøm«, der sikkert bringer nyt Vand i K.’s
Vandlaas og — i K. af wash-out-Typen —
tillige i Klosetskaalen. Der maa naturligvis
sørges for, at Vandet i et Vandklosets Vandlaas
og Skyllebeholder ikke fryser, hvad der kan
være vanskeligt nok, naar Talen er om K.,
opstillede i Rum med Indgang fra fri Luft.
Vandlaasen kan vel nok i særlige
Klosetkonstruktioner lægges saa dybt i Jorden, at dens
Vand ikke fryser; men værre kan Forholdene
være for Cisternens Vedk., og noget fuldt
tilfredsstillende, simpelt »Gaardkloset«, indrettet
til Vandudskylning og brugeligt i et koldt
Klima, er endnu ikke fremstillet.
Naar Opholdet paa et K. ikke skal være
ubehageligt, maa Rummet, hvori det staar,
være rigelig stort, lyst og luftigt. Det bør derfor
have et Vindue direkte til fri Luft, og kan
dette ikke naas, bør det paa særlig Maade være
ventileret. Skal derimod Opholdet paa et K.
netop være ubehageligt, saaledes at det ikke
trækkes ufornødent længe ud, kan man med
korte Mellemrum lade en Dampstrøm stryge
hen under Sædet.
Fr. V. M.
Kloss, Frederik Theodor, dansk
Marinemaler, f. i Braunschwéig 19. Septbr 1802,
d. i Kbhvn 9. Juni 1876. Sin første kunstneriske
Uddannelse fik han ved Akademiet i Berlin,
hvor han arbejdede paa Arkitekturskolen;
senere rejste han til Dresden, hvor han,
paavirket af J. C. Dahl, besluttede at lægge sig efter
Marinemaleriet. 1828 bosatte han sig i Kbhvn,
malede under Eckersberg, udstillede fra 1829
og fik dansk Indfødsret. K. var en ret solid,
men ikke just aamdfuld Kunstner; højest i hans
Produktion staar nogle større Billeder,
udførte efter Studier fra arktiske Farvande.
(S. M.). P. J.
Kloster (lat. claustrum, Indelukke),
Bygning, hvori Munke ell. Nonner lever sammen
efter en bestemt Regel. Det styres af en af
Ordenskapitelet ell. af en Biskop udnævnt Person,
der hedder Abbed (Abbedisse), Prior
(Priorinde), Provst, Superior, Rektor, Guardian, og
som iflg. kanonisk Ret er Prælat. K. staar
under Biskoppen i det Stift, hvori det ligger, ell.
umiddelbart under Paven (eksemte K.) ell.
under en Ordensgeneral, som da er ansvarlig over
for Pavestolen. K.’s Bestillingsmænd
(Klosterofficialer) er Portner, Økonom,
Kældermester, Circator (har Tilsyn med Arbejds- og
Sovesalene), Bibliotekar, Lektor, Novicemester.
Munkene kalder hverandre Brødre (frater),
Nonnerne Søstre (soror), den præsteviede Munk
hedder Fader (pater). K. findes i den romersk-
og den gr.-kat. Kirke, hos Armeniere,
Jakobitter og Kopter; for nylig har man oprettet K.
i den anglikanske Kirke, særlig for det sociale
Arbejdes Skyld; i andre protestantiske
Kirkesamfund tænker man paa noget lignende, og
Diakonissestiftelser er en Slags protestantiske
Nonneklostre. Om K.’s Bygning, se
Klosterbygninger.
Bevæggrundene til at søge K. er
almenmenneskelige: borte fra den splittede og forvirrede
Verden at finde Enheden i sig selv og i Verden;
de kan være religiøst ell. filosofisk farvede.
Baade hos Buddhister og Muhammedanere
findes K., og da den gr.-rom. Verden blev gl, trak
mange sig ud i Ensomheden for dog at redde
sig selv uden for den Verden, som syntes
redningsløst fortabt. I den kristne Verden begyndte
Klosterdannelsen i 4. Aarh., men Spirerne
ligger langt længere tilbage.
Saa snart den kristne Kirke begyndte at
indlade sig med denne Verden, var der straks
nogle, som fordømte dette (Montanisterne), men
disse blev satte udenfor, og i 4. Aarh. stod
Statskirken fuldt færdig. Samtidig hermed har
vi K., der godkendte Statskirkens relative
Berettigelse, men som hævdede for sig et højere
Standpunkt. I K. havde Kirken et Afløb for sine
radikale Elementer, i det samledes og
uskadeliggjordes Sprængstoffet. — Det første kristne
K. stiftedes af Ægypteren Pakum paa
Nil-Øen Tabenna c. 340, det blev hurtig efterlignet
i Ægypten og Lilleasien. Sin første egl.
kristelige Udformning fik Klosterlivet af Basilios
den Store, han er den gr. Kirkes
Munkefader. For Basilios, der var et Barn af den
antikke Kultur, var Klosterlivet ikke en
Undertrykkelse af, men en Tilbagevenden til Naturen,
ikke Modsætning til, men Fuldkommelse af den
gl. Visdom. Men Østens Klostre har faaet liden
kulturhistorisk Bet., deres Munke brugte ofte
Næverne for Bevisgrunde i de teologiske
Kampe, ell. de fortabte sig i religiøs Egoisme,
der snart gav sig Udslag i snurrige Selvpinsler,
snart i Lediggang. Fra dem er udgaaet en af
den kristelige Mystiks Hovedværker,
Pseudo-Dionysios, samt Legendelitteraturen, der er en
Fortsættelse af den antikke Roman og
Grundlaget for den folkelige Digtning i Middelalderen.
Men nu som før lever de gr. Munke i stille
Beskuelse og salig Uvidenhed; det synes, som om
den russ. Revolution vil faa Bet. for det
østerlandske Munkevæsen.
De vesterlandske Klostre var i Middelalderen
Kulturens Arnesteder. I Slutn. af 4. Aarh. kom
Klosterbevægelsen ad litterær Vej (Vita St.
Antonii, se Antonios, den Hellige) fra Østen
til Vesten. Mænd som Ambrosius, Hieronymus
og Augustin blev dens Fremmere, og Martin
fra Tours (d. 400) samlede et Klostersamlag
om sig, men det var Benedikt fra
Nursia, der blev den vesterlandske Kirkes
Munkefader. Fra Benediktinerklostrene kristnedes og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
