Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knox, John - Knox, Philander Chase - Knoxland - Knoxville - Knubhjul - Knud - Knud den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kæmpede han mod Maria Stuart og hendes kat.
Gudstjeneste som Elias mod Jesabel, og han
deltog i den politiske Kamp mod hende.
Anklaget for Højforræderi blev han frikendt (1563),
Maria Stuart blev afsat 1567, og K. prædikede
ved Jakob VI’s Kroning. Til sin Død greb K.
ind i det offentlige Liv; han ledede og
inspirerede den opkomne Borgerstand. Det blev
vidnet om ham, at han aldrig havde kendt til
Menneskefrygt. Han er den ypperste Præst for
og Grundlægger af den Tro, som blev Skotlands,
Ny-Englands og Cromwell’s Tro, Puritanismen
nemlig, kraftig som den og begrænset som den.
(Litt.: P. Hume Brown, J. K., I—II
[London 1895]; Andrew Lang, J. K. and the
Reformation [London 1905]).
L. M.
Knox [nåks], Philander Chase,
nordamerik. Politiker, f. i Brownsville, Pensylvania 6.
Maj 1853, d. 12. Oktbr 1921, Advokat 1875,
Medindehaver af et stort Sagførerfirma i Pittsburg.
Han hørte ved Aarhundredskiftet til de ledende
i det republikanske Partis indre Styre og blev
1901 Justitsminister (attorney general); men
som juridislc Konsulent for store kapitalistiske
Sammenslutninger (»Truster«) og nær Ven af J.
Morgan kunde han ganske naturlig ikke
sympatisere med den nye Præsidents, Roosevelt’s
voksende økonomiske Radikalisme og trak sig 1904
tilbage. 1905—09 var han den ene af sin Stats
Repræsentanter i Unionens Senat, og under
Taft’s Præsidenttid 1909—13 var han
Udenrigsminister (Secretary of State), en Virksomhed
hans Fortid ikke skulde berettige ham særlig
til. De betydningsfuldeste Handlinger under
hans Styre var Voldgiftstraktaterne med
Frankrig og England og den kanadiske
Handelstraktat, men de første strandede paa Senatets
Modstand, den sidste paa Systemskifte i
Kanada. Mere personlig Del havde K. i sit Lands
Holdning over for de sp. Republikker i S., og
han besøgte selv Staterne om det karaibiske
Hav paa en officiel Rundrejse 1912. Princippet
var her det saakaldte »Dollardiplomati«,
Republikkernes Tilknytning til De Forenede Stater
ved økonomisk Understøttelse og
Formynderskab. Over for Nicaragua og Honduras brugte
han haandgribeligere Magtmidler. — 1916
valgtes K. atter til Senator for Perioden 1917—23.
Han var en af Lederne i den republikanske
Senatsmajoritets Modstand mod det
»Folkeforbund«, som Præsident Wilson medbragte fra
Europa 1919, og Apr. 1921 fik han vedtaget en
Resolution om en blot og bar Separatfred med
Tyskland.
P. L. M.
Knoxland [nåks£ənd], den vestlige Del at
Wilkes Land, Antarktis. K. blev opdaget 1840
af Nordamerikaneren Wilkes og ligger omtr.
paa Polarcirkelen paa 106° 40′ ø. L.
G. F. H.
Knoxville [’nåksvi£], 1) By i U. S. A.,
Staten Iowa, ligger 52 km SØ. f. Desmoines. (1910)
3190 Indb. — 2) By i U. S. A., Staten
Pennsylvania. (1910) 5651 Indb. — 3) By i U. S. A.,
Staten Tennessee, ligger ndf. French Broad
Rivers Sammenløb med den her sejlbare Holston
River i en meget frugtbar Dal og har stor
Handel og Industri. I Nærheden brydes
Jernmalm, Kul og Marmor. K. er Sæde for et
Statsuniversitet, der (1918) har 212 Professorer og
2192 Studenter, samt fl. a. Læreanstalter. (1910)
36346 Indb. K. var 1794—1817 Hovedstad i
Tennessee.
G. Ht.
Knubhjul, se Hjul, S. 561.
Knud, nordisk, især dansk Mandsnavn, synes
fra først af at have været indskrænket til den
danske Kongeslægt, hvor det vistnok fandtes,
allerede før Gorm den Gamle tildelte sin
ældste Søn det. Navnet betyder »Knude« og er vel
fra først af et personligt Øgenavn;
Jomsvikingasaga har en Fortælling om det i Skoven fundne
Barn med et Silkebaand i »Knude« om Halsen;
en anden Beretning om Navnets Oprindelse
findes hos Svend Aagesøn. Efter Knud den Store’s
Tid spredtes Navnet til de nordiske Lande, men
først efter Knud den Hellige’s Død bliver det
alm., fremfor alt i Danmark (især Fyn), hvor
det er det mest udbredte af Oldtidsnavne.
(A. O.). G. K-n.
Knud den Store, Konge af Danmark og
England, d. 1035. K., der var Søn af Sven
Tjugeskæg og dennes første Hustru Gunhild,
fulgte som næppe 20-aarig Yngling med
Faderen paa det afgørende Erobringstog til
England 1013; ved Faderens pludselige Død 3. Febr
1014 toges K. til Konge af Hæren i England,
medens hans Broder Harald valgtes i Danmark.
Da den angelsaksiske Stormandsforsamling
indkaldte den af Sven fordrevne Konge Ethelred
den Raadvilde, maatte K. vige for dennes
væbnede Magt og drog tilbage til Danmark,
hvorfra han næste Aar (1015) vendte tilbage til
England med en stor og prægtig udrustet
Flaade. Her ventede der ham dog en haard
Modtagelse, idet Ethelred’s Søn Edmund i fl.
Kampe med Held bød ham Stangen, ligesom K.
fl. Gange forgæves belejrede London. Dog
lykkedes det K. at sejre ved Assandun over
Edmund, der efter Faderens Død i Apr. 1016 var
taget til Konge af det nationale Parti bl.
Angelsakserne. Slaget førte til et Fredsmøde mellem
de to Konger paa en Ø i Severn, hvorved
Edmund beholdt det sydlige og vestlige England,
medens K. fik Mercia og Northumberland.
Knap en Maaned efter døde Edmund pludselig;
men kun senere Kilder tillægger K. Andel heri.
I hvert Fald blev det K., der drog Fordel af
hans Død; paa en Stormandsforsamling i
London ved Juletid 1016 toges han til Konge over
hele England, med Udelukkelse af Ethelred’s
og Edmund’s Sønner.
Medens K. iflg. Forholdenes Natur hidtil
væsentlig var optraadt som Vikingehøvding,
slog han efter Erobringen efterhaanden ind paa
en afgjort Forsoningspolitik; han ægtede 1017
Ethelred’s Enke Emma og hjemsendte
Ledingshæren 1018, ligesom de nordiske Høvdinge, der
havde faaet store Jarledømmer i det nordlige
England, efterhaanden fjernedes. K. optraadte
fra c. 1020 i England som fuldstændig
angelsaksisk Konge, der med Iver arbejdede for at
ophjælpe det hærgede Land, haandhæve
Retsplejen og Landefreden og fremme Kirkens Sag;
han stadfæstede den bestaaende Lovgivning
(»Kong Edgar’s Love«) og viste sig i høj Grad
gavmild mod Kirker og Klostre, ligesom han
i det hele opfattede det som sin Opgave at
fremme baade Statens og Kirkens Tarv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
