Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knud den Hellige - Knud Magnussøn - Knud Valdemarsøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slesvig, utvivlsomt fordi han ventede et muligt
Angreb af den tyske Kejser Henrik IV, til hvis
Modstandere han hørte. Under denne Venten
forbrugte Ledingshæren sit Madforraad og
sendte derfor K.’s Broder Oluf til ham for at
bevæge ham til at komme til Stede ell. ogsaa
hjemsende Hæren; men K. lod Oluf lægge i
Lænker og sende til Grev Robert Friser i
Flandern, hvis Datter Edel var K.’s Hustru.
Imidlertid gik Hæren fra hinanden, og
Englands-Toget blev til intet. At K.’s Planer saaledes faldt
til Jorden, har utvivlsomt ikke gjort ham
mildere i Sindet; og der fortælles, at hans Fogeder
besværede Folket med Retssager, krævede tre
Gange saa store Bøder, som de havde Ret til,
o. l. Dette fremkaldte en alm. Folkerejsning
mod K., der brød ud, da han var paa Gæsteri
i Vendsyssel. K. maatte skyndsomt flygte over
Limfjorden, og Oprørerne erobrede den faste
Kongsgaard Aggersborg ved Limfjorden.
Oprøret bredte sig hurtig S. paa; K. maatte flygte
til Slesvig og derfra til Fyn. Oprørernes
Høvedsmand Piper indledede paa Skrømt
Forhandlinger med Kongen for at holde ham fast i
Odense; K. overrumpledes da af Oprørerne, men
slap dog fra Kongsgaarden over i Albanskirken.
Her opstod nu en drabelig Kamp mellem
Oprørerne og Kongens Mænd; K. blev saaret og
skriftede derefter knælende for Alteret; her
ramtes han yderligere af Spyd og Sten, der
kastedes ind gennem Vinduerne. Med K. faldt
hans Broder Benedikt og 17 Hirdmænd (10.
Juli 1086).
Præstestanden ærede selvfølgelig K.’s Minde
og fremstillede de paafølgende Uaar som
Herrens Straf over Folket; allerede 1095 toges hans
Ben op af Graven, og Kong Erik Ejegod
opnaaede, at Paven kanoniserede K. (1101). Hans
Helgendom vandt dog kun med en vis
Vanskelighed Anerkendelse i Løbet af 12. Aarh., og
endnu Valdemar-Tidens Historieskrivere klager
over den Kulde, hvormed adskillige betragtede
ham. K.’s Børn med Edel var Cæcilia og Ingerd
samt Karl den Danske. — Allerede i Slutn. af
11. Aarh. forfattedes et mindre Helgenlevned
om ham, og kort efter 1120 skrev den
engelskfødte Munk Ælnod en betydeligere Biografi af
ham. (Litt.: De nævnte Helgenlevneder er
udgivne af Gertz i Vitæ Sanctorum Danorum
[1908—12] og oversatte i H. Olrik, »Danske
Helgeners Levned«; A. D. Jørgensen, »Den
nordiske Kirkes Grundlæggelse«; Ræder,
»Danm. under Sv. Estr. og hans Sønner«; H.
Olrik, »Konge og Præstestand« I og »Hist.
Tidsskr.« 6. Rk. IV og 7. Rk. III; Finnur
Jónsson i Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rk.,
hist.-filos. Afd., VI; Gertz, »Knud d. helliges
Martyrhistorie« [Universitetsprogram 1907]; Curt
Weibull i »Hist. Tidsskr. f. Skåneland« VI;
Fabricius i »Hist. Tidsskr.« 8. Rk. VI).
J. O.
Knud Magnussøn, dansk Konge, d. 1157,
var Søn af Kong Nils’ Søn Magnus; efter Erik
Lam’s Tilbagetræden 1146 hyldedes han af
Jyderne, der med stor Trofasthed hang ved den
Gren af Kongeslægten, han tilhørte. Da
imidlertid Erik Emune’s Søn Sven samtidig havde
opnaaet Hylding i Sjælland og Skaane, maatte
Borgerkrigen udbryde mellem de to
Kongeætlinge. I Beg. var det K., som gik angrebsvis til
Værks, dog uden synderligt Held; 1147
standsedes Kampen foreløbig ved et fælles Korstog
mod Venderne, paa hvilket intet udrettedes.
Snart brød Kampen atter løs; det lykkedes den
unge Valdemar, Knud Lavard’s Søn, at
fordrive dem af K. indsatte Hertug i Slesvig, Knud,
Søn af Henrik Skatelaar, og 1150 drog Sven
selv til Jylland og slog K. fuldstændig ved
Viborg. K. flakkede nu rundt i Sverige, Polen og
Saksen; han fandt Understøttelse hos
Ærkebisp Hartvig af Hamburg-Bremen, hvem han
lovede Overhøjheden over den danske Kirke;
men da han med en væsentlig tysk Hær drog
ind i Jylland, blev han atter slagen i Nærheden
af Viborg (1151). K. formaaede nu de danske
Frisere til at slutte sig til ham; men heller ikke
dette nyttede ham noget, og han tog nu sin
Tilflugt til den tyske Konge Frederik I. Denne
bevægede Sven til at møde i Merseburg (1152);
men her maatte Sven love at tage Danmark til
Len af Frederik og selv give K. Sjælland som
Len. Efter Hjemkomsten nægtede Sven dog at
overholde Overenskomsten og nøjedes med at
give K. en Del spredte Forleninger. Sven’s gode
Hjælper Valdemar begyndte nu at svigte ham
og mærme sig til K., hvis Halvsøster Sofie han
trolovede. Da de nu i Fællesskab (1153) drog
til Kong Sverker i Sverige, Sven’s Fjende, hvis
Datter K. fæstede, indsaa Sven, hvad det gjaldt,
og stræbte dem efter Livet. De lod sig da
aabenlyst hylde paa Viborg Ting (1154), og
Sven maatte flygte ud af Landet. Ved Sven’s
Tilbagekomst 1157 og Rigets flg. Deling spillede
K. en lidet fremtrædende Rolle og maatte tage
den midterste Tredjedel af Riget, som de to
andre Konger vragede. Efter Forliget paa
Laaland indbød K. de andre Konger til Gilde i
Roskilde; da Sven her udførte sit svigefulde
Overfald, blev K. hugget ned af Sven’s Mand
Ditlev og døde i Absalon’s Arme (9. Aug. 1157).
K. var en ikke synderlig fremragende
Personlighed, men elsket af sine Mænd. Han havde
adskillige Frillebørn, bl. hvilke de betydeligste
var Nils, der senere vandt Helgennavn, samt
den bekendte Bisp Valdemar af Slesvig. (Litt.:
Ræder, »Danm. under Sv. Estr. og hans
Sønner«).
J. O.
Knud Valdemarsøn, dansk Konge, d.
1202, var Søn af Valdemar I og dennes Dronning
Sofia og fødtes 1163; allerede to Aar efter
sikredes Tronfølgen ham, idet Valdemar opnaaede,
at Hæren paa et Vendertog udraabte K. til
Konge. Efter at den arvelige Tronfølge saaledes
var sikret, stadfæstedes den yderligere ved K.’s
Kroning (den første danske Kongekroning), der
med stor Pragt fandt St. i Ringsted 25. Juni
1170, samtidig med Knud Lavard’s
Skrinlæggelse, i en stor Forsamling af Landets
Stormænd og Bisper. Allerede inden denne Tid var
der aftalt Ægteskab mellem K. og en Datter af
Sakserhertugen Henrik Løve; da denne Datter
imidlertid døde, trolovedes K. 1171 med hendes
ældre Søster Gertrud, som han ægtede 1177.
K., hvem Faderen havde overdraget Styrelsen
af Halland, var inden sin Tronbestigelse
Anfører paa et Par Vendertog tillige med Absalon;
ved Valdemar’s Død 12. Maj 1182 blev K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
