Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konkordat - Konkordia - Konkordiebog - Konkordieformelen - Konkrement
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adskillelse mellem Stat og Kirke. Efter
Wiener-Kongressen sluttede Neapel, Bayern og fl. tyske
Stater K., der var fordelagtige for Paven, og
efterhaanden fik Kurien K. med de fleste
europæiske og amerikanske Stater. Nu er K. kun
faa Steder i Kraft, idet Staterne ordner
Forholdet til Kirken ad den alm. Lovgivningsvej.
(Litt.: Fr. Nielsen, »Pavedømmet i det
19. Aarh.« [2. Udg. 1895—98]).
L. M.
Konkordia, et Forbund i Finland, som
uddeler Stipendier til unge Kvinder for
Uddannelse til en praktisk Levevej; grundlagdes 1885
paa Initiativ af Rosina Heikel og Fanny
Palmen. Stipendiefonden var 1912 c. 188000 finske
Mark.
Eva M.
Konkordiebog (lat, concórdia pia, ɔ: den
fromme Enighed), den hele Samling af
lutherske Bekendelsesskrifter, hvormed den lutherske
Kirkes symboldannende Periode afsluttedes.
Den udkom første Gang som et Jubilæumsskrift
paa Tysk i Anledning af 50 Aars Dagen for den
Augsburgske Konfession paa Foranledning af
Kurfyrst August af Sachsen, 25. Juni 1580; paa
Latin udkom den 1584. Den indeholder de 3
økumeniske Symboler, den uforandrede
Augsburg’ske Konfession, Apologien, Luther’s 2
Katekismer, de schmalkaldiske Artikler og
Konkordieformlen.
(J. P. B.). L. M.
Konkordieformelen (Fórmula Concórdiæ)
(»Enighedsformélen«) kaldes et
Bekendelsesskrift, som blev affattet 1577 af lutherske
Teologer og indført i de fleste lutherske Kirker.
Kort efter Luther’s Død (1546) var der nemlig
udbrudt heftige Stridigheder, som truede med
at sprænge Samfundet mellem de lutherske
Menigheder. Den ulykkelige schmalkaldiske
Krig med dens Følge, det dobbelte Interim,
havde slaaet en dyb Kløft mellem den alt for
eftergivende Melanchton og de strengt
lutherske Ivrere (Flavius o. fl.). Lærestridighederne
samlede sig dels om Viljens Forhold til
Naaden i Omvendelsen (hvor Melanchton havde
opstillet en synergistisk Teori ɔ: lært en
Samvirken mellem Viljen og Naaden og derved givet
Anledning til Stridigheder, hvori særlig
Teologerne Major og Strigel (»Philippister«, ɔ:
Disciple af Philip Melanchton) og paa den anden
Side Amsdorf og Flavius deltog, de sidste
drivende deres Lutherdom paa Spidsen i
paradokse Paastande) — dels om
Retfærdiggørelsen af Troen (hvor Andreas Osiander havde
opstillet en Lære, der nærmede sig noget til den
rom. Lære), dels endelig om den hellige
Nadver (hvor Melanchton havde nærmet sig den
calvinske Opfattelse). Det sidste Punkt blev
særlig brændende derved, at Philippisterne i
Kursachsen i det skjulte arbejdede hen paa at
faa den calvinske Nadverlære indført der, alt
imedens den intet anende Kurfyrste ansaa sine
Teologer for godt lutherske.
Tilstanden var altsaa foruroligende nok, og
den religiøse Uenighed medførte ogsaa politiske
Farer. Derfor havde ogsaa forsk. politiske
Forsamlinger (Kurfyrstedagen i Frankfurt 1558,
Fyrstedagen i Naumburg 1561) gjort Forsøg paa
at stifte Enighed, men forgæves. I Aaret 1568
begyndte da den württembergske Teolog Jakob
Andreæ sine Bestræbelser, som tilsidst skulde
krones med Held. Der kom dog først Fart i
Tingene, da Kryptocalvinismen i Kursachsen
blev afsløret og undertrykt (i Foraaret 1574).
Nu affattedes den »Schwabisk-sachsiske
Concordie« (1575) (en Bearbejdelse af 6
Prædikener af Jakob Andreæ om de lutherske
Stridigheder, 1573). Lidt senere (Jan. 1576) affattede
württembergske Teologer i Maulbronn en
Formel i lgn. Øjemed (Maulbronn-Formlen). Nu var
der givet et Grundlag, og Kurfyrst August tog
kraftig fat paa Enighedsværket. I Torgau
samledes adskillige kendte Teologer (foruden
Andreæ: Chemnitz, Chytræus, Selnecker o. fl.) og
udarbejdede den »Torgiske Bog« i 12 Artikler.
Der blev saa indhentet Censurer, og endelig
afsluttedes Arbejdet i Klostret Bergen (1577).
Saaledes opstod den bergiske Bog ell., som den
snart alm. kaldtes: K.
K. bestaar af 2 Dele: et kortere Udtog
(epitome), affattet med klar Prægnans af Andreæ,
og en længere Udvikling (solida declaratio), der
udførligere behandler Stridspunkterne. Disse
behandles i 12 Artikler. Alle Tilnærmelser til
Romerkirken og Calvinismen afvises med
Bestemthed, medens paa den anden Side de
paradokse Formler, som lutherske Ivrere i Stridens
Hede havde betjent sig af, ikke godkendes.
K. blev straks underskreven af 3 Kurfyrster,
20 Fyrster, 24 Grever, 4 Friherrer, 39
Rigsstæder og 8000 Præster og Teologer, og senere
kom der fl. til, saaledes Sverige (1593), Holsten
(1647) o. fl. Den skabte virkelig en fast
Maalestok for, hvad der skulde gælde for ortodoks
luthersk Lære, en Maalestok, hvorom de
allerfleste lutherske Samfund samlede sig, og
indledede saaledes den ortodokse Periode. Men
paa den anden Side blev enkelte af de Kirker,
der afviste den, uigenkaldelig drevne over i
Calvinismen (saaledes Pfalz, Anhalt,
Hessen-Kassel, Bremen), medens andre vel afviste den,
men dog fastholdt Lutherdommen (Danmark,
Nürnberg og senere
Braunschweig-Wolffenbüttel). Den blev ikke nogen Enighedsformel. Vel
var der draget visse Grænser, som de
kommende indre Lærekampe ikke kunde overskride,
men der var tillige skabt en skæbnesvanger
Tendens til at drage disse Grænser snævrere
og snævrere. Den endelige Dom over K. vil
altid afhænge af, hvorledes man stiller sig til
den rene Lære; jo mere Vægt man lægger paa
Læren, des mere Pris vil man sætte paa K.
Naar man derimod betoner Forskellen paa Tro
og Lære, vil man vel kunne vurdere dens hist.
Bet., men maa dog erklære den for alt for
dogmatisk og derfor uskikket til at være et
Bekendelsesskrift. (Litt.: Fr. H. R. Frank,
»Die Theologie der Concordienformel«, I—IV
[Erlangen 1858—65]; Tschackert, »Die
Entstehung der lutherischen und der reformierten
Kirchenlehre« [1910], S. 477 ff.).
(J. P. B.). L. M.
Konkrement (lat.). Som K. betegnes i
Lægevidenskaben faste ell. haarde Aflejringer, der i
Legemets bløde Væv og i forsk. Organer
udfældes som amorfe ell. krystallinske Dannelser,
der kan opnaa en betydelig Størrelse og være
af meget forsk. Former, snart regelmæssige
runde, flade ell. cylindriske, snart
uregelmæssige, grenede, takkede ell. koralformige.
Som Regel benyttes Betegnelsen K. ikke om
Forkalkningerne i Aarerne ell. om Afsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
