Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korsnæb - Korsorden - Korsprøve - Korsrive - Korssten - Korssøstre - Korstogene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hannen har en ganske velklingende Sang, som
den oftest lader høre fra Toppen af en Gran.
Uden for Yngletiden strejfer K. omkr. i
Naaleskove. Til at faa fat i Grankoglernes Frø
tjener deres ejendommelige Næbform, idet den
ene Næbspids bores inden for Dækskællet, den
anden holder det fast udvendig, hvorpaa det
vrides op, saa at Frøet bliver tilgængeligt.
Koglen faar derved et let kendeligt Ydre, skilles
ved første Øjekast fra en musegnavet ell.
spættehakket Kogle. I Nødsfald tager K. ogsaa
andet Frø og Larver. — Som Burfugl er den
skattet for dens underholdende tillidsfulde
Væsen, hvorimod Hannens røde Farve taber sig i
Fangenskab.
Hvidvinget K. (L. bifasciata Br.) er
noget mindre end K., som den ligner meget; men
saavel Han som Hun skelnes let ved de dobbelte
hvide Baand, som Vingedækfjerene danner. Den
bebor det nordlige Rusland og Asien, men
strejfer som dens Slægtninge jævnlig vidt om, ses
ret alm. i Norge, sjældnere i Danmark, hvor
den enkelte Gange er truffet i større Tal,
saaledes 1889, da der fandt en Indvandring Sted
over en stor Del af Europa.
O. H.
Korsorden, se Korsherrer og
Korssøstre.
Korsprøve, se Gudsdom.
Korsrive kaldes et Skovbrugsredskab, som
dannes af 2 paa hinanden vinkelrette Rækker
af lodrette Tænder, et lodret Skaft og et derpaa
vinkelret Haandtag. Tænderne paa de 4 Grene
af Korset sidder alle med forsk. Afstand fra
den fælles Akse, saaledes at Jorden, naar K.
stødes ned i den og drejes rundt, bliver findelt
paa hele den Flade, Redskabet spænder over;
K. bruges ved Saaning af smaat Frø paa Jord,
som forud er bearbejdet paa anden Maade, da
den er upraktisk der, hvor Rødder og Sten
yder kendelig Modstand, og da den kun kan
give en meget overfladisk Skørning af Jorden.
C. V. P.
Korssten, se Zeolitter.
Korssøstre, Medlemmer af forsk. kvindelige
Ordener, hvoraf her omtales nogle af de
vigtigste. 1) K. fra Menzingen (Kanton Zug),
stiftet 1844 af Kapucinerpateren Theodosius
Florentini, pavelig stadfæstet 1900. Hovedformaal
er Opdragelse og Undervisning. De har
Pigeskoler og kvindelige Seminarier foruden i
Schweiz i Italien, Böhmen, Baden og England.
Siden 1904 er de ogsaa begyndt paa ydre
Mission. De følger den franciskanske Tertiarorden,
ligesom 2) K. fra Ingenbohl (Kanton
Schwyz), der stiftedes 1852 af Theodosius
Florentini for Syge- og Fattighjælp og fik pavelig
Stadfæstelse 1894. 3) K. fra Strasbourg,
stiftet 1833 af tre Søstre v. Glaubitz til
Opdragelse af forældreløse Børn, leder nu Blinde-,
Døvstumme- og Idiotanstalter i Alsace og Syd-
og Vesttyskland. 4) De franske K. (Soeurs
de la Croix), stiftet 1625 for Undervisning særlig
af Landsbyungdommen, virker i de Forenede
Stater og Kanada. 5) Den hellige
Andreas’ K., stiftet 1804 til Opdragelse,
Undervisning og Sygepleje, pavelig stadfæstet 1867,
udbredte i Spanien og Italien. (Litt.:
Heimbucher, »Die Orden und Kongregationen«, 2.
Opl. II [Freiburg 1907]).
L. M.
Korstogene kaldes med et fælles Navn de
mægtige Sammenstød, der fra Slutn. af 11.
Aarh. til Udgangen af 13. fandt Sted mellem
Vesteuropas kristne Stater og Forasiens
muhammedanske Riger og formede sig dels som
en Rk. store, af ansete Lensfyrster ell. af
Statsoverhoveder ledede Krigstog (syv i Tallet), dels
som en Mængde mindre, milit. Ekspeditioner.
Hele denne vældige Bevægelse mod Øst, hvis
Maal var det hellige Lands Generhvervelse for
Kristenheden, falder altsaa inden for
Grænserne for Middelalderens Blomstringstid og er
det mest slaaende Udtryk for denne Tidsalders
Syn paa Menneskelivet og dets Idealer, idet
Munk og Ridder her gaar Haand i Haand i
Kampen mod de Vantro til Ære for Kirken, den
centrale Magt i det middelalderlige Samfund,
en Kamp, der i al sin brogede Mangfoldighed
giver os det fyldigste Billede af hine Dages
Stemninger og Tilstande, hvor de største
Modsætninger staar Side om Side, brændende
Trosiver og kold, beregnende Kløgt, redebon
Forsagelse af alt jordisk og graadig Byttelyst,
ridderligt Højsind og raa, tøjlesløs Vildskab, Trang
til et ensomt Liv i stille Beskuelse og romantisk
Higen efter Kamp og Eventyr i fjerne Lande.
Intet Under derfor, at Digtning og Sagn tidlig
bemægtigede sig K. og kastede et fantastisk
Skær over Personer og Begivenheder, saa at
den moderne kritiske Historieskrivning har haft
Møje ved at skille Legende og Virkelighed ud
fra hinanden; dette gælder særlig det første K.
(jfr. navnlig H. v. Sybel’s ndf. anførte Skrift),
i ringere Grad de flg. Deltagerne i Togene,
Korsfarerne, der fik dette Navn, fordi de
ved Aflæggelsen af Løftet om at ville drage med
fæstede et rødt Klædeskors paa deres højre
Skulder (vel nærmest en symbolsk Anvendelse
af Kristi Ord: »Hvo, som ikke tager sit Kors
og følger mig, kan ikke være min Discipel«),
kom hovedsagelig fra Frankrig, England,
Tyskland og Italien, medens Spaniere og
Portugisere, der havde nok at gøre med at bekæmpe
Maurerne, kun gav Møde i ringe Mængde, hvad
der til Dels ogsaa gjaldt om Danske, Norske og
Svenske, der en Tid lang var optagne af
Kampen mod deres hedenske Naboer; fra den
slavisk-magyariske Verden kunde der ingen Hjælp
paaregnes, den begyndte i alt Fald først at
komme med, da hele Bevægelsen var i sin
Nedgang. Fra de ovenn. Lande i Vest- og
Sydeuropa drog alt i den tidlige Middelalder
andægtige Pilegrimme til det hellige Land; deres
Antal tiltog stadigt, idet Tilstrømningen vel led
et kortvarigt Afbræk ved Arabernes Erobring
af Palæstina, men snart atter tog Fart, da
Kaliferne i Reglen ikke lagde den Hindringer
i Vejen, men snarere begunstigede den p. Gr. a.
de økonomiske Fordele, den medførte. Men
efterhaanden som Kalifatets Magt aftog og de
byzantinske Kejsere, der havde Patronatet over
de Kristne i Lilleasien, ikke magtede deres
Opgave, blev Pilgrimsrejserne til de hellige
Steder vanskelige, og det netop i en Tid, da
Helgen- og Relikviedyrkelsen ved den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
