Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korstogene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En ny Korshær paa c. 250000 Mand drog ogsaa
af Sted (1101), men den gik for største Delen
til Grunde i Lilleasien i Kampe med
Seldshukkerne. Den norske Konge Sigurd Jorsalafarer’s
K. havde ingen Bet., naar undtages, at
Nordmændene kom til at være med ved Indtagelsen
af Sidon (1110). Det ny Rige, hvis første Konger
var Gotfred af Bouillon og efter hans Død
(1100) hans højtbegavede og kraftfulde Broder
Balduin af Edessa, naaede vel Herredømmet
over Palæstina og det gl. Fønikerland, men
løst sammensat, som det var, af mange Len og
truet fra alle Sider af fanatiske Fjender, var
dets Eksistens dog stadig usikker, og ny K.
var derfor paatrængende nødvendige; men
først Efterretningen om Edessas Fald (1144)
bragte det andet K. (1147—49) i Stand. Det
var den tapre og kloge Atabek (Statholder) i
Mosul. Emadeddin Zenki, der havde
bemægtiget sig Staden, en Erobring, der vakte Jubel
bl. Muhammedanerne overalt i Østerland, men
bl. de Kristne Skræk og Sorg, der blev endnu
større, da Zenki’s Søn og Efterfølger
Nureddin, to Aar efter ødelagde Byen og solgte Indb.
som Slaver. Pave Eugen III gjorde derfor store
Anstrengelser for at bringe et K. i Stand, men
mest af alt virkede Bernard fra Clairvaux’s
mægtige Personlighed; bevæget af hans
indtrængende Forestillinger tog den tyske Konge
Konrad III og den fr. Konge Ludvig VII Korset.
I Foraaret 1147 satte de talrige Korshære
(Stridsmændenes Antal var 150000 Ryttere og
mindst fire Gange saa mange Fodfolk) sig i
Bevægelse og naaede over Konstantinopel, hvor
Underhandlingerne med Kejser Manuel
Komnenos ikke hindrede Grækernes troløse Rænkespil
fra at bringe Fordærvelse over
Vestlændingerne, til Lilleasien; her valgte Konrad III Vejen
gennem Frygien, men blev ledet vild af græske
Forrædere og led saa uhyre Tab i Kampen
mod Seldshukkerne, at han maatte tiltræde
Tilbagetoget til Konstantinopel, og ikke synderlig
bedre gik det hans Halvbroder Otto af
Freisingen med en anden Afdeling af den tyske Hær.
Ludvig VII, der var dragen gennem
Kystegnene, gik fra Sydkysten med en Del af Hæren
til Palæstina ad Søvejen, medens Resten senere
skulde følge efter, men den gik for største
Delen til Grunde ved Sygdom og Nød. I
Foraaret 1148 kom ogsaa Konrad III til det hellige
Land, og begge Konger drog nu mod Damaskus,
men Toget mislykkedes ved de syriske Kristnes
Forræderi (Juli 1148), hvorefter de to Fyrster
opgav videre Foretagender og vendte hjem til
Europa, hvor det uhyre Nederlag vakte den
bitreste Sorg, ikke mindst hos Bernard fra
Clairvaux. Sultan Nureddin gjorde sig nu til
Herre i Syrien til største Fare for Jerusalem,
og efter hans Død fik det kristne Rige en endnu
frygteligere Fjende i Saladin (Salaheddin), der
1171 styrtede det fatimidiske Kalifat i Kairo og
gjorde sig til Sultan i Ægypten. Denne ædle
Fyrste, der med Rette blev beundret baade af
Venner og Fjender, underlagde sig Syrien og
en Del af Palæstina med Kystbyerne, men
tilstod Kongen af Jerusalem en Vaabenstilstand,
hvorved den hellige Stad foreløbig blev reddet;
men da en kristen Ridder overfaldt en Karavane
i Omegnen af Hebron, brød Krigen ud igen, og
den kristne Hær led et afgørende Nederlag
ved Hittin i Nærheden af Tiberias ved
Gennesaret Sø (Juli 1187), hvoraf Følgen blev
Jerusalems Fald (3. Oktbr). Efterretningen om denne
forsmædelige Ulykke blev Anledningen til det
tredje K. (1187—92). Hoveddeltagerne var
den tysk-rom. Kejser Frederik I (Barbarossa)
og Kongerne af England og Frankrig, Richard
I (Løvehjerte) og Filip II August. Af disse tre
var Kejseren den eneste, hvis Personlighed
kunde give Haab om et godt Udfald, medens
Richard, hvis vilde Tapperhed gjorde ham til
Saracenernes Skræk, med sine gode
Egenskaber forbandt en saa pirrelig Selvfølelse og en
saa ubændig Voldsomhed, at han stødte alle
fra sig og umulig kunde virke sammen med
en kold. beregnende Politiker som Filip August.
Begge Konger valgte Søvejen til Palæstina,
medens Kejseren, der med stor Dygtighed havde
forberedt Toget, over Land førte sin vel
disciplinerede Hær til Konstantinopel, hvor han med
Magt maatte tvinge den gr. Kejser Isaak
Angelos til at føje sig efter hans Ønsker. I
Forsommeren 1190 drog Hæren da i god Orden
gennem Lilleasien, slog Sultanen af Ikonium i
to Slag og naaede i Juni Kilikien, det
sydøstligste Landskab; men da den gl. Kejser til Hest
vilde sætte over Floden Salef (Kalykadnos),
blev han reven bort af Strømmen og trukken
op som Lig (10. Juni). Hermed var K.’s Skæbne
afgjort; thi vel førte Barbarossa’s Søn, Hertug
Frederik af Schwaben, en Del af Hæren
gennem Syrien til Søstaden Akkon (Ptolemais) i
Palæstina, hvorhen ogsaa Filip August og
Richard ankom for at deltage i Belejringen,
men med denne Bys Indtagelse (Juli 1191) var
al Samvirken mellem Fyrsterne forbi. Filip
forlod, forbitret over Richard’s Hensynsløshed,
det hellige Land, det samme gjorde Leopold af
Østerrig, og Richard, der trods enkelte Sejre
over Tyrkerne (endogsaa over Saladin) ikke
kunde naa Jerusalem, maatte lade sig nøje med
en Vaabenstilstand, hvorved de Kristne i tre Aar
beholdt Kyststrækningerne og fik fri Adgang til
de hellige Steder (Septbr 1192), hvorpaa han
forlod Orienten. Hvis Jerusalem skulde befris,
maatte det ske paa et nyt K., som det langt om
længe lykkedes Innocens III at bringe i Stand.
Det fjerde K. (1202—04) lededes ligesom
det 1. af Lensfyrster, af hvilke Bonifacius af
Montferrat og Balduin af Flandern maa
fremhæves, og Hovedmassen af Deltagerne kom fra
Frankrig og Norditalien. Fra Venedig skulde
Toget gaa til det hellige Land; men da
Venetienerne gjorde Vanskeligheder m. H. t.
Omkostningerne, fik den 90-aarige, halvblinde,
men endnu kraftige Doge Enrico Dandolo
Korsfarerne til som Vederlag at yde ham Hjælp
ved Erobringen af Triest, Zara o. a. Byer i
Dalmatien og dernæst til mod Løfte om store
Pengesummer at drage med til Konstantinopel
for at hjælpe den landflygtige gr. Prins Alexios
med at genindsætte sin Fader, Kejser Isaak
Angelos, der var bleven afsat og blindet af sin
Broder Alexios, i Regeringen. Trods store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
