Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - kristelig Kunst - kristelig sociale Bevægelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tidligste Periode, hvor
Haandværksdueligheden laa dybt nede, og hvor man i øvrigt i
høj Grad benyttede den antikke Kunsts
Formsprog, hvis man da ikke, som i
Bygningskunsten, ofte tager sin Tilflugt til selve de antikke
Levninger, og den flg. byzantinske
Tidsalder, egl. den østlige Kristenheds Kunst efter
Konstantin den Store’s Tid, men snart ogsaa
for en Tid bredende sig over Vesten (mærk
dog Ejendommelighederne her, f. Eks. den
karolingiske Bygningskunst). M. H. t. den
oldkristelige Kunst, der paa
Bygningskunstens Omraade opviste de senromerske Former
Basilikaen og Centralbygningen (Baptisterier,
Gravkirker), paa Malerkunstens Udsmykningen
af Katakomberne (sjælden med bibelhistorisk
Emnekreds, mest med symbolsk: den gode
Hyrde m. v. — under Benyttelse af antik
Fremstillingsvis — ell. blot Billedskrift: Kristi
Monogram, Fisken etc.) og Mosaikmaleriet, men paa
Billedhuggerkunstens mest kun Reliefsmykning
af Sarkofager, Elfenbensskrin o. l. (idet
Skulpturen under Hensyn til den opdukkende
Billeddyrkelse, jfr den byzantinske Billedstrid fra
726—842, var mistænkelig — Tertullian kaldte
den for et skændigt Erhverv) — henvises til Art.
Bygningskunst, Malerkunst og
Billedhuggerkunst samt Italien, »Kunst«.
Da den oldkristelige Kunst næppe kan siges
at danne en egen kunstnerisk Stil, er Navnet i
øvrigt noget misvisende (se Jul. Lange,
»Menneskefiguren i Kunstens Historie« [1899],
S. 169 ff.).
A. Hk.
kristelig sociale Bevægelse benævnes den
mere ell. mindre programmæssigt udformede
Stræben, der i forsk. Lande udgaar fra
kirkelig Side med det Formaal at medvirke til en
Højnelse af Arbejderklassen saavel i
økonomisk som i etisk Henseende. Bevægelsen kan
egl. ikke opfattes som en Enhed, den rummer
Elementer fra autoritetstro kirkelig
Konservatisme til radikal Socialisme; hertil kommer
forsk. Anskuelser p. Gr. a. Konfessionsforskel.
Fælles for alle Grupper er den stærke
Fremhæven af, at det er nødvendigt, at de sociale
Spørgsmaal løses i Kristendommens
Broderskabsaand. I økonomisk Henseende forkaster
alle Bevægelsens Retninger det liberalistiske
Princip, der ved at give de personlige
Interesser frit Spil fremelsker Egoismen og
ødelægger Samfundet socialt og moralsk. Paa den
anden Side tager selv de Personer, der kalder sig
kristne Socialister, Afstand fra »den
materialistiske Socialisme«, idet de fremhæver
Nødvendigheden af, at der samtidig med en Forbedring
af de økonomiske Kaar skabes en ny
Samfundsmoral i Kristendommens Aand i de
enkelte Individer. Skønt den k. s. B.’s
Organisationer som Regel kun har haft forholdsvis faa
Medlemmer, har de i en Række Lande øvet
stærk Indflydelse paa den social-økonomiske
Lovgivning.
Den katolske Retning, der ved Leo XIII’s
Encyklika Rerum novarum af 15. Maj 1891 fik
Pavestolens Anerkendelse, kom frem i
Frankrig i 1840’erne. Bevægelsen har været ret
splittet. Nær den liberalistiske Skole stod Le
Play (Les ouvriers européens, 1855), der vilde
løse det sociale Spørgsmaal ved Samvirken
mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, men uden
Statsindgreb. Her over for staar de socialt
interesserede Katolikker, der ønsker Statshjælp;
denne Retning organiseredes efter 1870 af Grev
de Mun i Œuvre des cercles catholiques. Disse
Arbejderforeninger fik mere Tilslutning fra
mindre, selvstændige Erhvervsdrivende end fra
Arbejderne. En tredie Retning var den
Sillonske Bevægelse, der begyndte 1894 (organiseret
af Marc Sangnier). Denne temmelig
yderliggaaende Retning fik efterhaanden de højere
Gejstlige imod sig og er 1910 formelt opløst
efter Pavens Befaling. I Belgien var
Bevægelsen opr. konservativ, liberalistisk (Føreren
var Perin, 1815—1905). Men efter
Arbejderurolighederne 1886 stiftedes paa Biskop Detrouloux’s
Initiativ en radikal-demokratisk Retning, der
ønsker Statens Intervention. De to Retninger
har til Tider bekæmpet hinanden meget heftigt.
I Holland rummede Organisationerne opr.
baade Arbejdere og Arbejdsgivere, i de senere
Aar kun Arbejdere, som man ønsker at
organisere i særlige kat. Fagforeninger. I
Tyskland begyndte den senere Biskop von Ketteler
(1811—77) sin Propaganda 1848. I »Die
Arbeiterfrage und das Christenthum«, 1864, tager han
Ordet for Oprettelsen af
Produktionsforeninger, der dog ikke maa støttes af Staten. Senere
blev Bevægelsens Krav stærkere: højere Løn,
Forbud mod Fabriksarbejde for Børn og gifte
Kvinder, Maksimalarbejdsdag (10 Timer), —
altsaa efterhaanden meget stærke Statsindgreb.
Organisationen i »Arbeitervereinen« er ret
forskelligartet. Nogle Foreninger omfatter kun
Arbejdere, andre tillige mindre, selvstændige
Erhvervsdrivende; nogle tillader Tilslutning til
Fagforeninger (dog ikke socialistiske), andre
fordømmer enhver Fagforeningsbevægelse.
Disse sidste opretter til Gengæld inden for
»Arbeiterverein« særlige Fagafdelinger, der dog
altid er forblevet svage og faatallige. I
Østerrig kæmpede Friherre von Vogelsang
(1818—90) fra 1875 for Udbredelse af social
Forstaaelse; Bevægelsen fik p. Gr. a. sin skarpe
Modstand over for den moderne industrielle
Udvikling ikke større Udbredelse. En egl. k. s. B.
kom først frem i 1880’erne, under Førerskab
bl. a. af Wiens Overborgemester Dr. Lueger,
Ebenhoch og Prins Alois Liechtenstein. Navnlig
paa det kommunalpolitiske Omraade har
Partiet haft afgørende Bet.; ved de politiske Valg
før Krigens Udbrud 1914 talte det over 1/4 af
samtlige Stemmer.
Et politisk organiseret protestantisk
socialt Parti findes egl. kun i Tyskland.
Bevægelsens Forløbere er J. H. Wichern
(1808—81), der særlig viede indre Missions Filantropi
sin Interesse, og Victor Aimé Huber, der
anbefalede kooperative Organisationer. Den egl.
Stifter er Rudolf Todt (1838—87), der 1877
udgav »Der radikale deutsche Sozialismus und
die christliche Gesellschaft«, hvis sociale Krav
ikke var langt fjernede fra Socialismens. En
varig Organisation (»Christlich soziale
Arbeiterpartie«) grundlagdes dog først 1878 af Hofpræst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
