Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Test. Der er fornemmelig ved Johannes og
Paulus givet en videre Udvikling i teologisk
Retning af disse Tanker, men derved
forandres ingenlunde deres Karakter; den
udpræges kun endnu mere. Hos Johannes er det
fornemmelig Jesu Persons religiøse
Ejendommelighed, som er udviklet (se
Johannesevangeliet). For Paulus, der som Jøde har
følt Lovens Fordring som et Aag, hvorfra han
ikke selv kunde frigøre sig, bliver Livet
bestemt ved den skarpe Modsætning mellem
Synd og Naade. Udover denne føler han sig
hævet ved en Indgriben af den hos Gud levende
Kristus, der ved sin Korsfæstelse og
Opstandelse har overvundet Syndens Magt. Fra Riget,
som Jesus har forkyndt, ser Paulus hen til
Jesus selv som Forløseren, der, idet han
ophæver Lovreligionen, gør K. til den fuldkomne
Verdensreligion. At han herved har givet
Evangeliets opr. Indhold en videre Udvikling, kan
næppe bestrides. Men unægtelig er det en
fuldkommen Forrykkelse af de virkelige Forhold,
naar man med adskillige nyere Forskere (Baur,
v. Hartmann) vil give det Udseende af, at det
er Paulus, som først har givet K. dens
verdenshistoriske Bet., hvorimod den Lære, som
skyldes Jesus, kun skulde have en ringere
Værdi. Herimod taler ikke alene Paulus’ egen
Bekendelse paa det allerstærkeste, idet han
stadig vidner om, at han ikke fra sig selv, men
alene fra Jesus har faaet det, som fylder ham
og bærer ham oppe. Men de væsentlige indre
Træk i Evangeliet er paa ingen Maade blevet
krænkede: »den ubetingede Tillid til Gud som
Jesu Kristi Fader, Tilliden til Herren,
Syndernes Forladelse, Visheden om et evigt Liv,
Renheden, Broderligheden« (Harnack). Det er
særlig den nøje Sammenhæng mellem Jesu
Forkyndelse af Syndsforladelsen og Pauli Lære om
Retfærdiggørelse af Troen, som falder i
Øjnene.
Det er nu disse samme Tanker, som
genfindes overalt, hvor K. findes. Men unægtelig
kommer der siden en ejendommelig Udvikling
til. At denne i første Række skulde skyldes
Modsætningen mellem Jødekristendom og
Hedningekristendom, saaledes som det fra
Tübingerskolens Side er blevet hævdet og lagt til
Grund for en hist. Konstruktion, er en
Antagelse, som nu i det hele maa betragtes som
opgiven. Denne Modsætning har vel været til
Stede en Tid, men den har ingenlunde spillet
den store Rolle, som man senere har tildelt
den. Men Udviklingen maa tænkes at være
foregaaet paa den Maade, at den opr.,
praktiske Kristendomsopfattelse er bleven optagen
af Tidens hedenske Dannelse, saaledes at den
har faaet sin teoretiske Udprægning gennem
dennes Begrebsformer. Kun i det første Aarh.
forholdt Kirken sig absolut afvisende over for
Verden; man ventede da Herrens snarlige
Genkomst og Verdens Ende, og under saadanne
Forhold var der ingen Anledning til nærmere
at indlade sig med den. Men efterhaanden som
Kirken vandt Fodfæste og kom i Forhold til
Tidens filosofiske Dannelse, maatte den føle sig
nødsaget til at tale til den i det Sprog, som
den forstod; det var først for at forsvare sig,
at den betjente sig af Filosoffernes Sprog, men
den videre Udformning af Læren kunde da
ikke udeblive. Og ganske vist er det
tilsyneladende kun Udtrykket, som man laaner hos den
hedenske Tænkning, men Udtrykket er mere
end en blot Form; det kan ikke helt skilles fra
Indholdet; med Udtrykket er der tillige givet
en vis Bestemthed af Tankerne. Det kan da
heller ikke skjules, at den etisk-praktiske
Karakter, som er ejendommelig for den første K.,
nu træder tilbage for en mere metafysisk
Bestemthed af hele Trosindholdet. Man har i saa
Henseende træffende henvist til den store
Forskel, som er mellem Bjergprædikenen og den
nikænske Trosbekendelse som Udtryk for K.,
baade efter Form og Indhold (Hatsch). Det er
Grækeraandens Indvirkning paa K., som her
ses. Teologien kommer helt igennem til at
bære Præget heraf. Gud bliver bestemt som
den absolutte Substans, der staar som det
uendelige over for Mennesket som det endelige;
hvorledes de to forsk. Naturer kan forenes i
Kristi Person, bliver det store Problem. Og
det religiøse Forhold fra Menneskets Side
bliver dels fremstillet som et intellektualistisk
Anliggende, dels som en mystisk Delagtiggørelse
i det guddommeliges Væsen, der sker gennem
mysteriøse, sakramentale Handlinger. Det er i
denne Tid, at de første store Dogmer
faststilles, og det er paa samme Tid, at saadanne
Fænomener som Maria-Tilbedelse og
Relikviedyrkelse samt Munkevæsenet optræder; det er
hedensk Indvirkning, som her gør sig
gældende.
Paa anden Maade bliver K. gjort gældende i
den lat. Kirke. Det er fornemmelig Augustin’s
Opfattelse, som her er banebrydende. Med
Fastholdelse af de teologiske Formler fra den
gr. Kirke fremhæver han den etiske Kerne i
Religionen; Syndens og Naadens Realiteter
bliver stillede i Forgrunden og paa
ejendommelig Maade belyste. Men ogsaa i den
Formulering, som bliver dem til Del, er det mere en
metafysisk end en virkelig etisk
Betragtningsmaade, som er raadende. Det er næsten som
Naturbestemmelser, at Synden i
Menneskeslægten og Naaden fra Guds Side (Arvesynd og
Forudbestemmelse) optræder. Og i den
udvortes Kirke, som er det fuldkomne Udtryk for
Guds Rige, træder Guds Vilje frem paa en
saadan Maade, at Troen i første Forstand bliver
opfattet som Lydighed over for dens Autoritet.
Det er den videre Udvikling af disse Tanker,
som betinger den egl. kat. K. Men her
medvirker ogsaa et andet Moment. Idet K. bringes
til de gotisk-germanske Folk i Beg. af
Middelalderen, da er det ikke blot som en ny
Religion, men tillige som en Kulturmagt, at den
kommer. Som en aandelig Formynder, der i
enhver Henseende skal opdrage dem, vil den da
tage sig af disse raa og barnlige Folkeslag. Det
vil under saadanne Forhold forstaas, at den
hierarkiske Tendens vil gøre sig stærkt
gældende, og at der vil fremkomme en saadan
besynderlig Blanding af Verdslighed og
Religiøsitet, af Verdensherredømme og Verdensflugt, som
netop er ejendommelig for Pavekirken. Alt
bliver udvortes og magisk, Overtroen breder sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
