Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristenforfølgelse - Kristenheden - Kristenret - Kristensen, Evald Tang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deltog i den Kultus, alle hæderlige Borgere
deltog i; han var Majestætsforbryder, fordi han
ikke vilde ofre til Kejseren; han drev unaturlig
Utugt og aad Menneskekød i Forsamlingerne
— en Kristen var fredløs i Romerriget. Og
midt i en Verden af Hævn, Blodtørst og
Grumhed stod den kristne Menighed og vidnede om
Kærligheden og Freden og Taalsomheden.
Før Kejser Decius’ Tid har Statens
Lovgivning ikke beskæftiget sig med de Kristne.
Forfølgelserne før den Tid var spredte og hvilede
enten paa kejserlige Reskripter (ikke Edikter),
som ikke bandt Efterfølgere, ell. paa, at lokale
Øvrighedspersoner gjorde sig til Redskaber for
Folkehadet. Den første K. var den under Nero
(64), ogsaa under Domitian var der kristne
Martyrer. Under Trajan (98—117) var der fl.
Kristenprocesser, og i et Brev til Statholderen
i Bithynien, Plinius den Y., skriver han (c. Aar
100), at de Kristne ikke skal opsøges, men naar
man faar dem under Behandling, skal de
straffes. Dette trajanske Reskript blev Rettesnoren
for Behandlingen af de Kristne i 150 Aar, og
om den Tid gælder Origenes’ Udtalelse fra 244:
»De, der i Tidens Løb er døde for Kristus, kan
let tælles«, men Historien melder dog om ikke
faa og ret betydelige K. ogsaa i dette Tidsrum.
Voldsom var Forfølgelsen i Gallien (Lyon)
under Marc Aurel (177) og i Afrika under
Septimius Severus (197—212) samt under Maximinus
Thraker (235—38), men hos mange af de
orientalske Kejsere, især hos deres kvindelige
Slægtninge, var der Sympati for Kristendommen.
Da Decius blev Kejser (249—51), vilde han
genoplive den gl. Romeraand, derfor maatte han
den kristne Menighed til Livs, og hermed
begynder den første alm. K., idet han 250
udstedte et Edikt om, at de Kristne inden for en
vis Tid skulde fornægte Kristus og ofre til
Roms Guder; de, der ikke gjorde det, skulde
fængsles og ved Pinsler tvinges til Frafald;
Bisperne skilte man ved Livet. Forfølgelserne
fortsattes under Gallus (251—54) og Valerianus
(254—60), der 257 forbød de Kristnes
Forsamlinger og forviste Bisperne og Præsterne og 258
befalede, at Bisper og Præster samt kristne
Standspersoner straks skulde henrettes. Kejser
Gallienus (260—68) erklærede straks ved sin
Tronbestigelse Kristendommen for en tilladt
Religion, og nu havde de Kristne Fred Aarh. ud,
og Kristendommen bredte sig og blev en Magt
i Officers- og Hofkredse. Kejser Diocletian’s
(284—305) Hustru og Datter samt
Overkammerherre var Kristne, men under ham udbryder
den voldsomste K., idet han, tilskyndet af sin
Medregent, Galerius, 303 udstedte et Edikt,
hvorefter alle Soldater, ogsaa de kristne,
skulde ofre; kort efter udstedte han et nyt, som
bød at jævne alle Kirker med Jorden, at
brænde de Kristnes hellige Skrifter, at fratage alle
Kristne Borgerrettighederne og Friheden; alle
kristne Slaver mistede for stedse Haabet om
at faa Frihed. Hertil kom et Edikt om, at alle
Menighedsforstandere skulde fængsles, og 304
et andet om, at alle Kristne skulde tvinges til
at ofre. Herved udbrød en K. i hele
Romerriget, som man hverken har kendt før eller
siden. 28. Oktbr 312 sejrede Konstantin den
Store under Korstegnet over Maxentius og det
gl-rom. Parti, og 313 udstedte han sammen
med sin Svoger, Licinius fra Milano et Edikt,
hvorved Kristendommen blev gjort til en tilladt
Religion i Romerriget. Hermed ophører K.
(Litt.: Th. Mommsen, »Der
Religionsfrevel nach römischem Recht« [»Gesammelte
Schriften«, III; 1907]; A. Linsenmayer,
»Die Bekämpfung des Christenthums durch den
römischen Staat« [1905]; A. Pieper,
»Christenthum, römisches Kaiserthum u. heidnischer
Staat« [1907]).
L. M.
Kristenheden, hele den Verden, der
bekender sig til den kristne Tro.
Kristenret, se Kirkeret, S. 946. Smlg.
Kristinréttr.
Kristensen, Evald Tang, dansk
Folkemindesamler, f. 24. Jan. 1843 i Nørre Bjert. K.
voksede op i Hedeegnen ved Viborg som
Skolelærersøn og Stifbarn. Uden at han i sin
Barndom var kommen i nær Berøring med
Folkeoverleveringerne, fik han i sin Seminarietid
Kærligheden til dem vakt ved Abrahamson’s
Visesamling og Svend Grundtvig’s »Gamle Minder«.
Da han var bleven Lærer i Herning-Egnen (i
Gjellerup i Hammerum Herred, jfr hans Bog
Gjellerup Sogns Degnehistorie [1917]), opdagede
han, at der i denne gamle Bindestueegn havde
holdt sig en Mængde af mundtlige
Overleveringer, især i Smaafolks Hjem. I sin Fritid
opsøgte han de Gamle i deres afsides Hytter, for
at nedskrive deres Viser, og samtidig (1868)
begyndte han at udgive »Jydske Folkeviser og
Toner«. Bogen vakte Opsigt; thi man havde,
trods den sidste Menneskealders flittige
Indsamling, ikke Anelse om, at der paa et enkelt
lille Omraade kunde findes en saadan Rigdom
af middelalderlig Digtning. Herved blev han
sig en Livsopgave bevidst, som han siden har
fulgt med dyb Begejstring og med en
Ihærdighed, der trodsede baade smaa Kaar og de
Samtidiges Uvilje ell. Mangel paa Forstaaelse; han
vilde redde de svundne Slægters aandelige
Indhold fra Glemsel, inden det uddøde med dem,
der nu gik paa Gravens Rand. Hans
Samlervandringer udstraktes til lange Rejser til Fods
først gennem det vidtstrakte Hammerum
Herred, senere over hele Jylland. Hans første
Visesamling blev sluttet 1870 som »Jydske
Folkeminder«, I. Samling og blev efterhaanden fulgt
af en lang Række lgn. Bd.: Viser, Sagn,
Eventyr. 1883, efter Svend Grundtvig’s Død, stiftede
han »Dansk Samfund til Indsamling af
Folkeminder« (indtil 1889) og udgav i dets
Tidsskrift »Skattegraveren« et stort Udvalg af de
mange Medarbejderes Bidrag. Fra 1888 kunde
han med en aarlig Forfatterunderstøttelse
trække sig ud af Lærergerningen og helt leve for
Folkemindernes Indsamling og Offentliggørelse.
Foruden den store Række af »Jydske
Folkeminder« (13. Samling 1897) har han udgivet et
omfattende Værk: »Danske Sagn« (7 Bd,
1892—1901) efter egne og Svend Grundtvig’s
Samlinger; endvidere »Gamle Folks Fortællinger om
det jydske Almueliv« (1891—94), samt Tillægsbd.
I-II (1900—02), »Danske Ordsprog og Mundheld«
(1890), »Børnerim og Remser« (1896—98),
»Danske Skæmtesagn« I (1900), »Danske Folkegaader«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
