Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kukuljević-Sakcinski, Ivan - Kuku-Nor - Kukurbeta - Kul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haandskrifter — han ejede ved sin Død et interessant
Bibliotek — rejste i arkæol. Øjemed til Italien og
de illyriske Kystlande og udgav dernæst hist.
Kildeskrifter, Jura regni Croatiæ. Dalmatiæ et
Slavoniæ (1860), Monumenta historica Slavorum
meridionalium (1863). K. var i det hele taget
Kroatiens mest frugtbare Aandsarbejder i 19.
Aarh., han svigtede aldrig sine alslaviske
Forhaabninger og modarbejdede af al Formue den
Provinspatriotisme, som efter 1867 (den
østerr.-ung. Udligning) stærkere og stærkere vilde
skille mellem Kroater og Serber.
(A. M. B.). K. S.
Kuku-Nor (»den blaa Sø«, kin.
Tsing-hai), 1) Saltsø i det nordøstlige Thibet nær
ved Grænsen af den kin. Prov. Kansu, ligger
3260 m o. H. paa en steppeagtig Slette mellem
de sneklædte Bjergkæder Nanshan og
Syd-Kuku-Nor-Bjergene. Søen er 100 km lang, 64
km bred, har 5 Øer og en overordentlig stor
Fiskeririgdom, der dog ikke udbyttes. Det
vigtigste Tilløb er Buchain-Gol, der ved sit
Udløb er 30 m bred, men ikke dybere, end at
man kan vade over den. Fra Novbr til Marts
er K. tilfrossen.
2) Den nordøstligste Prov. i Thibet,
begrænses af Hsinchiang, de thibetanske Landskaber
Khatsi og Kham, samt de kin. Prov. Szetshwan
og Kansu. Landet bestaar af Højsletter med en
mere ell. mindre rig Steppevegetation,
adskilte ved fl. til Kwenlyn hørende Bjergkæder,
af hvilke fl. er sneklædte. Kun faa St. findes
Skove af Birk og Gran. Arealet er 712000 km2
med 150000 Indb., mest Mongoler og Tanguter,
der lever som Nomader. I Provinsens østlige
Del findes dog ogsaa kin. Kolonister.
Regeringen har sit Sæde i Sining, der ligger i Prov.
Kansu, nær ved Grænsen af K.
M. V.
Kukurbeta, se Bihar-Bjergene.
Kul er det Produkt, der opstaar ved
Ophedning af organiske Stoffer uden Luftens Adgang
ell. ved ufuldstændig Forbrænding af saadanne
Stoffer. Som Udgangspunkt for Fremstillingen
af K. kan anvendes saavel Plantestoffer som
dyrisk Affald. Alle disse Stoffer indeholder
Kulstof, Brint og Ilt, mange af dem tillige
Kvælstof. Ved Ophedning uden Luftens Adgang
sønderdeles de under Dannelse af flygtige
Forbindelser; derved undviger den største Del af
Brinten og Ilten — eventuelt ogsaa en Del af
Kvælstoffet — i Form af Kulstofforbindelser,
og der bliver en Rest tilbage, som overvejende
bestaar af Kulstof, men ogsaa indeholder mere
ell. mindre Brint, Ilt og eventuelt Kvælstof, alt
efter den Temp., der har været anvendt ved
Ophedningen. Det tilbageblevne Produkt kaldes
»K.« og karakteriseres oftest nærmere ved
Tilføjelse af Navnet paa det Materiale, der har
dannet Udgangspunktet for dets Fremstilling, f.
Eks. Trækul, Benkul, Blodkul, Tørvekul o. s. v.
Ofte bevarer disse K. den Struktur, som det
anvendte Materiale har haft, saaledes som det
iagttages paa Trækul.
I Naturen undergaar Plantestofferne paa lgn.
Maade en langsom Sønderdeling, hvorved der
efterlades kulstofrigere Produkter, saaledes som
det iagttages ved Dannelsen af Tørv, Brunkul,
Stenkul og Anthracit; derved dannes saakaldte
fossile K., men Processen skrider ikke saa
vidt frem som ved den direkte Ophedning af
Plantestofferne, og derfor vil de nævnte,
naturlig forekommende K. ved Ophedning endnu
kunne give flygtige brintholdige Forbindelser
(Kulbrinter o. a.), saaledes som det sker ved
Fabrikation af Belysningsgas. Det kulstofrige
Produkt, der herved efterlades, kaldes Koks.
De flygtige Produkter, der dannes ved
Forkulningsprocessen, og som hovedsagelig bestaar
af Kulbrinter, kan ved stærkere Ophedning
yderligere spaltes under Udskillelse af K.; dette
sker f. Eks. paa de stærkest ophedede Steder
i Gasretorterne, hvor der foregaar en delvis
Spaltning af Gassen under Udskillelse af
saakaldte Gaskul (Retortkul). — Ogsaa
Dannelsen af Sod (Kønrøg o. l.), som finder
Sted ved ufuldstændig Forbrænding af de
Luftarter, der danner Flammen, skyldes et lgn.
Forhold.
De K., der opstaar ved ufuldstændig
Forbrænding af faste organiske Stoffer, kan have et
højst forsk. Udseende; saafremt det Stof, der
forkulles, smelter under ell. ved
Forkulningstemperaturen, f. Eks. Sukker, Lim o. s. v., da
opstaar der blærede og glinsende K.
(Glanskul), som let lader sig pulverisere; hvis
derimod det Stof, der forkulles, ikke smelter, da
bevarer K. ofte det opr. Stofs Struktur. De
reneste K. er de ovenn. Gaskul (Retortkul) samt
Sukkerkul; disse indeholder væsentligt Kulstof
samt noget Brint og Ilt. Derimod vil de K.,
som dannes af kvælstofholdigt Materiale, f. Eks.
af dyriske Stoffer (Ben, Blod, Kød o. s. v.),
være kvælstofholdige. Alm. Plantedele
og dyrisk Affald vil give K., som ved
Forbrænding efterlader mere ell. mindre Aske. Særlig
rige, baade paa Askebestanddele
(Kalciumfosfat) og Kvælstof, er Benkul.
Trækul faas ved ufuldstændig
Forbrænding af Træ ell. ved Ophedning af dette uden
Luftens Adgang; den ældste Metode til
Indvinding af Trækul er den fra Oldtiden stammende
Forkulning af Træ i Miler (Kulmiler); ved
denne Fremgangsmaade opstables Træet i
halvkugleformede ell. kegleformede Hobe (Miler)
omkr. 3 Pæle, som oprejses i Midten af disse,
Milen dækkes med Græstørv og Jord. Under
dette Dække leder man Forbrændingen
saaledes, at der under omhyggelig reguleret
Luft-tilstrømning ikke forbrænder mere Træ, end
der netop er nødvendigt til at ophede den
samlede Masse Træ til Forkulningstemperaturen.
Væsentligst skal kun de Luftarter og Dampe,
der strømmer ud fra det ophedede Træ,
forbrænde. Naar Forkulningen er tilendebragt,
hvilket kendes paa den udsendte Røgs Farve,
lader man Milen afkøles og tager den derpaa
fra hinanden. — I Sydtyskland, Rusland og
Sverige forkullede man Træ i Bunker ell.
liggende Værker; Forkulningen foregik her fra
den ene Ende af den langagtige Bunke til den
anden, og de forkullede Stykker toges straks
ud. Paa lgn. Maade som i Miler foregaar
Forkulningen i runde ell. kantede murede
Mileovne; her opnaar man en lettere og
fuldstændigere Indvinding af Biprodukterne (Tjære og
Træsyre, som i de alm. Miler oftest gaar tabt),
men et ringere Udbytte og daarligere K. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
