Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kulsyre - Kulsyreassimilation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bariumkarbonat. I stor Mængde absorberes K.
af en Opløsning af Kaliumhydroxyd ell.
Natriumhydroxyd; i disse Opløsninger frembringer
den dog intet Bundfald, da de dannede
Forbindelser, Kalium- og Natriumkarbonat, er
letopløselige i Vand. Derimod finder denne Reaktion
Anvendelse, hvor det gælder om at bestemme
Mængden af K. ell. om at befri en Luftblanding
for den Kuldioxyd, som den indeholder.
Bl. de naturlig forekommende Karbonater er
Kalciumkarbonat, CaCO3, det vigtigste
(se Aragonit, Kalkspat, Marmor og
Kalksten). Det findes i Naturen som
Kalkspat (Dobbeltspat), Aragonit, Marmor, Kridt og
Kalksten. Det danner den væsentligste
uorganiske Bestanddel af Musling- og Østersskaller,
Koraller, Perler m. fl. og findes i Planternes
Aske. Rent Kalciumkarbonat fremstilles ved
Fældning af en Klorkalciumopløsning med
Ammoniumkarbonat (kulsur Ammoniak) under
Tilsætning af Ammoniakvand; det danner et hvidt
krystallinsk Pulver af Vf. 2,72 (ligesom
Kalkspat), medens Aragonit har Vf. 2,95; den
sidstnævnte danner sig, naar Kalciumkarbonat
udskilles ved Kogning af
Kalciumbikarbonatopløsninger. Kalciumkarbonat er saa godt som
uopløseligt i Vand, men opløses i kulsyreholdigt
Vand; 1 l Vand, som ved alm. Tryk er mættet
med Kuldioxyd, opløser 0,88 g Kalciumkarbonat;
under forhøjet Tryk optager 1 l Kulsyrevand
indtil 3 g Kalciumkarbonat; de derved dannede
Opløsninger indeholder
Kalciumbikarbonat, et Salt, som findes opløst næsten i alt
Kildevand (se Vand).
Van Helmont var den første, der viste, at K.
var forsk. fra alm. Luft; Black viste, at den
kunde absorberes (fikseres) af Alkalier, og kaldte
den »fiks Luft«. Bergmann beskrev den udførlig
1774 som »Luftsyre«, men først Lavoisier
erkendte til fulde dens virkelige kem. Natur.
(O. C.). M. M-r.
Kulsyreassimilation. Under Ernæring,
Planternes, er omtalt, hvorledes det i Slutn. af
18. Aarh. lykkedes en Række Forskere,
navnlig Priestley, Ingenhouss, Senebier og Saussure
at vise, at grønne Plantedele, navnlig Blade, i
Lys formaar at optage Luftens Kulsyre og
omdanne den til organisk Stof; samtidig
forbruges der Vand og udvikles Ilt. Denne Proces
kaldes K.; dens Forløb kan udtrykkes ved
Ligningen 6CO2+6H2O=C6H12O6+6O2; det
ororganiske Stof, der dannes under K., er nemlig
Sukker (der hyppigst omdannes videre til
Stivelse). Processen foregaar under Forbrug af
Energi, der leveres fra Lyset. Plantens
Tørstofindhold forøges under K.
Optagelsen af Kulsyre foregaar hos
Vandplanter gennem hele Overfladen og lettes ved,
at de Blade, der befinder sig under Vand,
hyppig er findelte, og at Kulsyrespændingen i
Vand ofte er relativ høj. I atmosfærisk Luft
er Kulsyrespændingen meget lav, nemlig 0,03
%: for at lette Kulsyreoptagelsen findes der i
Overhuden paa Bladene af Landplanter
særlige Aabninger, de saakaldte Spalteaabninger.
En Paavisning ell. Maaling af K. kan ske paa
flg. Maade: 1. Blæretælling: Hvis et Skud af en
Vandplante, f. Eks. Vandpest (Elodea),
anbringes i et Glas med kulsyreholdigt Vand, vil
man, naar man udsætter det hele for Lys,
kunne iagttage, at der udskilles Blærer, navnlig fra
Saarfladerne. Den udviklede Luft kan
opsamles i en omvendt Tragt, der er fyldt med Vand,
og er i Stand til at bringe en glødende
Træspaan i Brand; den bestaar nemlig
hovedsagelig af Ilt, der dannes under K.;
Blæreudviklingen hører da ogsaa øjeblikkelig op i Mørke. 2.
Sachs’ Jodprøve: Den under K. dannede
Stivelse kan paavises ved at udtrække
Bladgrøntet med Alkohol og lægge det affarvede Blad
i en Jod-jodkaliumopløsning. Hvis Bladet
indeholder Stivelse, vil det farves blaat ell. sort.
3. En Maaling af K.’s Intensitet udføres bedst
paa den Maade, at man suger en Strøm af
atmosfærisk Luft hen over et Blad og absorberer
og maaler den Mængde Kulsyre, som Bladet
ikke har optaget. Naar man da tillige
bestemmer Luftens Kulsyreindhold, kan maa beregne
Styrken af K.
K.’s Intensitet er højst forsk. Særlig stærk er
K. hos hurtigtvoksende Planter, f. Eks.
Solsikke, Græskar og Sennep. Hos den sidstnævnte
Plante kan der under gode Lysforhold
assimileres 5—6 mg CO2 pr 100 cm2 Bladflade
(Over + Underside) pr Time. Meget svag er
K. ofte hos Skyggeplanter.
K.’s Forløb. Som Resultat af K. dannes
der Sukker, der i mange, men ikke alle Blade,
omdannes til Stivelse. Stivelsedannelsen i
Bladet vil derfor være afhængig af de samme
Faktorer som K., først og fremmest af Lys,
Bladgrønt og Kulsyre. Hvis man dækker et grønt
Blad med en uigennemsigtig Skærm, hvori der
er udskaaret en Figur, vil den Stivelse, der i
det Øjeblik, da Skærmen sættes paa, muligvis
findes i Bladet, vandre ud af Bladet i Løbet af
den flg. Nat, og den flg. Dag vil der kun
dannes Stivelse i de belyste Dele af Bladet. Hvis
man derfor hen paa Eftermiddagen anstiller
den ovf. omtalte Jodprøve med et saadant Blad,
vil den udskaarne Figur komme frem. Hvordan
i øvrigt Omdannelsen af Kulsyre og Vand til
Sukker foregaar, ved man ikke meget om, iflg.
en ældre Hypotese skal Formaldehyd være et
Mellemled. Det har dog ikke været muligt at
bevise denne Hypotese.
 |
| Fig. 1. Iltudskilning fra grønne Plantedele i Vand. |
 |
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
