Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kultus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sættes Grød for Nissen, ell. naar den norske Almue
ved Vaarens Tid sætter Smør i Vinduet til
Næring for den unge Sol, o. l. Det er altsaa en
umiddelbar Henlæggelse af Spise og Drikke for
Aander ell. Guder ell. hellige Dyr, og saaledes
finder vi det endnu hos Negre og Indianere,
hvis Gudeofre nedstyrtes i Vandet, i Jordens
Kløfter, gives til Pris for Vindene o. s. v.
Senere optræder Altere og Ild som
Offersted og Offermiddel, og først paa dette Punkt
faar K. sin egl. Udfoldelse, sin Bet. og sin
Pragt, og bevarer denne, selv hvor de egl.
Bespisnings- og Blodofre har veget Pladsen for
aandelige Fænomener og symbolske
Erstatninger, som f. Eks. i den kat. Kirke.
Endnu senere end Altere og Ild optræder
Tempelbygninger og giver Kultusstedet
en fastere Karakter. Opr. har man ofret under
aaben Himmel: ved Gravene, paa Høje, i
hellige Lunde, saaledes som vi kender det fra
vore hedenske Fædres Liv; men ogsaa
Grækerne har kendt en Tid, da deres hele Helligdom
var et hult Træ ell. en spids Sten, og de
præglige Templer, der rejste sig i Byerne, havde
ondt ved at kappes med de gl. Lunde og
primitive Idoler, der var tilbage fra en svunden
Old. Thi i Kultussager er det ældste ofte det
helligste, ja tit bliver netop det antikverede,
det, der er gaaet af Brug, betragtet med from
Ærbødighed og regnet for ganske særlig
kraftige Helligdomme.
I den hedenske K.’s første og egl.
Udviklingstid er det dog snarere det ny, de moderne
Opfindelser e. l., som vinder Indpas i
Gudstjenesten. Som vi nu er glade over Telefonen, har
man engang været henrykt over Ploven ell.
Spaden og givet disse Redskaber en
Helligdoms Rang, ja stiftet K. til deres Ære. Der har
altsaa opr. været en Samvirken mellem K. og
Kultur, og Nerven i den ældste hedenske K.
har været en Helligelse af de
menneskelige Værdier, hvad enten disse var
Menneskelivet iboende, som f. Eks. Fødsel,
Ernæring, Forplantning, ell. skabt ved den
stigende Kultur. Derved har K. faaet
uberegnelig Betydning for Menneskeslægtens Udvikling,
idet den har skaffet Fremskridtene Religionens
Anerkendelse, indtil det Punkt er naaet, da den
kultiske Trang er mættet, og da der nu
bestaar en hel Mængde kultiske Former, som,
beskyttede af den religiøse Konservatisme, ikke
længere lader sig ændre og nu snarere
begunstiger Stagnationen end Fremskridtet.
Men hvor denne K.’s praktiske Værdi
hører op, bliver dog dens æstetiske Bet.
længe staaende. Allerede paa et tidligt Trin,
f. Eks. hos de vediske Indere, der end ikke
kendte Templer, var de store Ofre omgivne af
en festlig Jubel, der havde en bred folkelig
Karakter, ja Offerstedet blev et Slags
Markedsplads; visse Kultussteder, som f. Eks. Mekka,
har i Virkeligheden været Verdensmarkeder,
der i Bet. snarest maa lignes med
Nowgorod-Messen ell. de moderne Verdensudstillinger. —
Overhovedet maa det erindres, at Begrebet
Fest er udvokset af K., og at enhver Fest i
Hedenskabet har haft sin kultiske Side,
saaledes ogsaa de olympiske og isthmiske Lege i
Grækenland, i Virkeligheden Fester til Zeus’
og Poseidon’s Ære. I den ortodokse Jødedom
og i den kat. Kirke er de religiøse Fester
Folkets egl. Festtid (saaledes Karnevalet), og
Almuen kender ingen anden Fest end den
religiøse ell. ved religiøse Skikke foranledigede.
Dermed hænger det sammen, at Kunsten,
baade Digtning og Billedkunst, har sin Rod i
K. Orientens ældre Digtning, selv hvor den
har et episk Indhold, er i Reglen kultisk: digtet
til Ofrene ell. reciteret ved Festerne, og selv
om Grækernes store Heltedigte ikke havde en
saadan Afstamning, saa maa det dog formodes,
at den mægtige Digtart, som Grækerne har
skabt, Tragedien, er fremgaaet af de hellige
Fester. I Middelalderen er ogsaa Skuespillet
først og fremmest kirkeligt, og Musikken,
som er Digtningens Ledsager, har ikke mindre
haft sin første betydningsfulde Udvikling (til
Polyfonmusik) under kultiske Former (Operaen
har sit Udgangspunkt i den kirkelige Messe).
Endelig er navnlig Skulpturen og
Bygningskunsten Vidnesbyrd om, hvilke
Skønhedsværdier K. har kunnet trylle frem. I Gudebilledet
og i Tempelet har det gr. Marmor fejret sine
Triumfer, og alt, hvad vi ejer af Plastik og
Arkitektur, staar i ubetalelig Gæld til denne
religiøse Begyndelse. Hvor stærkt betinget
Kunsten paa dette Punkt er af K., ser vi bedst af
den enkelte Omstændighed, at Fremstillingen
af den nøgne Kvindeskikkelse først trænger ind
i den gr. Plastik, da fønikiske Gudebilleder fik
Indpas i deres K., og at det først var denne
religiøse Bevæggrund, der formaaede
Grækerne til at slaa ind paa den kunstneriske
Opgave, der engang skulde føre til den meliske
og den knidiske Afrodite.
Samtidig virker det kultiske Arbejde
moralsk opdragende paa Folkene, især i disses
første Barndom. Det paalægger dem en Mængde
Pligter, der opr. anses ikke blot for vigtige
over for Guderne, men ogsaa nødvendige for
selve Menneskelivets Opholdelse og Velfærd.
Varetagelsen af disse Pligter har givet den
Vildes Liv dets første Karakter af Orden og
Præcision, vænnet ham til Afholdenhed og
Udholdenhed, til Renlighed og Flid, til
Offervillighed og Almensans under Forhold, hvor Livet
selv kun gav ringe Foranledning til alt dette.
Men denne moralske Skole blev efterhaanden,
som dens Ydelser og Observanser med den
stigende Kultur blev meningsløse, en tom og
trykkende Tvang, der i høj Grad har virket
hemmende for Udviklingen af den Moral, som
den selv har været med til at grundlægge.
Det viser sig i det hele taget, at de Værdier,
som udspringer af K., saavel de æstetiske som
de moralske, maa frigøre sig fra K. for at
udvikle sig videre, og det samme gælder ogsaa
til en vis Grad om de religiøse Værdier,
der rummes i K. Saa længe Religionen nemlig
er overvejende egoistisk og materielt
interesseret (og det er den i det lavere Hedenskab), er
de ofrende og besværgende Kultusskikke det
naturlige — og eneste virksomme — Udtryk
for, hvad man kunde kalde Religiøsitet. Men
efterhaanden som denne antager en tydeligere
Karakter af Fromhed, af uinteresseret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
