Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nævnes Saffo o. fl. a. Digterinder, samt Aspasia. I
Sparta var Kvinderne vel friere stillede, men
hædredes kun for at skaffe dygtige Børn, især Sønner
(Skilsmisse fra en ufrugtbar Hustru var derfor
let), og i senere Tider gik Friheden tit over til
Usædelighed. Forholdet var bedre i
Makedonien, og her ser vi ogsaa fl. Kvinder spille en
vigtig Rolle, især Alexander den Store’s Moder
Olympias, ligesom senere i Alexandria under
Ptolemæerae, fremfor alle Kleopatra. I Rom
var Kvinderne ogsaa opr. aldeles umyndige og
helt underkastede deres Ægtefæller, skønt
Matronerne indtog en meget agtet Stilling; men
efterhaanden vandt de baade større Frihed og
fuld Raadighed over deres Formue, hvorhos
Skilsmisser i Forfaldstiden blev saare
almindelige, i det mindste i de højere Klasser. Fl.
Kvinder vandt et stort Navn, saaledes Cornelia,
Gracchernes Moder (Scipio Africanus’ Datter)
og Porcia, Marcus Brutus’ Hustru (den yngre
Cato’s Datter), ligesom i senere Tider andre
fik et sørgeligt Ry, saasom Fulvia, Julia,
Messalina og Agrippina.
Medens Kristendommens Udbredelse i
Romerriget for en væsentlig Del maa tilskrives
Kvindernes ivrige og trofaste Tilslutning, og dens
senere Overførelse til andre Folkeslag tit
skyldtes kristne Kongedøtres Ægteskaber med
hedenske Konger, har Kristendommen ogsaa i
høj Grad hævdet Kvindekønnets Værdighed ved
efterhaanden at afskaffe Flergifte, Frillevæsenet
og den vilkaarlige Forstødelse af Hustruen. De
germanske Folkeslag viste i fl. Retninger større
Agtelse for Kvinderne, men deres stærke
Hævdelse af Jorden som Slægtens Ejendom —
hvorfor Døtrene kun kunde arve Løsøre — og
Lensvæsenet med dets Krav paa personlig
Krigstjeneste medførte alligevel en
Tilsidesættelse. Dertil kom i Middelalderen paa den ene
Side Kirkens Lære om Kvindernes
Underordnelse (iflg. Forbandelsen over Eva efter
Syndefaldet og Paulus’ Udtalelser) og paa den anden
Side Romerrettens Fastholdelse af Kvindens
vedvarende Umyndighed. Efterhaanden
mildnedes Forholdet derved, at Jordejendom, senere
ogsaa Len, kunde gaa i Arv til Døtre, naar
ingen mandlig Arving fandtes — for Lenenes
Vedk. dog kun med Samtykke af Lensherren,
som derved kom til at raade over den
kvindelige Arvings Haand. Historien viser mange
Tilfælde, hvor et Landskab er blevet overført til
en anden Fyrsteslægt, ell. hvor Riger er blevne
sammenknyttede ved Ægteskaber med
»Arvedøtre«, saaledes det sp. Riges Samling,
Nederlandenes og Spaniens Overgang til det
habsburgske Hus, Østerrigs og Ungarns saavel som
Polens og Lithauens Forening. Middelalderens
Riddervæsen og dets Forherligelse af Kvinden
(Kærlighedshofferne, Troubadourerne og
Minnesangerne) virkede til at højne Kvindernes,
særlig Adelsdamernes Stilling, medens den senere
udartede til tomt Galanteri og letfærdig
Elskovsleg.
Reformationen medførte ingen Forandring i
Kvindernes Stilling, og i 18. Aarh. var denne
saa temmelig ens over hele Europa og maa
nærmest betegnes som en Underordnelse og
Tilsidesættelse til Bedste for det mandlige Køn.
I retlig Henseende var Kvinden umyndig baade
som Hustru og som ugift: Hustruen til Dels
endog underkastet Mandens Tugtelsesret,
Datteren afhængig af Faderens Vilje m. H. t.
Ægteskab, Søsteren med ringere Arveret end
Broderen; ja stundom ofredes hendes Ret helt, for
at hans Forsørgelse kunde blive bedre, ved
Stamhusindretninger, Døtres Indtrædelse i
Klostre o. l. Endvidere var Kvinderne saa godt
som udelukkede fra alle indbringende
Næringsveje, da Lavsvæsenet kun omfattede Mænd;
Enken kunde dog fortsætte Mandens Næring
og Mesterdøtre stundom overføre Retten til
deres Ægtefæller. Selvfølgelig holdtes
Kvinderne borte fra al offentlig Myndighed.
Tidligere havde man dog haft enkelte Eksempler
paa, at Kvinder i Kraft af deres Ejendom havde
udøvet saadan Myndighed (i Frankrig Valgret
til Rigsstænderne, ja endog Sæde og Stemme bl.
Rigets Pairer [indtil 1711], i England Ret til at
beskikke Medlemmer til Underhuset); men disse
Rettigheder var efterhaanden gaaede af Brug.
Kun i England, Portugal og Rusland (tidligere
ogsaa i Spanien) kunde Kvinder beklæde
Tronen, derimod aldrig i Frankrig (hvor de dog
tit førte Regentskabet for deres Sønner, en
enkelt Gang for en yngre Broder), Italien og
Tyskland: Maria Theresia i Østerrig, var en
ren Undtagelse ligesom Dronning Kristina i
Sverige. Margrete styrede jo ogsaa de nordiske
Riger opr. som Formynderske.
Saaledes var altsaa Forholdene, da den fr.
Revolution udbrød, hvorved baade Sindene
sattes i stætrkt Røre, og mange Haande gl.
Forestillinger omstyrtedes. Ligesom der under den
nordamerikanske Frihedskrig havde været
enkelte fremragende Kvinder, som krævede for
deres Køn fuld Ligestilling med Mændene som
en naturlig Ret, saaledes var der ogsaa i
Frankrig en Kvinde, Olympe des Gouges, der stillede
Krav paa en Erklæring af »Kvindernes
Rettigheder«. Begge Køns Ligestilling forsvaredes
særlig af Condorcet, medens hverken Mirabeau
ell. Robespierre vilde høre noget derom. Omtr.
samtidig fremsatte Mary Wollstonecraft i
England lgn. Krav, medens Hippel i Tyskland skrev
om »en Forbedring af Kvindernes borgerlige
Stilling« (1792). Fl. Kvinder tog virksom Del i
Revolutionens Voldsomheder og Udskejelser,
medens enkelte spillede en fremragende Rolle
under dens Udvikling (Mad. Roland, Mad.
Tallien, Mad. Staël-Holstein), og de politiske
Saloner fik en lgn. Indflydelse som de litterære
havde haft under Ludvig XIV. Revolutionen gav
Døtrene lige Arveret med Sønnerne og de ugifte
Kvinder lige Myndighed med Mænd, samt
Næringsfrihed. Derimod blev den gifte Kvinde
efter den senere Civillovbog (nærmest som
Følge af Napoleons afgjorte Ringeagt for
Kvinden) aldeles afhængig af sin Ægtefælle og uden
mindste Raadighed over Formuen, selv om hun
havde medbragt den i Fællesboet. Endog den
fraseparerede Hustru forblev i
Afhængighedsforhold af Manden. Medens Ægteskabsbrud fra
Hustruens Side blev en absolut Skilsmissegrund,
ja endog kunde medføre Fængselsstraf fra 3
Maaneder til 2 Aar, straffedes det kun med
Bøder for Manden og blev kun Skilsmissegrund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
