Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lamarmora, Alfonso Ferrero - Lamarque, Jean Maximin - Lamartine, Alphonse de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
offentlig frem 1870—71 som Statholder i Rom.
1873 udgav han Un poco piu di luce (Firenze,
oversat paa Tysk, Mainz 1874), i hvilket Skrift
han søgte at imødegaa fl. mod ham fremkomne
Beskyldninger, og hvori han stemplede
Bismarck som en Forræder mod Italien og mod
Tyskland. Senere fremkom endnu et
Forsvarsskrift I Segreti di stato nel governo
costituzionale (Firenze 1877), uden at det dog lykkedes
ham at omstemme den offentlige Mening. Trods
alt maa L. dog nævnes som en af Viktor
Emanuel’s vigtigste Medhjælpere til at skabe
Italiens Enhed. (Litt.: Massari, Il generate
Alfonso L. M. [Firenze 1880]).
(B. P. B.). E. C.
Lamarque [la’mark], Jean Maximin,
Greve, fr. General, f. 1770, d. 1832.
Revolutionen førte ham ind i Hæren, hvor han som
Frivillig kæmpede ved den sp. Grænse 1791.
Senere tjente han i Rhin-Hæren under Moreau,
forfremmedes her til Brigadegeneral, deltog i
Slaget ved Austerlitz og anvendtes derefter i
Kongeriget Napoli, først under Kong Joseph,
senere ogsaa under Joachim I (Murat). L.
erobrede her med Murat’s Hær Capri fra
Englænderne, deltog med stor Hæder i Felttoget 1809,
derefter i Spanien i 3 Aar og var med 1812—14.
Ved Bourbon’ernes Genindsættelse blev han
stillet til Disposition, men ved Napoleon’s
Tilbagekomst fra Elba kom han straks igen i
Virksomhed. Napoleon betroede ham den
vigtige Kommando at bringe Vendéen, der var
kongeligsindet, til Lydighed. L. udførte ikke
Napoleon’s rigoristiske Ordrer, men arbejdede med
Mildhed og Dygtighed paa at bringe Fred
over den oprørske Provins. Efter Waterloo blev
han proskriberet og maatte flygte fra Frankrig,
hvortil han dog vendte tilbage allerede 1818.
Han indtraadte 1828 i Deputeretkamret og
udøvede til Tider en ikke ringe Indflydelse ved
sin store Veltalenhed. Hans Ligbegængelse gav
Anledning til den demokratiske Rejsning 5.—6.
Juni 1832. Af L.’s talrige Skr bør fremhæves:
Souvenirs, mémoires et lettres du général Max.
L., publiès par sa famille (1835).
(A. T. L.). E. C.
Lamartine [lamar’tin], Alphonse de,
fr. Digter, f. i Mâcon 21. Oktbr 1790, d. i Passy
28. Febr 1869.
L. hørte til en
gl
Adelsfamilie; hans
Fader var blandt
Ludvig XVI’s
Forsvarere og
blev saaret 10.
Aug. 1792. Han
blev opdraget
i Milly, i
Bourgognes skønne
fredelige
Højlandskab, af en
øm og from
Moder, som
ejede en varm,
af Rousseau
og Bernardin
de
Saint-Pierre udviklet Naturfølelse, og som lærte
ham at læse i en Billedbibel. Efter først at
være undervist af en elskværdig Landsbypræst
og nogen Tid at have gaaet i Skole i Lyon,
hvor den raa Tone bl. Kammeraterne stødte
ham, blev han anbragt i en Jesuiterskole i
Belley nær ved Savojens Grænse. Her befandt han
sig usigelig vel blandt fine og kloge Lærere og
venligsindede Adelssønner. Gennem Oplæsning
stiftede han Bekendtskab med Chateaubriand,
hvis stolte majestætiske Sprog gjorde et
uudsletteligt Indtryk paa ham. De eksakte
Videnskaber og 18. Aarh.’s Litteratur tiltalte ham
lidet, derimod dannedes hans Sjæleliv i
Naturhenrykkelse og religiøse Sværmerier. Da han
var vendt tilbage til Forældrenes Landejendom
i Milly, fortsatte han samme Tilværelse ligelig
fordelt mellem Jagtglæder, Friluftsliv og
Læsning af ital. og især eng. Klassikere, der
tilfredsstillede hans romantiske Trang, Tasso,
Shakespeare, Milton og Ossian. Et
Kærlighedsforhold med en ung Pige i Nabolaget var
ganske farvet af Aanden i Ossian. Forældrene, der
vilde løsrive ham af dette Forhold, sendte ham
nogen Tid til Paris og derpaa 1809 til Italien.
Paa egen Haand flakkede han længe om i
sværmerisk Betagelse af den skønne Natur og de
klassiske Ruiner. Han turede om paa
Napoli-Golfen og boede en Tid lang hos en
Fiskerfamilie paa Procida, hvor han og Husets
Datter Graziella knyttede en platonisk
Kærlighedsforbindelse. Da L. kaldtes hjem af sin Familie,
døde den unge Pige af Sorg over Skilsmissen.
Da Bourbon’erne 1814 vendte tilbage til
Frankrig, bragtes L. af sin Fader til Paris for at
indskrives i den kgl. Garde. Dog, da Napoleon
gik i Land fra Elba, flygtede han med Hoffet
til Grænsen, hvor Korpset opløstes, og efter de
100 Dage tog han ikke mere Tjeneste. Fortæret
af sine vage, ubestemmelige Længsler flakkede
L. om paa Rejser i Savojen og Alperne, hvor
han traf sammen med en ung Kreolerinde, en
bedaget Videnskabsmands datterlige Hustru,
lidende af en Hjertefejl, æterisk sart og
sværmerisk. I hende forelskede L. sig med en aldrig
anet Inderlighed. Træt af sensuelle
Udskejelsers grove Glæder tilbad han hende med en
overjordisk Elskov. I Savojen, i Nærheden af
Søen Le Bourget, som L. senere besang i sit
allerberømteste Digt, levede de i en ekstatisk
Henrykkelsestilstand ved hinandens Side,
betagne af serafiske Følelser og svævende i en
Evighedslykke, der satte uforgængelige Spor i
hans Digtersjæl, som tidligere kun havde følt
»Hjemve efter Himmelen«; Nogle Aar efter
døde hun, religiøst paavirket og omvendt af L.;
som Kristen med Krucifikset mellem sine
Hænder. Om denne Kvindeskikkelse (Elvire) og
dette Kærlighedsforhold kredsede alle L.’s
Digterlængsler som Røgelsesskyer om et
Madonnabillede. Hun inspirerede hans Digte og
prægede hans Sjæl med dens evig vibrerende
Sangbund af Melankoli. Efter en farlig Sygdom
rejste L. til Paris med en Digtsamling, som han
med Besvær søgte Forlægger til. 1820 udkom
disse Meditations poétiques og vakte uhyre
Opsigt, den største i Frankrig siden
Chateaubriand’s Le génie du Christianisme; i Løbet af
fire Aar solgtes ikke mindre end 45000
Eksemplarer, 1823 offentliggjordes Nouvelles
 |
| A de Lamartine. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
