Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landarbejdere - Landau - Landau, Edmund - Landau, Markus - Landauer - Landauer, Gustav - Landberg, Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
norske Arbejderbrug- og Boligbank«
(Grundfond 10 Mill. Kr) og 1915 »Den norske Stats
Smaabrug- og Boligbank« (Grundfond 6 Mill.
Kr). Disse Foranstaltninger har vistnok
bidraget meget til at skaffe Arbejdere egne Hjem og
egen Jord, men de har ikke sikret Jordbruget
den nødvendige Arbejdshjælp. Denne er efter
1900 blevet stadig dyrere, og det er i Reglen
meget vanskeligt, ofte rent umuligt at skaffe
den. Flugten fra Bygderne til Byerne og
Industricentrerne og Amerika er fremdeles meget
stor, og Landbruget tappes stadig for
Arbejdskraft. (Litt.: J. Smitt, »Om
Arbejderforholdene i Landbruget« [Kria 1897], samt i
Beretningen om den 2. nordiske Landbrugskongres
i Sthlm 1897, 2. Bd; Olav Klokk, »Det
norske Landbruk siden omkring 1750«).
(E. H.). Abs. T.
Landau [’landa^u], By i det bayerske
Regeringsdistrikt Pfalz ved Rhinens Biflod Queich,
et vigtigt Jernbaneknudepunkt med (1910) 17767
Indb. L. er Sædet for en Kredsøvrighed, en
Landret, en Amtsret, en Filial af Rigsbanken
og har Garnison, et Gymnasium, en Realskole,
en Landbrugsskole, mangesidig Industri,
Havedyrkning og Vinavl samt betydelig Handel. L.
blev Rigsstad 1274, antog 1522 Reformationen,
blev fl. Gange erobret under Trediveaarskrigen
og kom ved den westfalske Fred under
Franskmændene. Under den sp. Arvefølgekrig blev
den skiftevis erobret af Tyskerne og
Østerrigerne og kom ved Freden i Rastadt under
Frankrig. Ved Freden i Paris 1815 kom L. under
Østerrig, der 1816 afstod den til Bayern. De
indtil 1870 bestaaende Fæstningsværker
anlagdes 1687 af Vauban.
N. H. J.
Landau [’landa^u], Edmund, tysk
Matematiker, f. 1877 i Berlin, virkede som
Privatdocent ved Berlins Univ. fra 1901—08, og
ansattes derefter som Prof. i Matematik ved
Univ. i Göttingen. L.’s betydelige
videnskabelige Arbejde falder overvejende inden for den
analytiske Talteori og Zetafunktionens Teori.
Hans talrige Afh., af hvilke nogle er fremgaaet
af et Samarbejde med H. Bohr, findes spredte
i forsk. Tidsskr; særligt udgivne er:
»Handbuch der Lehre von der Verteilung der
Primzahlen« (1909), »Darstellung und Begründung
einiger neuerer Ergebnisse der
Functionentheorie« (1916), »Einführung in die elementare
analytische Theorie der algebraischen Zahlen
und der Ideale« (1918).
Chr. C.
Landau [’landa^u], Markus, tysk
Litteraturhistoriker, f. i Brody i Galizien 21. Novbr 1837.
Han har udg. »Die Quellen des Decamerone«
(2. Opl. 1881—84), »Beiträge zur Geschichte der
italienischen Novelle« (1875), »Giovanni
Boccaccio, sein Leben und seine Werke« (1877),
»Die italienische Litteratur am österreichischen
Hof« (1879), »Rom, Wien, Neapel während des
spanischen Erbfolgekriegs« (1885), »Geschichte
Kajser Karls VI als König von Spanien« (1889).
(C. A. N.). C. B-s.
Landauer [-’da^u’ər], firhjulet, tospændig,
rummelig og magelig Vogn, der foruden Kuskesædet
har 2 Sæder med Front mod hinanden. For
hvert af de to Sæder findes en Kaleche, som
kan slaas op, saa at Vognen bliver helt lukket.
Navnet skal stamme fra, at Kejser Josef I 1702
rejste i en saadan Vogn til Belejringen af
Landau.
(C. G. B.). O. P.
Landauer [’landa^uər], Gustav, tysk Forf.;
f. i Karlsruhe 1870, dræbt under Kampene i
München 1918. Han skrev Romanen »Der
Todesprediger« og Novellesamlingen »Macht u.
Mächte«, men betydningsfuld er dog især det
store Værk i 2 Bd om Shakespeare, der blev
udg. efter hans Død (Frankfurt a. M. 1920).
C. B-s.
Landberg [’landbærj], Carl, sv. Orientalist,
f. 24. Marts 1848 i Göteborg. L. studerede først
i Upsala, men kom tidlig, nærmest for sit
Helbreds Skyld, til Italien, ved hvilket Lands
Univ. han fortsatte sine Studier. 1871 deltog
han i den internationale
forhistorisk-arkæologisk-antropologiske Kongres i Bologna og rejste
1872 til Østerlandene, bl. a. for at studere
Arabisk, af hvilket Sprog han snart blev en nøje
Kender. 1874 udgav L.: Raconti Arabi, 1875
»Om vigten af eet museum för österländske
fornsager«, 1877 en Overs. af H. C. Andersen’s
Eventyr: Contes d’Andersen, traduits en Arabe;
1881—82 en Del af sine Rejseminder, »I öknar
och palmelunder«, som siden er udg. paa Tysk.
Efter over 11 Aars Rejser i Syrien, Arabien og
fl. til disse Lande; grænsende Egne gik han til
Leipzig for at studere Arabisk under Professor
Fleischer og tog 1883 Doktorgraden her. Under
sine Rejser i Arabien havde han opdaget en
Mængde højst værdifulde Haandskrifter,
deriblandt Skr af Forf., som antoges for helt tabte.
Disse fremlagde han under
Orientalistkongressen i Leyden, hvor det foresloges, at denne
højst vigtige Samling skulde erhverves af
Holland, hvilket ogsaa skete, da Generalstaterne
voterede de fornødne Pengemidler til Købet.
Over Samlingen udarbejdede L. selv en
nøjagtig Beskrivelse (Catalogue de manuscrits
arabes provenant d’une bibliothèque privée à
El-Medina [Leyden 1883]). S. A. udgav han i
Leyden: Proverbes et dictions du peuple arabe,
I. Efter det voldsomme Jordskælv paa Ischia
28. Juli 1883 søgte L., der ved Giftermaal var
kommet i Besiddelse af rigelige Midler, at
afhjælpe en Del af den Nød, der herskede paa
Øen. Som Anerkendelse af hans Offervillighed
og Indgriben i det rette Øjeblik udnævnte
Kongen af Italien ham til ital. Greve, en Titel, som
Kong Oskar II bekræftede og gav Gyldighed i
Sverige, hvorefter L. nu kaldes: Grev Carlo L.
En Tid lang kaldtes han efter sin daværende
Hustrus Familienavn: Grev L.-Hallberger. L.
blev desuden sv. Kammerherre og 1888 de
forenede Riger Sveriges og Norges Generalkonsul
og diplomatiske Agent hos Khediven i Kairo.
1889 organiserede L. det Møde af den
internationale Orientalistkongres, som afholdtes i
Septbr i Sthlm og Kria, og som kunde glæde
sig ved en meget stor Tilslutning af Lærde,
deriblandt af de allerfleste af de mest fortjente
Videnskabsmænd i næsten alle orientalske Fag.
L. var Mødets Generalsekretær og udgav
derefter Beretningen om Forhandlingerne (Sthlm
1891—93). L. udgav desuden Critica Arabica
(2 Bd, Leyden 1886—88), Primeurs arabes (3
Bd, Leyden 1886—90), »Imad-al-dîn’s Gesch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
