Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landsting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
erstattedes af en særlig Overinstans, nemlig
den af Borgmestre og Raad beklædte
Raadstueret, mistede dog efterhaanden igen deres
Landstingsret, indtil denne til sidst helt bortfaldt
sammen med selve L.
Ligesom Herredstingene holdtes L. opr.
under aaben Himmel. Christian II paabød vel
Opførelse af Domhuse, men heraf blev der
foreløbig intet; først under Christian III og
Frederik II tilvejebragtes der Lokaler for de fleste
L. Hvad Tingtiden angaar, var det allerede i
Midten af Middelalderen Reglen, at L. kunde
holdes hver 14. Dag, i de skaanske Provinser,
Fyn og Jylland om Lørdagen, paa den
sjællandske Øgruppe om Onsdagen. Dog var det
hverken da ell. senere nødvendigt, at L.
holdtes paa alle Landstingsdage, idet der ogsaa
kunde tages Hensyn til, om der var Brug for
Tinget. Siden 1635 var Onsdag Landstingsdag
for alle L., og D. L. bestemte derhos, at der i
Alm. kun behøvede at holdes Ting een Gang
om Maaneden. I Middelalderen var de L., som
fulgte nærmest efter Udløbet af de kirkelige
Helgtider (se Helg), særlig stærkt besøgte og
udmærkedes ofte med egne Navne, af hvilke
det mest kendte er Snapsting (s. d.), der i
Viborg brugtes om det første L. efter Nytaar
og holdt sig i Brug, saa længe L. bestod.
L. var fra først af en Forsamling af Landets
fri, voksne, mandlige Beboere. Alle saadanne
var berettigede til at møde og tage Del i
Beslutningerne, men om der ogsaa har bestaaet
en alm. Pligt dertil, er ikke ganske klart. I
16. og 17. Aarh. var det Skik, at der paa L.
mødte en Mand fra hvert Sogn (paa Steder
muligvis kun fra hvert Herred) med det Hverv
at hjælpe med til at styrke Retten og aflægge
Vidnesbyrd om, hvad der passerede, samt
siden forkynde det paa L. forhandlede for
Sognemændene. Disse Udsendinge, der kaldtes i
Tingridere ell. Landstingsridere,
betaltes af Befolkningen, idet der udrededes et vist
Beløb til dem af hver Gaard. Muligvis rækker
denne Institution, der forsvandt i Slutn. af 17.
Aarh., langt tilbage i Tiden, og har været den
Form, hvorunder Befolkningen opfyldte sin
Tingpligt, men noget sikkert herom kan dog
ikke siges. En fast Formand havde L. i lang
Tid ikke; navnlig kan det ikke antages, at
Danmark har kendt en Klasse af Embedsmænd,
svarende til de sv. Lagmænd (se Lagmand),
og det maa derfor i ældre Tid have været
Landets ansete Mænd, som i Forening havde
Ledelsen paa Tinge. Først ved 1300 skete der en
Forandring heri ved Landsdommerembedets
Fremkomst, idet L. nu i Landsdommeren fik
en virkelig Formand. Da Landsdommeren var
at anse som Repræsentant for Kongen, betød
Forandringen tillige, at denne nu fik Andel i
Tingets Domsmyndighed, og senere, efter at
de politiske Funktioner var bortfaldne, og kun
de dømmende blevne tilbage, hørte
Befolkningens Deltagelse i Domsafsigelsen endog helt op,
saa at L. som Domstol alene beklædtes af
Landsdommeren. Herom henvises nærmere til
Landsdommer, jfr ogsaa
Landstingshører og Landstingsskriver.
L. fandtes ikke blot i Danmark, men ogsaa
i Sverige, hvor hvert Landskab havde sit L.,
der var udstyret med lgn. Beføjelser som de
danske Ting af s. N., men adskilte sig fra dem
ved at have en af Folket valgt Lagmand som
Formand (se Lagmand). Det sv. L. bevarede
sin politiske Bet. indtil Middelalderens Udgang,
ja delvis endnu længere. Siden 13. Aarh. var
dets Bet. paa det nævnte Omraade dog af de
samme Grunde som i Danmark i det hele i
Tilbagegang, men særlige Forhold gjorde, at
den igen voksede noget i Unionstiden, hvor L.
ved Siden af Rigsdagen blev betydningsfulde
Organer for den nationale Bevægelse. Hvad de
dømmende Funktioner angaar, tog Udviklingen
en væsentlig anden Retning end i Danmark. I
Løbet af den senere Middelalder blev det
nemlig Reglen, at de af Lagmanden som saadan
holdte Ting holdtes i de enkelte Herreder i
St f. paa L., men til Gengæld blev dette delvis
Stedet for Udøvelsen af den kgl.
Domsmyndighed, nemlig naar den under Navn af
Räfsteting udøvedes ordinært til bestemte Tider. Paa
Räfsteting hørte Lagmanden, der som folkelig
Embedsmand ikke i og for sig repræsenterede
Kongemagten, vel med til Dommerne, men han
var ikke Enedommer, idet Retten beklædtes af
et større Antal gejstlige og verdslige Herrer,
og Räfstetinget var overhovedet ikke at anse
som en Fortsættelse af L., selv om det, bl. a. i
Kristoffer’s Landslov, kaldtes saaledes. Med den
nyere Tids Beg. forsvandt det derhos helt og
dermed den sidste Rest af L.’s Bet. som
Domstol. At Lagmandsretten siden 17. Aarh. igen
holdtes for hele Landskabet under eet, ikke som
i den foregaaende Periode i de enkelte
Herreder, gav nemlig ikke Anledning til
Genoptagelse af Ordet L., hvorimod dette i 19. Aarh.
(siden 1862) er blevet Benævnelse for den
overordnede, for et Län fælles Kommunalbestyrelse,
nærmest svarende til vort Amtsraad, se
Sverige (Statsforfatning og -forvaltning).
P. J. J.
L. kaldes i Danmark nu det andet
folkevalgte Ting, der tilsammen med Folketinget
udgør den danske Folkerepræsentation,
Rigsdagen. Medens Folketingets Sammensætning for
saa vidt altid har været givet, som der aldrig
har været Uenighed om, at det burde fremgaa
ved direkte Valg af alle stemmeberettigede
Vælgere — kun Valgrettens Udstrækning og
Valgmaaden har varieret i Tidernes Løb —
har det ved hver ny større Grundlovsændring
været et meget omstridt Problem, baade om,
hvorvidt der burde være et Ting til ved Siden
af Folketinget, og hvorledes det i bekræftende
Fald kunde dannes uden hverken at blive en
blot Gentagelse af Folketinget ell. saa forsk.
fra dette, at det kunde befrygtes at komme i
vedvarende Strid med dette.
Allerede da den første danske Grundlov af
5. Juni 1849 blev til, kostede L.’s Tilblivelse de
største Fødselsveer, og selv efter at Tanken om
at bygge Folkerepræsentationen paa
Etkammersystemet var opgivet, var det først efter
meget vanskelige Forhandlinger, at man
naaede til et Resultat nærmest efter belg. Mønster.
Navnlig efterlignede man den belg. Ordning
derved, at L. blev folkevalgt ligesom det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
