Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 444 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lapland

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

frembragt Søbassiner. Fjeldlandets store Søer har
ligesom Dalene en nordvest—sydøstlig
Hovedretning, og de ligger alle i omtr. samme
Højde, saaledes Torneträsk 345 m o. H., Langas
og Store Lule-Träsk 375—370 m o. H.,
Hornavan og Storavan 425—419 m o. H., Storuman
348 m o. H., Malgomaj 341 m o. H. Disse Søer
strækker sig delvis ud over det egl. Fjeldlands
Grænser mod SØ. og indgaar som Led i de
vældige Elvdrag, der med Hovedretning
NV.—SØ. gennemfarer L., følgende Landskabets alm.
Hældning. Grænsen mod Finland dannes af
Köngämä Elv, der i sit nedre Løb kaldes
Munio Elv og udmunder i Torneträsks Afløb,
Torne Elven Kalix Elvens Kilder findes i
Kebnekaises Fjeldegn. Sydligere rinder den store
Lule Elv gennem en lang Række af Søer,
danner de vældige Porjus Vandfald og forbinder
sig inden for L. med Lille Lule Elv. Pite Elven
udspringer fra Sulitelmas Gletscher. Det
vældige Søkompleks Hornavan—Storavan afvandes
gennem Skellefte Elv. Urne Elvens Kildesø er
store Umevatten ved den norske Grænse,
hvorfra den rinder mod SØ. og gennemstrømmer
fl. Søer, deriblandt Stor-Uman. Malgomaj i
det sydligste L. sender sine Vande gennem
Ångermanelven. Mellem Sø- og Elvdragene
strækker sig lave Udløbere fra Fjeldlandet mod
SØ. Saaledes ligger mellem Torne Elv og Kalix
Elv de paa Jernmalm rige Bjerge Kirunavara
og Luossavara, og Ø. f. Store Luleträsk ligger
Malmbjerget Gällivare. Største Delen af L.
ligger dog kun 200 à 500 m o. H. og tilhører
Morænernes og Mosernes Bælte. Undergrunden
er her mest dækket af stenede Moræne
aflejringer paa nogle faa m’s Tykkelse. Overfladen er
meget ujævn og Afløbsforholdene mangelfulde,
hvorfor der findes mange Søer og især
vidtstrakte Moser. Klimaet er overordentligt barskt.
Middeltemp. for Jan. og i Juli i Karesuando
(ved Munio Elven), Riksgränsen (V. f.
Torneträsk), Kiruna, Jokkmokk (ved Lille Lule Elv)
og Stensele (ved Ume Elv) ses af
nedenstaaende Tabel:

	Højde o. H.	Jan.	Juli
Karesuando	333 m	—14,6°	12,0°
Riksgränsen	522 m	—10,5°	10,0°
Kiruna	507 m	—12,3°	11,3°
Jokkmokk	255 m	—14,4°	14,3°
Stensele	328 m	—12,0°	13,9°

Sommeren er ret mild og rig paa Solskin.
I den nordlige Del af Landskabet, N. f.
Polarkredsen, er Solen ved Midsommer oppe hele
Døgnet, ved Karesuando (68° 27′ n. Br.)
saaledes fra 26. Maj til 18. Juli. Men Sommeren
varer i det nordlige L. kun c. 2 Maaneder
(Juli—August), medens Middeltemperaturen for
7 Maaneder (Oktober—Maj) ligger under 0°.

Fjeldlandets typiske Vegetationsform er
»Fjeldheden«. De vidtstrakte Fjeldplateauer er
dækkede af krybende Dværgbuske, for en stor
Del tilhørende Arter af Lyngfamilien. Ogsaa
Dværgbirken og Enebærbusken er
karakteristiske Fjeldhedeplanter. Urter og Græsser
forekommer ogsaa, men spiller en mere
underordnet Rolle. Mellem Buskene gror Mosser og
Laver. Paa frugtbare, velvandede Steder
afbrydes Fjeldheden dog af et rigere
Plantesamfund, den saakaldte »Dryas-Formation«, med
Fjeldsimmer, Ranunkler, Stenbræk, Ensian o. a.
smukt blomstrende Urter samt Græsser. I den
nedre Del af Fjeldregionen findes store
Pilekrat, især ved Vandløb og paa andre sumpede
Steder. Skovgrænsen ligger i det nordlige L.
500 m o. H., og i den øvre Del af Skovregionen,
indtil c. 400 m o. H., er Birken det
fremherskende Skovtræ. Hvor Jorden er frugtbar,
findes under Birketræerne en rig Vegetation af
blomstrende Urter og Græs. Neden for
Birkeskoven kommer Naaleskoven, som dækker det
meste af Morænelandet, for saa vidt ikke
daarlige Afløbsforhold har begunstiget
Mosedannelsen. Paa tørre, sandede Strækninger breder
sig de saakaldte »Fyrreheder«, hvor
Fyrretræerne staar med betydeligt Mellemrum og
Skovbunden er hvid af Rensdyrlav. Paa mere
frugtbare Steder, hvor Fyrreskoven er tæt, er
Skovbunden derimod grøn af Mos; men her
trives ogsaa Granen godt, og Udviklingen gaar
ofte i Retning af, at Granen fortrænger Fyrren,
idet sidstnævnte ikke kan taale Skygge og
derfor ikke kan formere sig i Granskoven. — L.’s
vilde Dyreverden har tidligere været rigere
end nu. Vildrenen findes ikke mere i sv. L.
Bjørnen er blevet sjælden, men Ulven er endnu
ret alm., baade i Skoven og paa Fjeldet. Lossen
og Maaren hører til i Skoven. Ogsaa Elsdyret
har sit Hjem her, saavel som Tjuren, Hjærpen,
Tranen, Lavskrigen o. m. a. Fugle. Af de for
Fjeldregionen karakteristiske Fugle kan
fremhæves Fjeldrypen, Fjelduglen og Snespurven.

L. er det tyndest befolkede og ufrugtbareste
af Sveriges Landskaber. Den større nordlige
Del, som tilhører Norrbottens Len, er 73100 km³
med (1910) 43557 Indb.; den mindre, sydlige Del,
som regnes til Västerbottens Len, udgør 37800
km² med (1910) 37952 Indb. Af det nordlige L.
er kun 0,06 % opdyrket, 0,8 % naturlig Eng,
19 % Skov og 80 % øde Land. For det sydlige,
til Västerbotten hørende L. er de tilsvarende
Tal 0,24 %, 2,5 %, 38 % og c. 59 %. Agerbrug
kan kun drives paa relativt ubetydelige Arealer
i Dalbunden og paa Dalenes mod S. vendende
Sider. Fjeldenes og Skovenes magre Græsgange
og Lavmarker udnyttes af Nomadelappernes
Rensdyrhjorde. I et godt Aar har man i det
sydlige L. avlet 750 hl Rug, 68000 hl Byg, 125000
hl Kartofler og 20000 hl andre Rodfrugter; i
den til Norrbotten hørende Del af L. var de
tilsvarende Tal 400, 13000, 33000 og 6000. 1909
fandtes i det sydlige L. 4866 Heste, 26670 Stkr
Hornkvæg, 18000 Faar, 2900 Geder og 1760
Svin; i den til Norrbotten hørende Del var de
tilsvarende Tal 2766, 8900, 9900, 1100 og 270.
Af Rener fandtes (1911) i Norrbotten 169600, i
Västerbottens Len 75900. Stor Bet. for det
nordlige L. har i senere Aar Bjergværksdriften
faaet (se Gellivare og Kirunaavara).
M. H. t. Befolkningens Sammensætning er det
sv. Element stærkt overvejende, især i det
sydlige L., idet Västerbottens Len kun har c. 1500
Lapper. I sv. L. som Helhed udgør L. nu kun
c. 7,5 % af Befolkningen. I visse Egne af det
nordlige L. findes en Mængde finske Nybyggere
(ialt over 6000).

Ogsaa i Finland kaldes det nordligste Landskab

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>