Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lasius - Lask (Konstruktionsdel) - Lask (By) - Laskar - Laskaris - Laskaris, Andreas Johannes - Laskaris, Konstantinos - Lasker, Eduard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lasius, se Myrer.
Lask er Betegnelsen for en Konstruktionsdel,
der tjener til Forbindelse af to Bjælker,
Stænger e. l., der ligger i Fortsættelsen af
hinanden. To Træbjælker f. Eks. laskes undertiden
sammen ved 2 Skinner af Fladjern, som
forbindes med hinanden og med Bjælkeenderne
ved Skruebolte. Betegnelsen anvendes navnlig
ved Jernkonstruktioner, hvor det meget ofte
hænder, at man ikke kan faa de enkelte i
Konstruktionen indgaaende Stænger i eet Stykke,
saa de maa laskes sammen af to ell. fl., og ved
Jernbaneoverbygningen, hvor de enkelte
Skinnelængder ved L. skal forbindes, saa de
kommer til at danne en sammenhængende
Skinnestreng. Ang. den specielle Form, man giver
Skinnelasker, se Jernbaner (tekn.).
A. O-d.
Lask, By i det polske Guv. Piotrkov, ligger
ved Grabia og har Klæde-, Bomulds- og
Sukkerfabrik og c. 9000 Indb.
N. H. J.
Laskar, opr. en Sømand af malajisk
Herkomst. I Tidens Løb er Betegnelsen undergaaet
en Forskydning, saa at man nu anvender den
paa Malajere, der beskæftiges i de ostindiske
Farvande som Fyrbødere og Arbejdsmænd, der
besørger Ladning og Losning af Handelsskibene.
C. B-h.
Laskaris, se Johannes IV og Theodor
(byzantinske Kejsere).
Laskaris, Andreas Johannes eller
Janos, gr. Lærd, f. 1445 i Rhyndakos i
Lilleasien (derfor ogsaa kaldet Rhyndakenos),
levede ved Lorenzo af Medici’s Hof og købte til
ham 200 oldgræske Haandskrifter i Grækenland.
Senere virkede han i Paris som Lærer i Græsk
og blev derpaa af Leo X udnævnt til Leder af
en Læreanstalt for unge Grækere og et gr.
Bogtrykkeri. 1518 kom han til Frants I’s Hof og
grundlagde det kgl. Bibliotek; senere flyttede
han til Venedig, men kaldtes af Paul III igen
til Rom, hvor han døde 1535. Bl. hans Arbejder
kan nævnes Udgaverne af Anthologia Planudea
(Firenze 1494) og Scholierne til Iliaden (Rom
1517). (Litt.: Villemain, L., ou les Grecs
du quinzième siècle [Paris 1825]; Vasl, De
vita et operibus J. L. [smst. 1878]).
K. H.
Laskaris, Konstantinos, f. 1434, gr.
Lærd fra Bithynien, beslægtet med foreg., blev
Lærer i Græsk for Prinsesse Ippolita Sforza i
Milano og levede derpaa i Rom beskyttet af
Kardinal Bessarion, senere i Neapel og Messina,
hvor han underviste i Græsk; han døde kort
efter 1500. Hans mest udbredte Skrift er en
gr. Grammatik, der ogsaa har Titlen Erotemata
(»Spørgsmaal«), den første trykte gr. Bog
(Milano 1476 og ofte senere). Hans Bibliotek kom
til Spanien og findes i Escorial.
K. H.
Lasker, Eduard, tysk Politiker, f. 14.
Oktbr 1829 i Provinsen Posen, d. 5. Jan. 1884
i New York. Han var Søn af en jød. Købmand,
studerede 1847—48 Matematik i Breslau og
derefter Retsvidenskab i Berlin; tog dog Oktbr 1848
Del i Opstanden i Wien. Efter sin Eksamen
opholdt han sig i 3 Aar (1852—55) i England for
at lære dets Rets- og Statsforhold at kende,
blev 1856 Referendar og 1858 ulønnet Assessor
ved Berlins Stadsret. Da han var Jøde, blev
han uagtet al sin Dygtighed og Flid ikke
forfremmet og ombyttede derfor 1870
Dommerembedet med Stillingen som Sagfører (Anwalt).
1873 blev han desuden Syndikus ved Berlins
Hypotekbank. S. A. gjorde Freiburgs Univ. ham
til jur. Æresdoktor. Han skrev 1861—64 i
»Deutsche Jahrbücher« en Række ypperlige
Artikler om de preuss. Forfatningsforhold (de
udgaves 1874 samlede under Titlen »Zur
Verfassungsgeschichte Preussens«). 1865 valgtes han
til det preuss. Underhus, sluttede sig til
Fremskridtspartiet og blev ved sin Indsigt i de
statsretlige Spørgsmaal, sin Veltalenhed og sin
Slagfærdighed i Ordskiftet snart en af Partiets
fremragende Mænd. Men efter det heldige
Udfald af Krigen 1866 var han med at
grundlægge det nationalliberale Parti, der ønskede
Forlig og Samvirken med Regeringen for at
fremme Tysklands Enhed, og siden var han baade
i Landdagen og i Rigsdagen (den nordtyske og
senere den tyske) en af det ny Partis Førere.
Ved sin store Arbejdsevne og grundige
Sagkundskab vandt han en overordentlig
Indflydelse, saa at næsten hvert større Lovarbejde
mere ell. mindre prægedes af hans
Virksomhed. Særlig Iver viste han for at udvide
Omraadet for den fælles tyske Lovgivning og for
den store Omordning af Retsplejen 1876.
Desuden var han en trofast Hævder af den politiske
Frihed, talte 1876 mod Indskrænkningen i
Præsternes Talefrihed og mod de ny
Straffebestemmelser mod Socialisterne; vilde heller
ikke 1872 have Jesuitter og lgn. Ordener forviste
fra Tyskland. Stor Opsigt vakte hans
Optræden Febr 1873, da han angreb Handelsminister
Itzenplitz for hans Uddeling af
Jernbanekoncessioner og Junkerpartiets Leder, Geheimeraad
Wagener, fordi han misbrugte sin politiske
Indflydelse til at skaffe sig Udbytte ved Stiftelse af
Aktieselskaber; hans Kritik var saa knusende,
at han nødte begge til at opgive deres
Embeder. Hans egen Færd var altid uegennyttig.
Skønt han i en lang Aarrække i mange
Spørgsmaal støttede Regeringen, vedligeholdt han dog
stadig sin Uafhængighed, og han havde derfor
gentagne heftige Sammenstød med Bismarck,
især efter at denne 1878 havde opgivet
Frihandelsgrundsætningerne og vilde gennemføre en
ny Skattepolitik. Da Flertallet af det
nationalliberale Parti heri bøjede sig for Bismarck’s
Tryk, forlod L. det 1880 og sluttede sig 1882 til
det ny Fremskridtsparti. Ogsaa ønskede han
allerede 1877 en Udsoning med den kat. Kirke
for at faa Modvægt mod den truende Reaktion.
Bismarck var stærkt forbitret paa ham, søgte
1878 at fortrænge ham fra Rigsdagen ved at
opstille sin ældste Søn som hans Medbejler og
fik ham 1879 fjernet fra Landdagen. Selv da
L. under et Ophold i Nordamerika var
pludselig død, og Kongressens Repræsentanthus vilde
sende den tyske Rigsdag en Tilkendegivelse af
sin Deltagelse i Sorgen, sendte Bismarck paa
egen Haand Skrivelsen tilbage, fordi den
indeholdt en Dom over den tyske Regering, og
holdt 7. Marts 1884 en Tale i Rigsdagen, hvori
han gav sin Bitterhed mod L. Luft og udtalte
en skarp Fordømmelse af hans politiske
Virksomhed. Alligevel maa L. regnes for at være
en af de dygtigste Mænd. som Tysklands
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
