Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lassalle, Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Energi, der aldrig slap Maalet af Syne. Han
afbrød sin Skolegang for at søge et
Handelsakademi i Leipzig, men trættedes efter et
Aars Ophold der og opnaaede Faderens
Tilladelse til at
drive humane
Studier med
offentlig
Virksomhed for
Øje. 1842—44
var han ved
Breslaus Univ.,
1844—45 ved
Berlins; her
vakte hans
mangeartede
og glimrende
Evner
Opmærksomhed
selv hos
Mænd som A.
v. Humboldt
og Böckh, der
stedse siden
fulgte ham
med Deltagelse. De flg. Aar var han et Par
Gange i Paris paa Studiernes Vegne. Den
landflygtige Heine roser ham i Breve i de
højeste Toner, ogsaa for hans Hjælpsomhed,
der alle Dage var stor og ægte; men L.’s
Karakter passede ikke i Længden en Mand, for
hvem intet nogen Sinde havde været ret Alvor,
og i Heine’s senere Omtale af L. er »en til
Vanvid grænsende Villiestejlhed« et af de
allermildeste Udtryk.
L. stod fra først til sidst under afgørende
Paavirkning af Hegel’s Filosofi, og ud fra det
Grundsyn, denne havde givet ham, vilde han
begynde sin videnskabelige Løbebane med
Løsningen af et svært Problem, en filologisk-filos.
Tolkning af den gr. Tænker Herakleitos. Han
var allerede godt paa Vej med det planlagte
Værk, da han blev ledet ind i et andet, for
ham hidtil fremmed Spor. Vinteren 1846 havde
han gjort Bekendtskab med den 40-aarige
Skønhed Grevinde v. Hatzfeldt, en aandfuld og
overlegen Kvinde med en lige saa interessant som
tragisk Livsskæbne. 17 Aar gl var hun blevet
tvunget ind i sit Ægteskab med den umaadelig
rige, men ukultiverede og brutale rhinlandske
Godsejer, hvis Frænde hun var. Krænkelser
og Mishandling af enhver Art havde drevet
hende til at forsøge en Skilsmisseproces som
den sidste Udvej. Paa dette Tidspunkt mødtes
hun og L., der straks besluttede at antage sig
hendes Sag. I naivt Overmod begyndte han
med at udfordre hendes Mand; men denne
afviste »den dumme Jødedreng«. Med flammende
Kamplyst kastede han sig nu over Opgaven.
Han, som ikke var Fagjurist, blev snart en
Mester i alle Skrankens Finesser. Ikke en Dag
lod han sin Modstander i Ro, ikke et Smuthul
levnedes ham til Flugt. For 36 Domstole førte
L. efterhaanden den uhyre Proces, som lagde
Beslag paa hans meste Arbejdskraft og for
lange Tider gav ham et uheldigt Ry som
lidet nøjeregnende Eventyrer (Febr—Juli 1848
var han fængslet, anklaget for Meddelagtighed
i Dokumenttyveri). 1851 opnaaede han at faa
Ægteskabet legalt opløst, og 1854 kunde han
slutte en Fred, hvorved hans Klient dikterede
Betingelserne. Grevinden fik en betydelig
Formue, og L. sikredes der i Vederlag en aarlig
Pension paa 4000 Thaler (00800 Kr). Et
Spørgsmaal, der optog Samtiden stærkt, Arten
af L.’s Følelser over for Grevinden, lader sig
ikke afgøre med vort nuværende Kendskab til
Forholdet. Gennem hele hans Liv, ogsaa under
de erotiske Forhold, han knyttede ell. søgte at
knytte til andre Kvinder, var hun og han
uadskillige Venner og Fortrolige.
Imidlertid havde L. ogsaa kastet sig ind i
det politiske Liv. 1848 var han med Grevinden
flyttet til Düsseldorf, og sluttede sig her til
det radikale rhinlandske Demokrati, der
lededes af Marx, Engels og Freiligrath. Særlig blev
han stærkt paavirket af Marx og skrev i
dennes »Neue Rheinische Zeitung«. Da han paa et
Folkemøde havde opfordret til væbnet
Modstand, blev han Novbr 1848 sat under Tiltale.
I 6 Maaneder sad han arresteret, men blev
endelig 6. Maj 1849 frikendt af Juryen. For
denne havde han udarbejdet en mesterlig
formet Tale (»Meine Assisenrede etc.«), der dog
ikke blev holdt; den forelaa imidlertid trykt
(Düsseldorf 1849). Trods Frikendelsen for
politisk Forbrydelse blev han ikke løsladt; Hans
Opfordring til Modstand mod Embedsmænd
inddroges under et alm. kriminelt Synspunkt, og
Politiretten idømte ham 5. Juli 6 Maaneders
Fængsel, som han udstod Oktbr 1850—Marts
1851.
Efter Afslutningen af den Hatzfeldt’ske
Proces genoptog L. sine videnskabelige Studier, først
i Düsseldorf og Rhin-Egnen, men fra 1857 i
Berlin, hvor det hidtil havde været ham
forment at tage Ophold. Ved Iagttagelse af
Rhinegnenes Industrialisering og ved Samvær med
Arbejderne havde hans socialpolitiske
Interesser taget Overhaand; men først skulde et
filosofisk Hovedværk tilendebringes, ogsaa som et
Udgangspunkt for hele hans Syn paa
Verdensudviklingen. I Slutn. af 1857 udkom »Die
Philosophie Herakleitos des dunklen von Ephesus«
(2 Bd), der ganske vist alt for egenmægtigt
tvinger de overleverede Brudstykker af
Grækerens Tankebygning ind i Hegel’s, men ved
sin filologiske Lærdom og sin filosofisk-kritiske
Skarpsind var vel egnet til at skaffe ham en
anset Plads i Hovedstadens Aandsliv. 1859
fulgte hans eneste skønlitterære Frembringelse i
»Franz von Sickingen«. Skuespillet har med
alle sine Svagheder i Bygning og
Versifikation stor Interesse ved det Indblik, det given
i sin Forfatters Psykologi og Livssyn; den
daadlystne, ukuelige Ulrich v. Hutten er hans eget
Idealbillede. Med en Patos, der ikke altid
virker hul, deklameres der om Frihedskampe og
om Tysklands Enhed. De samme Ideer træder
endnu stærkere frem i en Brochure, han s. A,
udgav: »Der italienische Krieg und die
Aufgabe Preussens«. Heri raader han til, at
Preussen skulde benytte det gunstige Øjeblik,
medens Modstanderne var bundne paa andet Hold,
til at erobre Slesvig-Holsten fra Danmark og,
med Udelukkelse af Østerrigerne, at forene alle
 |
| F. Lassalle. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
