Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bero paa dybtliggende Aarsager af social og
økonomisk Natur: med den uhyre Udvidelse af
det lat. Sprogomraade og Optagelsen af
Provinsbeboerne i Borgersamfundet fulgte en
Nedgang i Dannelsesniveauet, der forstærkedes ved
den økonomiske Misere, idet Produktionen
svigtede og en ødelæggende Dyrtid satte ind. Rigets
Opløsning og Barbarernes Indfald hidførte saa
den længe forberedte Katastrofe.
Af 2. Aarh.’s (Hadrian’s og Antoninernes)
Litt. lader der sig endnu give en alm.
Karakteristik. Forfaldet indledes — betegnende nok
— med et Sværmeri for den gammeldags Litt.
De rigtige Klassikere er ikke mere Cicero og
Vergil, men Ennius og Cato; dem læser og
fortolker man, og dem efterligner man efter
fattig Evne. I Spidsen for denne Bevægelse
staar Mark Aurel’s Lærer Fronto; i hans
Fodspor vandrer Tidens betydeligste Litterat,
Antikvaren Gellius. Resultatet blev i formel
Henseende kun Affektation; reelt var der en
virkelig Interesse for og et ikke ringe Kendskab til
den saa længe forsømte arkaiske Litt., af
hvilken navnlig Gellius har reddet os mange
værdifulde Brudstykker. — En Særstilling indtager
Tidens største litterære Talent, Afrikaneren
Apuleius. Hans Stil er paavirket paa een Gang
af den arkaiserende Retning og af
Vulgærsproget; men fremfor alt er han baade i Form og
Indhold afhængig af den paa den Tid
blomstrende gr. Sofistik, der benyttede
Veltalenheden til at fremstille alle mulige Emner i en
populær Form.
For den flg. Tids Vedk. er det nok at give
en alm. Oversigt med Fremhævelse af de faa
virkelig betydelige Fremtoninger. Poesien
svinder allerede i 2. Aarh. ind til et Minimum;
først 4. Aarh. har i Ausonius en frugtbar
Versemager, med betydelig formel Evne, men uden
poetisk Talent. Begge Dele findes derimod
ubestridelig hos Claudian (Græker af Fødsel og
Opdragelse), der skrev omkr. 400; han er den
lat. Oldtidslitteraturs sidste virkelige Digter.
— I Historieskrivningen florerer allerede fra 2.
Aarh. af Kompendierne: Florus og Ampelius;
senere kommer Aurelius Victor, Eutrop o. l.
Til sidst ender man med Krøniker, ɔ:
Tidstavler med korte Notitser for hvert Aar. —
Samtidens Historie blev saa at sige ikke fortalt paa
Latin; 2. og 3. Aarh. er daarlig kendte og
vilde, hvis vi ikke havde gr. Kilder, være bl.
de daarligst kendte Tidsrum af Oldtidens
Historie. Lavmaalet af lat. Historieskrivning
betegnes ved den Samling Kejserbiografier, der
gaar under forsk. Forfatternavne, men muligvis
er forfærdiget af een enkelt Svindler fra
Konstantin’s Tid. De indeholder mest Hofsladder,
faa Efterretninger af hist. Værd; derimod
opdigtede Breve o. l. Aktstykker. Sproget er
gennemgaaende slet. — Den eneste betydelige
Historiker fra Forfaldsperioden er Ammian (en
Græker fra Antiocheia); hans Kejserhistorie,
hvoraf kun Skildringen af hans egen Tid er
bevaret, er et stort anlagt og dygtigt udført
Arbejde af en Mand med virkelig politisk og
milit. Forstand, sund Dømmekraft og stor
Sandhedskærlighed, men ganske uden Evne til
at føre Pennen; Sproget er saa forskruet, at
det er næsten uforstaaeligt. Jordanis og Gregor
fra Tours, der er Forfattere af vigtige
Kildeskrifter, er allerede helt middelalderlige i deres
Tankegang og Sprogform. — Veltalenheden,
der stadig dyrkedes med Iver, er for os
repræsenteret dels af en Samling Skoleøvelser,
der gaar under Quintilian’s Navn, men er fra
en senere Tid, dels af de saakaldte panegyrici,
en Samling Lovtaler over Kejsere fra 3. og 4.
Aarh. — Af grammatisk Litt. har vi meget
bevaret og deriblandt ikke lidet af betydeligt
Værd; men det værdifulde deri beror helt
igennem paa ældre Arbejder. Saaledes Priscian’s
omfangsrige lat. Grammatik (6. Aarh.),
Nonius’ Leksikon over ældre Latin (4. Aarh.),
Servius’ store Kommentar til Vergil o. s. v.
Interessante er den sene Oldtids og begyndende
Middelalders »lærde« Svindlere, som Fulgentius
og Virgilius Maro, der ganske fantastisk
opdigter Navne og Citater.
Den eneste hedenske Litteraturgren, der
viser større Modstandsevne over for det alm.
Forfald, er Jurisprudensen. Her har vi under
Hadrian den store Jurist Salvius Julianus,
under Antoninerne 4en fortræffelige Gaius, hvem
vi skylder en klar og velskreven Haandbog i
rom. Ret, og i Beg. af 3. Aarh. den største rom.
Kasuist Papinian. Alle disse er ikke blot
ypperlige Fagmænd, men skriver tillige et
korrekt Sprog, knapt, sagligt og uden Manér. Med
3. Aarh. begynder ogsaa her Uselvstændigheden;
Ulpian og Paulus er mere Samlere end
Forskere. Endelig Justinian’s berømte Kodifikation
(Corpus juris) er kun en Samling Citater af
ældre Juristers Skr med Tillæg af kejserlige
Forordninger; men selv de senere Redaktører
skriver endnu et ordentligt forstaaeligt Latin,
om end Retorikens Indtrængen nu mærkes
ogsaa paa dette Omraade, hvor Modstanden var
længst og sejgest.
En Særstilling indtager den kristelige Litt.
I formel Henseende deler den med faa
Undtagelser Skæbne med den omgivende
hedenske; men fra Indholdets Side betragtet
frembyder den en Række betydelige og originale
Forf., fra Minucius Felix og Tertullian gennem
Lactants og ned til Ambrosius, Hieronymus og
Augustin. Ogsaa en kristelig Poesi udvikler sig,
først i ren antik Form, som hos Prudentius,
senere i rimede Vers, byggede efter Accenten;
denne Form fortsættes i Middelalderens
Hymnepoesi. (Litt.: Teuffel-Schwabe,
»Geschichte d. Röm. Litt.« [2 Bd, 5. Opl. Leipzig
1890; en Haandbog med fuldstændigt
Kildeapparat og Litteraturangivelser; i de senere
Udg., fra 1910—20, er Fuldstændigheden i
Litteraturangivelser opgivet]; Bernhardy,
»Grundriss d. röm. Litt.« [5. Bearb.,
Braunschweig 1872; med gode Oversigter og
Karakteristikker]; Schanz, »Gesch. d. röm. Litt.«
[3 Bd, München 1907 ff., f. T. den udførligste
Fremstilling]; B. Dahl, »Lat.
Litteraturhistorie« [Kria 1889, med gode Indholdsangivelser];
Schück, »Världslitteraturens Historia«, I
[Sthlm 1900]. En fortrinlig Fremstilling af den
ældre Litt. [indtil Aar 100] er givet af Leo,
»Gesch. d. röm. Litt.« I. [Berlin 1913], hertil
hans Oversigt i »Kultur d. Gegenwart«, I, 8;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
