Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Laub, Hardenack Otto Conrad - Laub, Thomas Linnemann - Lauban - Laubanit - Laube, Gustav Karl - Laube, Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stridsspørgsmaal. Ved Universitetets 400
Aarsfest blev L. Dr. theol. (Litt.:
»Levnedsbeskrivelser af de ved Kbhvn’s Universitets
Firehundredaarsfest promov. Doktorer«).
L. M.
Laub, Thomas Linnemann, dansk
Musiker, f. 5. Decbr 1852 i Langaa paa Fyn,
hvor Faderen var Præst. Han blev Student 1871
og studerede først Teologi, men kastede sig
snart over Musikken. Efter 1873—76 at have
gennemgaaet Konservatoriet blev han 1877
Organistvikar i Trinitatiskirke, drog derefter
(1882) til Italien for at studere gl Musik, blev
1884 Organist ved Helligaandskirken og 1891,
efter Gade’s Død, ved Holmens Kirke. 1884
udgav han en lille Pjece »Vor
Musikundervisning og den musikalske Dannelse«. I Tilslutning
til lgn. Bestræbelser i Udlandet, især i
Tyskland, traadte han derefter ivrig i Skranken for
en Reform af dansk Kirkesang ved
Genoplivelse af den gl. lutherske Koral i dens rytmiske
og harmoniske Oprindelighed. Hans Bog »Om
Kirkesangen« (1887) er i saa Henseende af
grundlæggende Bet., ligeledes hans Pjece
»Luthersk Kirkesang« (1891). Fremdeles har
han udgivet forsk. Bearbejdelser af
Kirkemelodier i gl Stil, nemlig »80 rytmiske Koraler«
uden Harmonisering, »Kirkemelodier«,
firestemmig udsatte (Hefte 1—3, i alt 125 Stkr),
samt »Udvalg af Salmemelodier i Kirkestil«,
»Dansk Kirkesang« (1918) og endelig hans sidste
Værk for denne Sag: »Musik og Kirke« (1920).
I nær Forbindelse hermed staar hans
Bestræbelser for at føre de gl. Folkeviser tilbage
til deres opr. Form. I den Retning har han
udgivet »Vore Folkemelodiers Oprindelse«
(Tidsskrift »Dania«, 1893), endvidere »10 gamle
danske Folkeviser«, udsatte for blandet Kor,
samt »Danske Folkeviser med gamle Melodier«
(enstemmige), Tekst ved A. Olrik. »En Snes
danske Viser« (sammen med Carl Nielsen) I—II
(1915—17). Sammen med Fr. Rung udgav han
»Sangmusik fra det 17. og 18. Aarh.«. Det blev
overdraget L. at bestemme
Tonesammensætningerne af Raadhusklokkerne i Kbhvn samt
Melodierne til Kvarter- og Fuldslagene.
Melodien til 12 Slaget er af P. E. Lange-Müller.
A. H.
Lauban [’la^uban], By i preuss. Prov.
Schlesien, i Regeringsdistriktet Liegnitz, 20 km ØSØ.
f. Görlitz i den maleriske Dal ved Queis,
Jernbaneknudepunkt med (1921) 14479 Indb.,
hvoraf c. 2000 Katolikker. I L. findes et
Handelskammer, 2 evangeliske og 1 kat. Kirke, et
Gymnasium, et tidligere Nonnekloster, der stammer
fra 1220, men nu benyttes som Sygehus.
Betydelig Tekstilindustri samt Jernbaneværksteder.
I Nærheden ligger Udsigtspunktet Steinberg. L.
nævnes allerede i 10. Aarh., fik Stadsret 1188
og hørte tidligere til Oberlausitz.
N. H. J.
Laubanit, en Zeolit, der findes i Form af
traadede Masser af hvid Farve ved Lauban i
Schlesien.
O. B. B.
Laube, Gustav Karl, østerr. Geolog, er
f. i Teplitz i Böhmen 9. Jan. 1839, blev 1867
Privatdocent i Palæontologi ved Universitetet i
Wien, deltog 1869—70 som Geolog i 2. tyske
Nordpolsekspedition og drev da sammen med
den forulykkede »Hansa«’s Besætning paa
Isflager ned langs Grønlands Østkyst. Aaret efter
sin Hjemkomst blev han ansat som Lærer ved
den tyske tekn. Skole i Prag; 1876—1910
virkede han som Prof. i Geologi og Palæontologi
ved det tyske Univ. i samme By. 1879 ledede
han de Arbejder, der blev foretagne for at
raade Bod paa Udtørringen af de i Teplitz
værende varme Kilder; taknemmelig for det
fortrinlige Resultat heraf udnævnte Byen ham til
Æresborger. — Hans vigtigste Arbejde er: »Die
Fauna der Schichten von St. Cassian« (5 Bd,
1865—70); har desuden skrevet en Mængde
Afhandlinger især om fossile Echinodermer og
om Böhmens Geologi, ligesom han har
offentliggjort sine geologiske Iagttagelser fra
Sydgrønland.
J. P. R.
Laube, Heinrich, tysk Teaterdirektør og
Forf., f. i Sprottau i Schlesien 18. Septbr 1806,
d. i Wien 1. Aug. 1884. Han kom 1826 til
Universitetet i Halle for at studere Teologi, men
han blev paavirket af det raske Studenterliv i
denne By og hørte kun Prof. Wegscheider’s
rationalistiske Forelæsninger. 1828 tog han til
Breslau for her at indhente det forsømte, men
da han havde set H. v. Kleist’s »Käthchen von
Heilbronn«, blev han saa voldsomt grebet, at
han opgav Teologien og besluttede at skrive for
Teatret. Efter at være bleven Dr. phil. fik han en
Huslærerplads hos en Godsejer og derved
rigelig Tid til ny Studier. Men 1830 gjorde ham til
Politiker, og han udgav »Polen« og »Politische
Briefe«. 1832 rejste han til Leipzig og overtog
Redaktionen af »Zeitung für die elegante
Welt« (1833). For øvrigt sluttede han sig til
»Det unge Tyskland« og blev udvist af
Sachsen. Han tog nu til Berlin, men blev arresteret
for Deltagelse i »Die Burschenschaft« og holdt
i Varetægtsfængsel i ni Maaneder. Efter sin
Løsladelse (1835) giftede han sig, men fik kort
efter sin endelige Dom, der lød paa 1 1/2 Aars
Fæstningsarrest. Denne var imidlertid af en
enestaaende mild Art, idet han fik Lov til at
afsone den paa Fyrst Pückler Muskau’s gamle
Slot, hvor han flyttede ind med Familie og
under de behageligste Forhold udarbejdede to
af sine betydeligste Arbejder: »Deutsche
Litteraturgeschichte« (4 Bd, 1839—40) og den
didaktiske Digtning »Jagdbrevier« (1841). 1839
gjorde L. en længere Rejse til Paris og til
Algérie, efter sin Hjemkomst bosatte han sig i
Leipzig, hvor han atter overtog Redaktionen
af »Zeitung f. d. elegante Welt« (1842—44) og
begyndte sin dramatiske Digtning. 1849 blev
han artistisk Direktør ved Hofburgteatret i
Wien, som han derefter ledede i 17 Aar. Skønt
L. har indlagt sig uomtvistelige Fortjenester af
Burgteatret og den tyske Scene i Alm., har
man ikke uden Grund bebrejdet ham, at han
fortrinsvis dyrkede det sp. og fr. Skuespil, og at
han forgudede Scribe. Men til hans
Undskyldning tjener politiske Hensyn og strenge
Censurforhold, der indskrænkede hans fri
Raadighed. Stillingen blev dog til sidst uholdbar for
ham ved de stadige Rivninger med hans
overordnede, til Dels ogsaa forværret ved egen
Særhed og Principrytteri, og 1866 maatte han
nedlægge sit Embede, men overtog allerede
1867 Direktionen af »Stadttheater« i Leipzig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
