Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Laxdælasaga - Laxenburg - Laxmand - Lay - Laya, Jean Louis - Layamon - Layard, Henry Austen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kålund, Kbhvn 1889—91, og med tysk Kommentar
i »Sagabibliothek«, IV [1896], oversat af N. M.
Petersen i »Isl. Færd«, II). (Litt.: F.
Jonsson, »Oldn.-oldisl. Litt. Hist.«, II).
F. J.
Laxenburg [’laksənbork], tidligere
Lachsendorf, Flække i den østerr. Prov. Nedreøsterrig,
11 km S. f. Wien ved Donaus Biflod Schwechat
ved Wien—Neustädt-Kanalen; c. 1500 Indb. Her
findes et kejserligt Lystslot, som afvekslende
med Schönbrunn dannede Opholdssted for den
kejserlige Familie. Parken, der er en af de
smukkeste i Europa, er over 400 ha stor og
omfatter 17 af Schwechat dannede Øer. Her
ligger Slottet Franzenburg (bygget 1801) med
værdifulde Samlinger.
N. H. J.
Laxmand, uddød dansk Adelsslægt, der
førte en svømmende Sølv Svane med en Guld
Ring i Næbbet over tre Sølv Strømme i blaat
Felt, paa Hjelmen to Sølv Svanehalse, holdende
en Guld Ring med en blaa Sten i Næbbene.
Slægtens ældste Mand, Peder L., nævnes 1315 som
en af Kong Erik’s Forlovere ved Forliget i
Nyborg. Han var rimeligvis Farfader til »gamle«
Hr. Peder L. (d. 1401), bl. hvis Sønner her
skal nævnes Rigsraaden »rige« Poul L. og
Ærkebiskop i Lund, Hr. Hans L. (d. 1443).
Sidstnævnte var en ivrig Modstander af Erik
af Pommern og mægtig Forkæmper for Kirkens
Selvstændighed. Han kronede Christoffer af
Bayern og fik Bispetienden indført. Hans nævnte
Broders Sønnesøn, Hr. Poul L. til Nielstrup
og Sandholt paa Fyn, Asserbo paa Sjælland,
Aagerup i Skaane og Valden i Halland (d.
1502), blev optaget i Rigens Raad 1483 og
Rigshofmester 1490. Han deltog i talrige
Unionsmøder og synes at have haft stor Indflydelse
paa Kong Hans’ Politik og paa Unionens
Genoprettelse. Sammen med fl. Medlemmer af den
Skaanske Adel førte han en bitter Strid med
Ærkebiskop Birger i Lund. Som Fører for
Flaaden fulgte han 1502 Kongen paa dennes
uheldige Tog til Sthlm. Efter sin Hjemkomst blev
han, der havde skaffet sig mange Fjender og
Misundere, overfaldet paa Højbro af Lensmand
paa Ørum Ebbe Strangesen og Bjørn
Andersen Bjørn til Stenalt. Drabsmændene kastede
ham dødelig saaret i Vandet med Ordene: »Du
hedder L., Du har hjemme i Vandet, svøm nu«.
Kort Tid efter rejste Kongen Klage mod den
afdøde Rigshofmester, som beskyldtes for at have
staaet i forræderisk Forbindelse med
Svenskerne. Rigsraadet, der talte fl. af P. L.’s nære
Venner og Frænder, tildømte Kronen alt hans
Gods. Først under Frederik I fik hans Børn
noget af dette tilbage som Erstatning for
mødrene Arv. Hans Afkom uddøde 1579 med hans
Sønnesøns Søn og Navne. Til en anden Gren
af Slægten hørte Steen Madsen L. til
Rønneholm (d. 1615), der ofte blev benyttet
som Skibshøvedsmand. Hans Broder,
Landsdommer i Nørre Halland Peder Madsen
L., var Fader til Slægtens sidste Mand,
Gabriel L. til Frøslev (1611—42).
P. B. G.
Lay [læ], Kystflod i det vestlige Frankrig,
Dept Vendée, opstaar ved Forening af
Grand-L. og falder, efter et Løb paa 100 km, i
Aiguilion-Bugten af Atlanterhavet.
N. H. J.
Laya [læ’ja], Jean Louis, fr. Dramatiker
(1761—1833), gjorde i Revolutionsperioden
Opsigt med nogle Dramaer, af hvilke Jean Calas
(1789) moraliserede mod Uret og Intolerance, og
L’ami des lois, der opførtes Jan. 1793, ved sit
Forsvar for Kongefamilien og sine Angreb paa
Robespierre og Marat vakte Mishag og forbødes
af Kommunen. Alligevel stormede Folk Teatret,
og Kommunen blev tvunget til atter at frigive
Opførelsen. L., der kun med Nød og næppe
havde undgaaet Fængsling, skrev senere
litteraturkritik i Le Moniteur, vedblev at forfatte
menneskekærlige Skuespil, bl. a. Falkland
(1798, med Talma i Hovedrollen), og Digte og
blev ved Delille’s Død Prof. i Litt. Hans
Sønnesøn Adrien Augustin Léon L., f. 4.
Decbr 1811 i Paris, d. smst. 5. Septbr 1872,
forfattede et stort Antal Komedier og Skuespil, f.
bl. hvilke Le duc Job er det mest kendte.
S. Ms.
Layamon [’£awəmån; ogsaa ’£eiəmån], eng.
Forf. fra Beg. af 13. Aarh., var Præst i
Worcestershire. Han har forfattet et stort hist.
Digt The Brut, en Fremstilling af Englands
Sagnhistorie fra Troja’s Ødelæggelse til
Athelstan’s Tid. Digtet er hovedsagelig blevet til
paa Grundlag af Wace’s Brut, der er skrevet
paa Normannisk-Fransk og er en Gengivelse af
Geoffrey of Monmouth’s lat. Historia regum
Britanniæ, men L. har udvidet Wace’s Digt til
den dobbelte Størrelse og har skrevet det i
eng., alliterative Vers i et Sprog, der næsten
er fuldstændig frit for normanniske Ord,
hvorved det er blevet et sprogligt Dokument af stor
Værdi. The Brut er udg. for The society of
Antiquaries af Sir Frederick Madden (1847).
(T. L.). I. O.
Layard [’£eiəd], Henry Austen, engelsk
Oldgransker og Diplomat, f. 5. Marts 1817 i
Paris, d. 6. Juli 1894. Han hørte til en opr. fr.
Hugenotslægt, som i 17. Aarh. var indvandret
til England. Han kom 1833 til England for at
studere Retsvidenskab, men afbrød 1839 sine
Studier og gennemrejste de nordiske Lande,
Østeuropa og Forasien. Ved at følge
Tigris-Flodens Bred fik han en Formodning om, at
Ruinhøjene ved Mosul skjulte det gl. Ninive, og da
han styrkedes heri ved et Møde med
Franskmanden Botta, begyndte han 1845, understøttet
af den eng. Sendemand i Konstantinopel
Stratford Canning, at udgrave Højen Nimrud. Da
han snart gjorde vigtige Fund, fik han
Statstilskud til at fortsætte sine Udgravninger, og
det lykkedes ham i de flg. 2 Aar at bringe fl.
store Kongepaladser for Dagens Lys og at
hjemsende talrige Skulpturer og Indskrifter til
British Museum, bl. hvis største Skatte de hører
(se assyrisk Kunst). 1849 blev han
Attaché i Konstantinopel og udstrakte 1850—51
sine Efterforskninger til Babylon. Han beskrev
sine Fund i Niniveh and its remains (2 Bd
1848, 6. Udg. 1850), et stort Billedværk
Monuments of Niniveh (1850—53) og Discoveries of
the ruins of Niniveh and Babylon (1853). Efter
sin Tilbagekomst til England blev han Jan. 1852
Understatssekretær for Udenrigsministeriet,
dog kun i faa Uger, og valgtes til Underhuset.
Her optraadte han som Talsmand for en
kraftig Politik i Orienten og forlangte 1854
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
