Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lecomte-Dunouy, Jules Jean Antoine - Leçonte de Lisle, Charles Marie René - Leçontit - Lecoq de Boisbaudran, Paul Émile - Lecourbe, Claude Joseph - Lecouvreur, Adrienne - Le Croisic - lectica
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han dyrker fortrinsvis Historiemaleriet i dets
»store« Stil, men har ogsaa malet mange
Portrætter (Mlle le Maupin [1911]). For »Jokastes
Død« (1866, Mus. i Arras) fik han 2. store
Rom-Pris. Derefter fulgte »Neptun, anraabes« (Mus. i
Lille), »Ajax’ Raseri«, »Hioh«, »Troldmanden«
(Mus. i Reims), »Farao faar Melding om de
ægypt. Plager« (1872, Luxemburg-Mus.), »Eros«
(Mus. i Tours), »Heksen« (1904) o. s. v. Til
Kapellet St Vincent de Paul i
Treenighedskirken i Paris udførte han »Den hellige Vincens
omvender Galejslaverne«. Han er ogsaa
Billedhugger.
A. Hk.
Leçonte de Lisle [lö’kå.t-dö-’li.l], Charles
Marie René, fr. Digter, f. 23. Oktbr 1818
paa Øen Réunion (Bourbon), d. 17. Juli 1894 i
Louveciennes ved Paris. Efter fl. Rejser slog
han sig 1847 ned i Paris, var nogen Tid
begejstret Tilhænger af Fourier’s sociale Utopier;
men under Indflydelse af sine Studier af
Oldtidsforfatterne, af Hellenismen, af indisk;
Kosmogoni og i det hele af al mytologisk
Overlevering, af skandinaviske, keltiske, germanske,
polynesiske, ogsaa bibelske og apokryfe Legender,
dannede han sig en nærmest hedensk,
panteistisk farvet Verdensanskuelse, der som en
dump Pessimisme gennemsyrer hans digteriske
Produktion. Med sine Digtsamlinger Poèmes
antiques (1853), Poèmes et poésies (1855) og
Poèmes barbares (1859) indtager han en
fremragende Plads bl. Parnassiens-Lyrikkens
Digtere. Hans plastiske, mejslede og marmorkolde
Digte karakteriserer med forbavsende
Skarphed alle Former for Menneskehedens religiøse
Idealdannelser; med Mesterskab er de mest
fremmedartede Natur- og Dyreskildringer
genmemførte. Digteren havde suget stærke Indtryk
i sin eksotiske Hjemstavn og paa sine mange
Rejser, i Frankrig, i Brasilien, i Kaplandet.
Han skildrer Tropernes Rovdyr, Pantere,
Løver, Jaguarer, Elefanternes Kampe og
Kondorens Søvn med vidunderlig Glans og Kraft.
Hans store Lærdom aabenbarer sig i en Række
overordentlig nøjagtige Oversættelser, særlig
af de gr. Klassikere: Idylles de Théocrite og
Odes anacréontiques (1861), Iliade (1866).
Odyssée (1867), Hésiode, Hymnes orphiques (1869),
Œuvres complètes d’Eschyle (1872), Œuvres
d’Horace (1873), Œuvres de Sophoele (1877).
For Scenen skrev han Les Erinnyes (opført paa
Odéon 1873, Musik af Massenet) og
L’Apollinide (1883, Musik af François Servais). 1884
udgav han en af Akademiet prisbelønnet ny
Digtsamling Poèmes tragiqués. 1887 blev han
Medlem af Akademiet efter Victor Hugo. Efter hans
Død udkom Derniers poèmes. (Litt.: Dornis,
L. intime [1895]; F. Calmettes, Un demi
siècle littéraire. L. et ses amis [1902]).
S. Ms.
Leçontit [£əkåŋ’tit], et farveløst, saltagtigt
Mineral af Sammensætning (Na,NH4,K)2SO4,
2H2O, der findes i Flagermusguano i
mellemamerikanske Huler.
O. B. B.
Lecoq de Boisbaudran [lö’kåk-dö-bwabo
’drä], Paul Émile (kaldet François),
fr. Kemiker, f. 18. Apr. 1838 i Cognac, d. 28
Maj 1912 i Paris. L. de B. levede i mange Aar
i sin Fødeby som Privatmand, ivrigt optaget
af videnskabelig Forskning, særlig paa
Spektralomraadet. Han opdagede 27. Aug. 1875
Grundstoffet Gallium i Zinkblende og modtog
i den Anledning fl. Æresbevisninger. 1878 blev
han korresponderende Medlem af
Paris-Akademiet, Af hans Arbejder fremhæves: Spectres
lumineux et longueurs d’ondes (1874), og Sur
le gallium. Hans Afh., af hvilke en stor Del
omhandler spektralanalytiske Undersøgelser,
er offentliggjorte i Comptes rendus de
l’Académie des sciences og i Annales de chimie et
de physique.
(O. C.). R. K.
Lecourbe [lö’kurb], Claude Joseph,
Greve, fr. General, f. 1760, d. 1815. L., der
traadte ind i Hæren allerede 1781, avancerede
hurtig under Revolutionen og var allerede
1796 Divisionsgeneral. Som saadan kæmpede
han under Moreau, hvem han var meget
hengiven, og hvem han forsvarede under den
store Proces 1804. Dette fortørnede Napoleon
i saa høj Grad, at han strøg L. af Hærens
Lister og sendte ham i Landflygtighed, hvor han
blev til Bourbonernes Genindsættelse. Ludvig
XVIII gjorde ham igen til General. Under de
100 Dage nægtede han at følge Ney, da denne
kastede sig i Armene paa Napoleon, men han
gik dog senere ind paa at forsvare Landets
Grænser mod den truende Invasion (Maj 1815).
Han fik Kommandoen i Belfort, hvor han døde
s. A.
(A. T. L.). E. C.
Lecouvreur [löku’vrö.r] (ell. Couvreur),
Adrienne, fr. Skuespillerinde, f. 5. Apr. 1692
i Damery (i Nærheden af Épernay), d. 20.
Marts 1730 i Paris. 24 Aar gl debuterede hun i
Strasbourg og kom Aaret efter til Théâtre
Français, hvor hendes første Optræden fandt
Sted 14. Maj 1717 som Monime. Hun gjorde
stor Lykke, og Publikum udnævnte hende
enstemmigt til en første Rangs Kunstnerinde. Hun
optraadte med lige Held i Tragedien som i
Komedien, og begge Steder bestræbte hun sig
for at træffe den naturlige Tales Tone og
Tempo, idet hun vovede at forlade den traditionelle
svulmende og syngende Talemaade. Hendes
Stemme var vel temmelig svag, ja endog en
Kende tilsløret, men hun havde skolet den, saa
den indtil Fuldkommenhed traf alle Følelsens
Afskygninger. Lige saa talende og udtryksfuldt
var hendes Minespil, enten hun talte ell. hørte
efter. L. stod i inderlig Elskovsforhold til den
kendte Marskal af Sachsen, og da han gjorde
sine Krav paa Hertugdømmet Kurland
gældende, solgte hun sit Sølvservice og sine
Smykker for at skaffe ham 40000 Livres. Rygtet vil
vide, at hun blev forgivet af en anden af hans
Elskerinder, Hertuginden af Bouillon. — Scribe
og Legouvé forfattede et 5 Akts Drama,
»Adrienne L.«, hvori Mlle Rachel og senere
Sarah Bernhardt (i Kbhvn 1880) spillede
Titelrollen. Hendes Lettres blev udg. 1892. (Litt.:
Bourgeois, A. L. [1896]).
(A. A.). C. B-s.
Le Croisic [lö-krwa’*zikj, se Croisic.
lectica (lat.), Bærestol, lukket og indrettet
til at ligge i. Saadanne brugtes særdeles meget
i det gl. Rom, saavel i Byens Gader som paa
Rejser. De blev baarne paa Stænger (asseres)
af 2—8 Slaver (lecticarii). Kejseren søgte
undertiden at indskrænke Retten til at bruge l.
H. H. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
