Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - legal - Legalisation - Legalitet - Legalitetsprincip - Le Gallienne, Richard - legal Servitut - Legat - Legat (se Nuntius) - Legat (Arv)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
privat Akt hjemlede, snart for det ved en
egl. Lov hjemlede i Modsætning til det ved
Anordning, Instruks, Vedtægt ell. anden
administrativ Bestemmelse hjemlede.
E. T.
Legalisation (lat.), det at legalisere, ɔ:
gøre lovlig, gøre retsgyldig, men ogsaa:
embedsmæssig bekræfte; navnlig tales om L., naar
Ægtheden af en i Embeds Medfør givet
Underskrift bekræftes af en anden Myndighed
(overordnet Myndighed ell. Gesandt ell. Konsul).
E. T.
Legalitet (lat.), Overensstemmelse med
Loven, Lovmæssighed, Retmæssighed.
Legalitetsprincip, i Straffeprocessen det
Princip, at det er ubetinget Pligt for
Paatalemyndigheden at rejse Anklage (dekretere
Aktion) mod enhver, der efter de foreliggende
Beviser maa ventes at blive dømt, hvis Anklage
rejses. Princippet efterlader altsaa ingen Plads
for Hensyntagen til andre Omstændigheder, der
kan gøre Strafforfølgning utilraadelig (f. Eks.
at Straffen vil ramme den Paagældende eller
hans Nærstaaende urimelig haardt, at andre
Foranstaltninger vilde være bedre egnede til
at forbedre ham, at den Forurettede gaar i
Forbøn, at Skaden erstattes, at Forbrydelsen
er ganske ubetydelig o. s. v.). I Modsætning
dertil aabner
Opportunitetsprincippet Paatalemyndigheden Adgang til i Skønnet
over, hvorvidt der skal rejses Anklage, at
inddrage alle de fornævnte og hvilke som helst
andre Hensyn; dog bør selvfølgelig saadan
Hensyntagen ikke drives saa vidt, at
Retssikkerheden undergraves, ligesom Skønnet for saa
vidt bør være af objektiv Karakter, som de
samme Omstændigheder bør føre til samme
Konklusion uden Persons Anseelse. I Praksis
foreligger næppe nogetsteds noget af
Principperne, gennemført i dets Renhed, hvorimod
en Mellemvej følges, navnlig saaledes, at der
er indrømmet den øverste Paatalemyndighed
en alm. Beføjelse til at undlade Paatale,
overalt hvor Samfundets Interesse ikke skønnes at
kræve saadan, medens de underordnede
Paatalemyndigheder kun har en inden for bestemt
afstukne Grænser liggende Beføjelse til at
undlade Paatale, naar Vedk. maa ventes at blive
dømt, hvis Paatale rejses. De herhenhørende
nugældende Lovregler findes for dansk Ret.
Vedk. i Retsplejelovens Kap. 65.
E. T.
Le Gallienne [£ə-ga£i’æn], Richard, eng.
Digter og Journalist, f. i Liverpool 20. Jan.
1866. Han fik Uddannelse ved Liverpool College.
Efter en Tid at have været ved Handelen
forlod han denne og blev Journalist. Han var
stærkt paavirket af Oscar Wilde og den
æstetiske Bevægelse, hvad der præger hans første
privat trykte Digtsamling: My Ladies’ Sonnets
(1887). Fra Liverpool flyttede han til London,
hvor han blev litteraturkritisk Medarbejder ved
fl. Blade, bl. a. Nineteenth Century. En Række
Aar var han bosat i Amerika. Efter My Ladies’
Sonnets er fulgt English Poems (1892), Robert
Louis Stevenson an Elegy, and other Poems
(1895) og New Poems (1910), hvoraf en Del er
inspireret af Boerkrigen med Sympati for
Boerne. Hans bedste Arbejder er hans Prosaskitser
og litterære Essays: George Meredith, some
Characteristics (1889); The Book-Bills of
Narcissus (1889); Prose Fancies (1894—96);
Retrospective Reviews (1896) og Little Dinners with
the Sphinx (1909).
I. O.
legal Servitut, Betegnelse for en direkte
ved Loven hjemlet Ret for det Offentlige,
Naboejere ell. andre til at raade over en fast
Ejendom i en særlig Retning ell. til at fordre en
vis Tilstand opretholdt paa denne — altsaa en
Ret af lgn. Indhold som en paa privat
Overenskomst ell. Hævd grundet Servitut. Som
Eksempel paa en l. S. kan nævnes den i D. L.
5—10—56 og de forsk. Bygningslove hjemlede
Ret til at forbyde Naboen at have Udgang ell.
Vindue i en i ell. tæt ved selve Ejendomsskellet
opført Mur.
E. T.
Legat (lat. legatus, egl. »udsendt«; betyder
derfor ogsaa »Gesandt«) kaldtes i det gl. Rom
en Mand, der af Senatet blev medgivet
Feltherrerne i Krigen ell. Statholderne i
Provinserne som Medhjælper og Underbefalingsmand.
Sædvanlig havde hver Feltherre fl. L., og ved
Valget af dem blev der i Reglen taget Hensyn
til hans egne Ønsker; dog var L. altid
Senatorer. En L. havde ikke noget bestemt
Virkeomraade, men Feltherren kunde anvende ham
efter sit Forgodtbefindende, som Fører af en
Del af Hæren ell. paa anden Maade. Under
Feltherrens Fraværelse kunde han fungere i
hans Sted (pro prætore). I Kejsertiden opstod
der imidlertid foruden disse L. andre af en
noget forsk. Art. Da nemlig Augustus havde
forbeholdt sig selv Styrelsen af en Del af
Rigets Prov., men ikke personlig kunde varetage
den, blev det Skik, at Kejseren paa ubestemt
Tid overlod hver enkelt Provins til en L.
(legatus Augusti pro prætore), som efter
Provinsens Størrelse og Bet. kunde være enten
consularis ell. prætorius. For saa vidt der i
Provinsen laa fl. Legioner, blev der endvidere i
Spidsen for hver af disse sat en legatus
legionis, sædvanlig en forhenværende Prætor.
Saaledes fik Ordet fl. forsk. Bet. Endelig kan
nævnes de saakaldte legati juridici, som ledede
Retsplejen i Provinserne; de udnævntes af
Kejseren.
H. H. R.
Legat, pavelig Gesandt, se Nuntius.
Legat (lat.). Ved L. forstaas en Overførelse
af en enkelt ell. enkelte af en Afdøds
Formuerettigheder til en i Testamentet nævnt Person,
Legataren, i Modsætning til Arv i streng
Forstand, hvorved en Universalsuccession
finder Sted, og hele den Afdødes Formue,
Rettigheder som Forpligtelser, ved Arvens Tiltrædelse
gaar over paa Arvingerne. Denne Forskel mellem
Arv og L., der stammer fra Romerretten
(smlg. legatum), var opr. fremmed i dansk og
norsk Ret — Christian V’s Lov kender
saaledes ikke Udtrykket L. —, men er
efterhaanden trængt ind og er nu for dansk Rets Vedk.
gennemført ved Dansk Skiftelov af 30. Novbr
1874, der helt igennem sondrer mellem
Arvinger og Legatarer. Faktisk kan det dog
undertiden være vanskeligt at afgøre, om en i
Testamentet til at arve indsat Person skal anses
som Legatar ell. som Arving. Som Hovedregel
maa det dog siges, at den, hvem der kun er
tillagt en enkelt Genstand, en vis Sum Penge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
