Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lejesvend - Lejesæd. - Lejetager - Lejetropper - Lejeune, Henry - Lejeune-Dirichlet - Lejle - Lejlighedsaarsag - Lejlighedsdigte og -taler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nedsættende Bet. om Folk, der for personlig Fordels
Skyld stiller deres Pen og Arbejde til
Raadighed for en anden.
Lejesæd. Under normale Forhold bliver
Kornarternes Straa saa stive, at de formaar at
holde sig oprejste til Høsten. Under visse
Forhold opnaas en saadan Stivhed ikke; Straaets
nedre Parti bliver for svagt, og Straaet lægger
sig hen ad Jorden. Saadan Sæd benævnes L.
(Sæden »gaar i Leje«). Afgrødens Værdi kan
herved forringes betydelig: Halmen bliver mere
ell. mindre mørk og skør; Aksene bliver ofte
ufuldkommen kernesatte, og Kernen bliver
mindre vægtig og af en mindre god Form og
Farve. Ved Siden heraf besværliggøres
Høstarbejdet. Jo tidligere Sæden gaar i Leje, desto større
bliver sædvanlig Tabet derved. Aarsagen til L.
er hovedsagelig mangelfuld Belysning af
Straaets nedre Led, hvilket som oftest hidrører fra
et Overmaal af kvælstofholdig Næring i
Forhold til den disponible Mængde af Fosforsyre
og Kali, hvad der giver Anledning til en for
stor Bladfylde, der hemmer Lysets Tilgang. I
samme Retning virker rigelig Regn i
Voksetiden. L. forekommer derfor hyppigst paa
humusrige ell. meget gødningskraftige Jorder, der
sædvanlig er relativt rige paa kvælstofholdig
Næring, og i regnfulde Somre og forebygges til
en vis Grad ved Tilskud af Fosforsyre og Kali
samt for Vaarsædens Vedk. ved tidligst mulig
Saaning. Rug og Byg er mest tilbøjelige til at
gaa i Leje, medens Hvede og særlig Havre
holder sig bedre oppe. I øvrigt er forsk. Sorter af
samme Art ulige stivstraaede; Petkus- og
Heinrichs-Rug, Guld-Byg og Binder-Byg,
Stand-Hvede og Ligowo-Havre er saaledes forholdsvis
stivstraaede, medens Brattnigsborg-Rug,
Prentice-Byg, Smaahvede og Graa Havre er mere
blødstraaede.
K. H-n.
Lejetager, se Leje.
Lejetropper. Tilvejebringelsen af Hærene
ved Hvervning, hvilken Fremgangsmaade fandt
sit mest karakteristiske Udtryk ved
Landsknægtformationerne, afløstes efter
Trediveaarskrigen efterhaanden af Udskrivning bl.
Landets egne Børn, men selv om Hærene var
tilvejebragt ved Udskrivning, vedblev dog mange
Fyrster at betragte Tropperne som deres
personlige Ejendom, hvorover de fuldstændig
kunde disponere. Dette Forhold førte til, at
Fyrsterne, naar de kom i Pengeforlegenhed, ofte
mod Betaling udlejede de udskrevne Tropper
til et andet Land; saadanne Tropper er de
egl. L., men Navnet bruges ogsaa om hvervede
Folk. Det første Eksempel paa L. forekom
allerede i den anden Halvdel af 17. Aarh. Senere
var det navnlig England og Holland, der var
Købere af saadanne Tropper. 1734 indgik
Danmark saaledes paa i 3 Aar at levere England
6000 Mand. Under den nordamerikanske
Frihedskrig anvendte England ikke mindre end 6
Mill. £ St. til L. Ang. Tropper tilvejebragt ved
Leje, se i øvrigt Hvervning.
(B. P. B.). E. C.
Lejeune [£ə’dзu.n], Henry, eng. Historie- og
Genremaler, f. 12. Decbr 1819 i London, d.
1904. L., uddannet paa Akademiet i London,
malede »Prins Arthur’s Drøm«, »Prospero og
Miranda« (efter Shakespeare’s »Stormen«),
»Lear og Cordelia«, »Ophelia«; til hans bedste
hib. Billeder regnes »Boas og Ruth«. Senere
malede han især Genrebilleder og gjorde særlig
Lykke ved Børnebilleder (det meget populære
»Uskyld« etc.).
A. Hk.
Lejeune-Dirichlet [Lə’∫ö.n-diri’∫le], se
Dirichlet.
Lejle (Legel, gammeldansk legill, af lat.
lagenet, en Dunk). Den er i Danmark af
Bødkerarbejde, en cylindrisk Bøtte af større
Diameter end Højde, med Taphul paa den runde
Side og indrettet til at bæres i Snor, for at den
kan føres med ved Markarbejdet.
Bernh. O.
Lejlighedsaarsag (causa occasionalis) er
Betegnelse for det enkelte Tilfældes
tilsyneladende Aarsag, som i Virkeligheden blot er
Foranledningen til, at noget sker, medens den
sande Aarsag ligger dybere, er Verdensordenen
ell. selve Guds Indgriben. Begrebet, der særlig
har fundet Anvendelse i Psykologien, er i
middelalderlig Tænkning navnlig udviklet af
Johannes Duns Scottus, i nyere Filosofi inden for
den cartesianske Skole, hos de saakaldte
Occasionalister, Geulincx og Malebranche.
W. N.
Lejlighedsdigte og -taler. Egentlig er
ethvert ægte lyrisk Digt et Lejlighedsdigt, idet
den sande Lyriker ikke søger sit Emne, men
bevæges og begejstres af det, der fylder hans
Sjæl, og udtoner sin Sindsbevægelse, sine
Følelser, Stemninger og stemningsfulde
Betragtninger, der paa given Anledning udløses af
Forestillingerne, i Toner og Rytmer, og tager vi
Ordet Lejlighedsdigt i denne Bet., omfatter det
altsaa alle Former af Lyrik fra den fineste og
lødigste til den fadeste Efterklang. Men i
snævrere Forstand forstaas der ved Lejlighedsdigt
noget andet. En lille lyrisk Aare har næsten
ethvert stemningsfuldt Menneske; under
Stemningsfyldens Pres kan den give sig Udtryk i
lyrisk formede Sætninger, og i et dannet
Samfund er de alm. poetiske Hjælpemidler saa at
sige blevne Almeneje for alle dem, der har
læst megen Poesi og Sang, og det falder dem
ikke vanskeligt at sætte de følelsesbetonede
Forestillinger, der kan opstaa ved Livets forsk.
festlige Lejligheder, paa antagelige Vers med
upaaklagelige Rim, af og til isprængte med et
lykkeligt Billede ell. en sindrig Pointe, og vi
har da det, vi kalder Lejlighedsdigt. Denne
Digtning grænser nedadtil til blotte Rimerier
og fad Klingklang, opadtil til virkelig Lyrik.
Der gives ogsaa Lejlighedsdigtere som
Professionals (»Poeten i Aabenraa«), der for et
beskedent Honorar gør sig til Tolk for de
Følelser, med hvilke en ell. anden Deltager i en
Familiefest e. l. ønsker at hædre denne.
Formaliter er disse Vers stundom ikke uefne, men
Sjæl er der selvfølgelig ikke meget af.
Noget lgn, som der er sagt om
Lejlighedsdigteren, gælder ogsaa om Lejlighedstaleren.
Om den egl. Veltalenhed, den politiske,
gejstlige, jur. taler vi ikke her (se Retorik og
Taler). Vi holder os til Lejlighedstalen ved
Livets alm. festlige Anledninger. Der gives den
fødte Taler, der er beslægtet med Lyrikeren
deri, at han som denne virker ved et
anskueligt-sanseligt-stemningsbevæget Sprog og straks
forstaar at anslaa den rette Tone og gribe det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
