Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lemmer - Lemmergat - Lemming
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Zuider-Søen, c. 2000 Indb. God Havn samt
Handel med Landprodukter. L. udgør en Del
af Kommunen Lemmerland.
N. H. J.
Lemmergat (Søv.), Huller i Bundstokkene.
Deres Bestemmelse er at skaffe Lastvand frit
Løb til Pumpesoden ɔ: det Sted i Lasten,
hvorfra det kan pumpes op.
C. B-h.
Lemming (Myodes) er en lille Gnaverslægt
henhørende til Studsmusenes Gruppe, altsaa i
Familie med vore Markmus, fra hvilke de
navnlig er forsk. ved deres betydeligere Størrelse
og endnu plumpere Bygning. Det brede
Kranium med den høje Kindbue gør Hovedet kort
og tykt; Øjnene er smaa, Ørene afrundede og
næsten helt skjulte mellem Haarene. Benene er
meget lave, Fodsaalerne haarklædte, Kløerne
navnlig paa Forbenene lange og kraftige; Halen
liaaret og yderst kort; 4—5 Arter, udbredte
circumpolært. — Den bedst kendte Art er den
norske L. ell. Fjeld-L. (Myodes lemmus
Pall.), i Norge kaldet Lemæn, Leman,
Lomand o. s. v. efter de forsk. Dialekter. Det er
et lille, tykt tæthaaret Dyr, hvis Kroplængde
naar c. 15 cm, Halen 1,5 cm. Faa Forpoten er
3. og 4. Fingers Klør meget kraftige og lange,
egnede til Gravning. Farven en Del varierende;
overvejende rustgul, Bagryggen mørkere; en
sort Plet paa Hovedets Overside og større sort
Plet paa Forryggen; Undersiden hvidgul. Den
træffes fra det sydligste Norge og nordlige
Vermland helt op gennem den skandinaviske
Halvø og videre til det hvide Hav. Lige efter
Istiden var den udbredt i Mellemeuropa lige fra
Alperne til England. Den hører mest hjemme
oppe paa Vidderne mellem Skovgrænsen og den
evige Sne; i de nordlige Egne gaar den dog
betydelig lavere ned, ofte endog lige ned til
Havet. Med de store Klør paa Forlemmerne
graver den sig Gange under Grønsværen, hvis
Rødder den afbider. Her har den ogsaa under
Sten og Tuer sit Bo, der er godt udforet med
tørt Straa og Haar til Beskyttelse for Ungerne,
hyppigst 3—8, indtil 11 om Sommeren i hvert
Kuld og ofte 3—5 Kuld aarlig; smaa Unger
træffes helt ud i December. De findes i deres
Hjemstavn i betydelig Mængde, men dog kan
man vandre Dag efter Dag og søge efter dem
uden at finde mere end nogle faa, saa skjult
lever de. Først efter Solnedgang kommer de
frem for at tage sig et Foder af Birkekvistene,
Rensdyrlavet, Mos og Græs, som de om
Vinteren laver lange Galerier under Sneen for at
naa. Det er rastløse og modige smaa Dyr, der,
naar de forstyrres, ikke flygter, men sætter
sig paa Bagbenene med Ryggen mod en Sten
ell. Tue og bider fra sig, saa længe de kan.
Saaledes kan de leve aarevis, uden at man
mærker noget til dem; men saa hænder det,
snart med færre (3), snart med fl. Aars
Mellemrum, at det i en ell. anden Egn. ofte over
store Landsdele, bliver »Lemmingaar«. Da viser
de sig i utallige Skarer, der langsomt, men
stadig, navnlig om Natten — Dagen tilbringer de
i deres Huller — drager fremad, ned over det
dyrkede Land, stadig dragende i samme
Retning, gennem Skov og Krat, ud over Elve, og
Søer, som de blindt styrter sig ud i og forsøger
at svømme over; intet hindrer dem, intet
standser dem; efterhaanden aftager deres Hærskarer
i Antal, navnlig fordi epidemiske Sygdomme
hærger dem; deres naturlige Fjender, navnlig
Ræve, Hermeliner, Musvaager, Falke og
Krager samler sig i Mængde og lever højt paa det
rigelige Foder og yngler i saadanne Aar særlig
rigeligt. Saa sky de ellers er, saa skjulte de
ellers lever, saa ganske anderledes optræder
de i Vandreaarene. Man ser dem stadig og
overalt, paa Veje og Gader, ja selv i Husene møder
man dem. De vandrer som Regel ret spredt,
af og til paa Næs o. l. St. kan de samle sig saa
tæt, at de maa kæmpe om Pladsen. 1862 gik de
op ad Trappen og ind i Universitetet i Kria.
1876 maatte man hver Morgen feje Gaard og
Gade i Arendal for døde L., som Kattene havde
dræbt om Natten. I Gjøvik maatte man daglig
i 1909 bortkøre et Vognlæs døde L. Smallere
Fjorde svømmer de over, selv om de er 5 km
brede ell. mere; de svømmer hurtigt, men kan
ikke dykke; i Søgang drukner de alle; i 1868
tog det en Damper 1/4 Time at sejle tværs
igennem en Flok L. i Trondhjemsfjord, og til
begge Sider var Vandet dækket af dem, saa
vidt Øjet kunde naa. Mange drukner, og
Stranden kan være dækket med deres Lig i
Tusindvis, opskyllede i hele Volde. Overalt ligger der
Ekskrementer og døde Dyr; disse ædes ofte af
deres Fæller, saaledes at kun den tomme Hud
ligger tilbage. Naar Vinteren indtræder, lider
de i Vandreaarene Nød og dør i Mængde. De
store Mængder døde og forraadnede Dyr
inficerer ofte Vandløb og foraarsager »Lemæn
Feber« hos Dalenes Befolkning; i sine
Symptomer ligner denne Sygdom Influenza; ogsaa
Husdyrene kan angribes af febrile
Tarmlidelser, foraarsagede af det urene Drikkevand. —
Aarhundreder tilbage kendte man disse Plager
ligesom nu, og megen Overtro har været
knyttet dertil. Endnu tror man mange St., at L.
regner ned fra Himmelen, og Olaus Magnus i
16. Aarh. afbilder dette Fænomen, medens Ole
Worm et Aarhundrede senere søger
videnskabeligt at forklare deres Opstaaen i Skyerne,
 |
| Lemming (Myodes lemmus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
