Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leo (Paver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Innocens VIII udnævnt til Kardinal,
Værdighedstegnene modtog han dog først i sin Faders
Dødsaar 1492; 1494 blev han sammen med sin
ældste Broder, Pietro, fordrevet fra Firenze,
der var under Savonarola’s Magt, og da han
stod paa en spændt Fod med Pave Alexander
VI, kunde han ikke komme til Rom, men rejste
rundt i Italien, Tyskland, Nederlandene og
Frankrig. Med Pave Julius II stod han paa en
god Fod, han blev Legat i Bologna og Fører
for den pavelige Hær mod de Franske, men
som saadan blev han slaaet og taget til Fange
ved Ravenna 1512. Han undkom dog s. A. til
Rom, og Aaret efter kom hans Familie til
Magten i Firenze. Imidlertid var Giovanni
blevet valgt til Pave i Marts 1513, og han kaldte
sig L. Han tog straks fat paa at gøre Rom til
Videnskabens og Kunstens Midtpunkt,
Haandskrifter indkøbtes, Lærde hidkaldtes, Roms
Univ. fornyedes, og Skoler oprettedes, og
under hans Øjne arbejdede Mænd som
Michelangelo og Rafael. Han arbejdede paa at øge
Kirkestatens og sin Families Magt og
modarbejdede de fremmede Magters Indflydelse i
Italien ved at spille den ene ud mod den
anden; han forbedrede Styrelsen af Kirkestaten
og var afholdt af sine Undersaatter. 1. Apr.
1513 havde han genaabnet Lateransynoden i
Rom, hvor Pavemagten vandt Sejr over
Bispemagten, og ved at give Frants I af Frankrig
Ret til at besætte alle fr. Bispe- og Abbedstole
fik han denne til at opgive den pragmatiske
Sanktion til stor Skade for den gallikanske
Kirkes Rettigheder. Særlig p. Gr. a. L.’s
Nepotisme stiftedes en Sammensværgelse mod
ham, ledet af nogle af Kardinalerne, den blev
opdaget, Kardinal Petrucci halshuggedes, og
de andre straffedes strengt. For at styrke sin
Magt udnævnte L. derefter 32 Kardinaler (1517),
og han fik saaledes Kardinalkollegiet til at
gaa ind paa en Bulle om Aflad til Fuldførelse
af Peterskirken og til Tyrkekrigen — denne
Bulle gav det ydre Stød til Reformationen. L.
forstod ikke det religiøse Livs Rørelser eller
Kirkens Nød, bedre forstod han vovede
Epigrammer og Jagtens Glæder, han forstod
Livets Komedie og frydede sig over dets
pragtfulde Fester, men den tunge Tragedie, der
spilledes i det Hus, hvis Hoved han var, begreb
han ikke. Under hans Papat voksede Roms
Indbyggerantal fra 40000 til 90000, og der
opførtes 10000 ny Huse, men Romerkirken
mistede Halvdelen af sine Medlemmer. I
Kunsthistorien vil L. altid beholde en Æresplads.
Efter at have vaklet mellem Frants I og Karl
V sluttede han Forbund med den sidste 8.
Maj 1521, Franskmændene blev slaaede af de
pavelig-kejserlige Tropper, og under
Forberedelserne til Glædesfesterne i den Anledning
døde L.
11) Leo XI (1.—27. Apr. 1605), hed
Alessandro d’ Medici, f. 1535, og var Ærkebiskop
i Firenze, da han blev valgt til Pave.
12) Leo XII (1823—29), hed Annibale della
Genga, f. 1760 paa Slottet Genga ved Spoleto,
d. 10. Febr 1829. Da han 28. Septbr 1823 blev
valgt til Pave, kaldte han sig L. af
Taknemlighed mod Leo XI, der havde ophøjet hans
Familie i Adelsstanden,, Han var gaaet jævnt
op ad Hierarkiets Stige og havde givet sig af
med diplomatiske Affærer som Nuntius i
Tyskland. Som Nuntius var hans Sæder ikke
strenge, og som Kardinal var han en Modstander
af Jesuitterne; men da han blev Pave, blev han
næsten berygtet for sin Strenghed, og han blev
Jesuitternes haandgangne Mand; 1824
tilbagegav han dem Collegium Romanum. Med Iver
søgte han at reformere Kirkestatens Styrelse
og ordne Skole- og Universitetsforhold, men af
Mistroiskhed over for sine uredelige og dovne
Embedsmænd vilde han personlig blande sig i
stort og smaat, saa han skabte sig Fjender
uden at udrette noget. Til 24. Decbr 1824—24.
Decbr 1825 udskrev han et Jubelaar, og mange
Pilegrimme kom til Rom, men til Trods for de
store Indtægter spottede Romerne, og
Studenterne kritiserede. L. fordømte
Karbonarierne, Frimurerne samt alle den ny Tids
Frihedsrørelser, og han tog strenge Bestemmelser
mod Jøderne. I sit Forhold til Udlandet var
han heldigere, da hans reaktionære Aand faldt
sammen med Statsmagternes. Da han døde,
sagde man, at L. havde tilføjet Romerne 3
store Ulykker: ved at modtage Papatet, leve
saa længe og dø i Karnevalstiden for at blive
begrædt.
13) Leo XIII (1878—1903), hed Gioachino
Vincenzo Lodovico Pecci, f. 2. Marts 1810
i Carpineto i Anagni, d. 20. Juli 1903, af
gammeladelig (grevelig) Æt, paa mødrene Side
nedstammede
han fra Cola
di Rienzi; fra
begge sine
Forældre tog
han Fromhed
i Arv. 8 Aar
gl kom han
paa
Jesuitterkollegiet i
Viterbo, hvorfra
han 1825 kom
til Collegium
Romanum,
som Aaret i
Forvejen var
tilbagegivet
Jesuitterne.
Han
udmærkede sig i alle
Fag, Teologi, Filosofi, Naturvidenskab og lat. Litt.,
og selv skrev han vellykkede lat. Digte. 1832
tog han den teol. Doktorgrad, og s. A. traadte
han ind i Accademia pontificia de’ nobili
ecclesiastici, hvor unge Adelige opdroges til høje
kirkelige Poster; han hørte Forelæsninger ved
Roms Univ. og blev Dr. juris utriusque. 1837
udnævnte Gregor XVI ham til pavelig
Husprælat, og nu modtog han Præstevielsen. 1838
begyndte hans diplomatiske Løbebane, idet han
blev sendt som Delegat til Benevent, hvor han
ved snilde Manøvrer fik sat Grænser for
Røveruvæsenet, 1841 blev han sendt som Delegat
til Umbrien med Bolig i Perugia. 1843 blev han
Titulærbiskop af Damiette og Nuntius i
Bryssel. Ved sin Klogskab og fine Dannelse vandt
 |
| Leo XIII. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
