- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
678

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leonora Christina

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tilladelse benyttede de sig dog ikke af, men tog
Ophold i Malmø. Men heller ikke i Sverige
skulde Ægteparret finde et varigt Opholdssted.
Karl Gustaf var begyndt at fatte Mistillid til
Ulfeld’s Troskab og mistænkte ham for
Forbindelser med de Belejrede i Kbhvn og de
Sammensvorne i Malmø; i Maj 1659 blev Ulfeld
med Hustru, Børn og Tjenerskab sat under
streng Bevogtning i Malmø, og der blev anlagt
Proces mod ham; da han kort efter dens
Begyndelse blev ramt af et Slagtilfælde, der
berøvede ham Mælet for længere Tid, førte L. C.
selv hans Forsvar under hele Processen med
overordentlig Kraft og Energi, men ganske vist
ikke uden fl. Gange at fjerne sig betænkelig
fra Sandheden. Ved Dommen dømtes Ulfeld
fra Liv og Gods og L. C. i Kongens Unaade;
den forkyndtes dog foreløbig ikke for dem, og
Karl Gustaf var sikkert til Sinds at skaane
dem saa meget som muligt. Efter hans Død
besluttede Formynderregeringen efter nogen
Vaklen helt at frigive dem, men inden
Frigivelsen forkyndtes dem, havde de,
opskræmmede ved falske Rygter om, at den sv.
Regering vilde sende dem til Finland, taget det
skæbnesvangre Skridt at flygte til Kbhvn (Juli
1660), hvor Regeringen straks lod dem
(arrestere, skønt Roskilde-Fredens Bestemmelser om
dem var blevne stadfæstede ved Freden i
Kbhvn. De hensattes kort efter som Fanger
paa Hammershus Fæstning; i Beg. var
Opholdet nogenlunde taaleligt for dem, men efter
et mislykket Flugtforsøg, hvorved L. C. paa et
hængende Haar havde sat Livet til, blev
Fangenskabet betydelig strengere; de blev nu skilte
fra hinanden og maatte undvære al Opvartning
og Sysselsættelse. Guvernøren paa Fæstningen,
Adolf Fuchs, en brutal og ondsindet Person,
bidrog sit til at forøge Fangenskabets Kvaler
ved sin raa Optræden og stadige Drillerier. For
at slippe ud gik Ulfeld endelig i Slutn. af 1661
ind paa den danske Regerings Fordringer, gav
Afkald paa alle ved Roskilde-Freden
erhvervede Rettigheder og paa alt sit Jordegods uden
for Fyn samt lovede ikke at forlade Landet
uden Kongens Tilladelse.

I Decbr 1661 tog Ulfeld og L. C. Bolig paa
Ellensborg i Fyn, men allerede næste Foraar
fik Ulfeld, hvis Helbred var blevet stærkt
nedbrudt, Tilladelse til at bruge Badene i Spa.
I St f. rejste han til Amsterdam og siden til
Brygge, hvor Ægteparret nu tog Ophold. Den
danske Regering havde allerede i nogen Tid
med Mistænksomhed fulgt Ulfeld’s Færd i
Udlandet, da den 1663 sattes i en stærk
Forfærdelse ved Meddelelse fra Kurfyrsten af
Brandenburg om, at Ulfeld havde tilbudt ham den
danske Trone. Den besluttede at sikre sig de
farlige Personer; med Ulfeld lykkedes det dog
ikke, derimod var man heldigere med L. C.
Hun var i Maj 1663 rejst over til England for
at kræve nogle Penge, som Ulfeld i tidligere
Dage havde laant Karl II, men blev stadig
holdt hen med Udflugter, og, da hun tilsidst
bestemte sig til at rejse tilbage, blev hun efter
den danske Regerings Forlangende anholdt i
Dover. Hun holdtes derefter i Fangenskab i
nogen Tid her, da Karl II ikke gerne ligefrem
vilde udlevere hende til Danmark. Under
Paaskud af at ville hjælpe hende til Flugt fik en
eng. Officer hende dog spillet i Hænderne paa
den danske Besident Petkum, der straks lod
hende bringe om Bord paa et Skib og føre til
Kbhvn.

8. Aug. 1663 blev hun sat i Blaataarn, som
hun først skulde forlade efter 22 lange Aar.
Hun blev straks underkastet en Rk. Forhør,
men hævdede paa det bestemteste ikke alene
sin egen, men ogsaa Mandens Uskyldighed, og
det samme gentager hun i sit Jammersminde.
At udtale et bestemt skyldig ell. ikke skyldig
over hende er næppe muligt; den danske
Regering kunde ikke fremlægge afgørende
Beviser og naaede heller aldrig til at afsige nogen
Dom. At den lod hende fængsle og foreløbig
holdt hende fangen, kan man dog ikke
bebrejde den, da mange Omstændigheder talte
for, at hun ikke var uvidende om Ulfeld’s
forræderiske Planer. Derimod vil det aldrig kunne
forsvares, at den vedblev at holde hende
fængslet i saa mange Aar, da hun jo dog efter
Ulfeld’s Død var temmelig ufarlig, ej heller, at
den gjorde hendes Fængsel saa haardt, som
den gjorde, selv om man ogsaa maa
indrømme, at L. C.’s Skildring af det i enkelte
Henseender vistnok er overdreven. Skylden for den
haarde Fremfærd tilkommer først og
fremmest Dronning Sofie Amalie, der ikke kunde
glemme sit Had til L. C., men selvfølgelig
ogsaa de to Konger, Frederik III og Christian V,
der jo i sidste Instans bar Ansvaret. L. C. led
særlig meget i de første Aar, baade fordi
Behandlingen da var haardest, og hun endnu ikke
havde tilkæmpet sig den Ro og Resignation, som
hun viste i de senere Aar. Meddelelsen om den
over Manden afsagte Dom for Højforræderi
gjorde et meget stærkt Indtryk paa hende, og hun
blev kort efter alvorlig syg. I Aarenes Løb blev
Bevogtningen af hende slappere, og da hun nu
ogsaa selv stillede sig paa en bedre Fod med
sine Omgivelser, lykkedes det hende at faa
enkelte Bøger til Laans og at faa nogle tarvelige
Redskaber, som hun kunde arbejde lidt med.
Christian V’s Tronbestigelse bragte hende ikke
Friheden, saaledes som hun havde ventet, men
Fangenskabet blev betydelig formildet. Først
efter Enkedronningens Død frigaves L. C. 19.
Maj 1685. Hun boede efter Frigivelsen en kort
Tid i Husum ved Kbhvn og derefter til sin Død
paa Maribo Kloster, hvor Kongen havde anvist
hende Opholdssted med en ret betydelig aarlig
Pension.

Interessen for L. C. er bleven særlig levende
efter Fremdragelsen af hendes »Jammersminde«,
der indeholder en for hendes Børn bestemt
Skildring af hendes Fængselshistorie.
Haandskriftet blev fundet paa et Gods i Østerrig,
tilhørende Grev Waldstein-Wartemberg, en
Efterkommer af L. C.’s yngste Søn Leo Ulfeld, og
erhvervedes 1921 til det nationalhistoriske Mus.
paa Frederiksborg. Det udgaves første Gang
1869 af Overbibliotekar S. Birket Smith.
Værket er udarbejdet i selve Fængslet, men den
sidste Del af det synes at være omarbejdet
under Opholdet i Maribo Kloster. Af historiske
Oplysninger bringer det ikke noget særligt nyt,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:57:42 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/15/0693.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free