Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leopold II (tysk Kejser og Storhertug af Toscana) - Leopold I (Konge i Belgien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indre Afgiftsgrænser, en Retsordning uden
særlige Domstole, hemmelig Retspleje og Tortur,
en Straffelovbog uden Dødsstraf og
Konfiskation, afskaffede Bøndernes Hoveri og
Haandværkernes Lavstvang, begyndte Maremmernes
Udtørring o. s. fr. Ligeledes vilde han bryde
Kirkens store Magt, afskaffede Asylretten og
Præsternes Uafhængighed af verdslige
Domstole, ophævede Inkvisitionen og inddrog
mange Klostre. Betegnende er det, at han ved sin
Afgang fra Regeringen offentliggjorde en
Regnskabsberetning over hele sin Virksomhed som
Statsstyrer; ja han synes endog at have villet
give en Slags Forfatning. Men paa den anden
Side styrede han aldeles egenraadig som en
filos. Selvhersker, der vel vilde Folkets Bedste,
men selv gøre alt. Han fratog Kommunerne
den sidste Rest af Selvstændighed, holdt et
udstrakt hemmeligt Politi og tillod sig stærke
Indgreb i Folks Privatliv (vilde f. Eks.
indskrænke Overdaadighed), ligesom han ogsaa
nærede Ønsker om at omordne Kirkens indre
Forhold. Hans mange Forordninger vakte ikke
alene stadig Uro hos Folket, men ogsaa
ligefrem Misnøje.
Da han Febr 1790 efter Broderen Josef II’s
Død blev tysk Kejser og Hersker i Østerrig
og Ungarn, var Forholdene i stor Forvirring
p. Gr. a. Josef’s mange hovedkulds Ændringer
og Bestræbelser for at samle Landene til eet
Rige. Ved kloge Indrømmelser dæmpede han
Urolighederne i Belgien og Ungarn, mildnede
Kirkelovene og gav Landstænderne visse
Rettigheder tilbage, men holdt dog strengt paa
Regeringens ledende Myndighed. Han var
nemlig selv langt mere Realpolitiker end Broderen,
og den Ordning, Statsstyrelsen fik under ham,
holdt sig i det væsentlige indtil 1848. Ogsaa
udadtil var han virksom for at vedligeholde
Freden. Han forligede sig paa Kongressen i
Reichenbach i Juli 1790 med Kongen af
Preussen og sluttede derefter Vaabenstilstand og n.
A. Fred med Tyrkiet uden at søge
Landudvidelse. Han vilde heller ikke indskrænke
Polens Omraade, men billigede dets frisindede
Grundlov af 3. Maj 1791. Over for Frankrig
ønskede han paa ingen Maade noget Brud og
afviste alle Opfordringer fra Greven af Artois
(Karl X) om Indblanding. I Juli 1791 efter
Kongeparrets mislykkede Flugt rettede han
vel Opfordring til Regeringerne om fælles
Optræden til dets Beskyttelse, samt traf i Pillnitz
nærmere Aftale med Kongen af Preussen. Men
da Ludvig XVI i Septbr godkendte den ny
Forfatning, var L. straks villig til at bøje sig
herfor. Dog nødtes han over for Revolutionens
fortsatte Udæskninger at hævde de tyske
Fyrsters Ret, som havde Besiddelser i Alsace, og
sluttede Febr 1792 Forbund med Preussen, men
døde, inden det kom til Krig, og i Haab om,
at Freden blev bevaret. Han havde 1764 ægtet
Marie Louise, Datter af Karl III af Spanien
(f. 1745, d. 18. Maj 1792), som fødte ham 12
Sønner og 4 Døtre. Af Sønnerne var hans
Efterfølger Frants, som blev den første Kejser af
Østerrig, Ferdinand II i Toscana, den store
Feltherre Ærkehertug Karl og Johan, som
1848—49 var tysk Rigsforstander. (Litt.: Schels,
»Gesch. Oesterreichs under L. II« [Wien 1837];
H. v. Sybel, »Ueber die Regierung L.’s II«
[München 1860]; A. Wolf, »L. II und Marie
Christine, ihr Briefwechsel« [Wien 1867]).
E. E.
Leopold I, Konge i Belgien (1831—65), f.
16. Decbr 1790, d. 10. Decbr 1865 paa Slottet
Laeken ved Bryssel. Han var yngste Søn af
Hertug Frants af Sachsen-Koburg og saaledes
Farbroder til
Hertug Ernst
II, til
Dronning Victoria’s
Ægtefælle
Prins Albert
og til Kong
Ferdinand af
Portugal. Da
Faderen 1806
efter Slaget
ved Jena blev
fordrevet fra
sit Land, drog
L. til Rusland,
hvor hans
Søster Juliane
var gift med
Storfyrst
Konstantin. Han
blev russisk
General og fulgte 1808 Kejser Alexander I til
Kongressen i Erfurt, men maatte 1810 vende
tilbage til Koburg p. Gr. a. Kejser Napoleon’s
Trusler mod hans Broder, der var blevet
Hertug. 1812 gjorde han en Rejse til Italien, men
da den tyske Frihedskrig udbrød 1813, skyndte
han sig til Polen, traadte igen i russ. Tjeneste,
deltog som Rytterofficer i fl. Slag, bl. a. ved
Kulm og Leipzig, og fulgte med Alexander I
lige til Paris og derfra til London og Wien.
Under sit Ophold i England vandt han
Tronfølgerens (Georg IV’s) Datter Charlotte’s
Kærlighed og blev efter at have deltaget i det
andet Tog mod Paris 1815 kaldt til London og
forlovet med hende. Han blev Hertug af
Kendale, fik en Aarpenge paa 50000 £ og Rang
foran de andre eng. Hertuger, samt blev Maj
1816 gift med hende, for at skulle indtage en
lgn. Stilling som den, hans Brodersøn Albert
fik 24 Aar senere. Men allerede Novbr 1817
blev han Enkemand, og hans glimrende
Udsigter faldt dermed bort. Dog blev han boende
i England, især paa sit Landsted Claremont. I
Febr 1830 fik han Tilbud om at blive Konge i
Grækenland, men afslog det, efter 3 Maaneders
Betænkning, fordi Stormagterne ikke vilde
indrømme Landet den naturlige, geogr. og
nationale Afrunding, som efter hans Mening alene
vilde give Haab om en lykkelig Udvikling.
Derimod modtog han 12. Juli 1831 det Valg,
som den belg. Nationalforsamling 4. Juni havde
gjort paa ham som Konge, opgav sin eng.
Aarpenge og overtog 21. Juli Regeringen, men
forlangte straks Nationalforsamlingens Samtykke
til de af Stormagterne i London aftalte Vilkaar.
Ved sit Ægteskab Aug. 1832 med Kong Ludvig
Filip’s Datter Louise (1812—50) fik han
Frankrigs Hjælp til Antwerpens Indtagelse; men han
kunde uagtet al sin diplomatiske Dygtighed
 |
| Leopold I. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
