Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lessing, Gotthold Ephraim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lessing [’læseŋ], Gotthold Ephraim,
tysk Forf. og Kritiker, f. i Kamenz i
Oberlausitz 22. Jan. 1729, d. i Braunschweig 15. Febr
1781. Han var ældste Søn af Præsten Johann
Gottfried L. i
Kamenz og var
omtr. fra
Fødselen bestemt
til Præst.
Imidlertid
modtog han
allerede i sin
Fødebys Skole
Impulser i en
helt anden
Retning, noget
hans Fader
var meget
utilfreds med.
Skolens Rektor
var nemlig en
Beundrer af
det antikke
Skuespil og
havde det
Mod i et Skoleprogram at udtale, at
Skuespillet var Veltalenhedens Skole. Det var derfor
en Glæde for den værdige Præst, at han fik
Lejlighed til at faa sin Søn anbragt i
»Fyrsteskolen« i Meissen. 22. Juni 1741 kom den unge
L. ind i denne klosterlig-strenge Anstalt, hvor
han til Trods for den noget pedantiske og
pietistisk anstrøgne Tone, som herskede der,
befandt sig vel paa Grund af den Næring, hans
fremadstræbende Aand fandt i de
romerske Dramatikere og i Matematikken.
Henreven af den lat. dramatiske Litteratur og
omgiven af pedantiske Lærde og Skolemænd,
blev han greben af en uimodstaaelig Lyst til at
efterligne de første og gøre sig lystig over de
sidste, og han paabegyndte her sit første
dramatiske Arbejde »Der junge Gelehrte«, som
fuldførtes et Par Aar senere. For øvrigt gjorde
Krigen ham ked af Opholdet paa Skolen, dels
fordi han, som alle de Unge, sværmede for den
preussiske Krigerkonge og ikke kunde
fremhykle den obligate partikularistiske
Patriotisme, dels fordi Skolebygningen til Dels blev
benyttet til Lazaret. Han ansøgte derfor sin
Rektor om at maatte indstille sig til
Afgangseksamen et Aar før Tiden, og denne gav efter
nogen Betænkning sit Samtykke, saa at L.
kunde forlade Skolen som Student 30. Juni 1746
efter at have holdt en lat. Afskedstale »om de
gl. Folks Matematik«. Om Efteraaret drog L.
til Leipzig for at studere Teologi. Til dette
Studium var Stedet uheldig valgt for et opvakt
Sind og en stræbende og søgende Aand som
hans; thi der herskede dengang et akademisk
Pedanteri og en Pietisme, som stækkede enhver
friere Aandsrørelse. Paa den anden Side var
Livet særdeles tiltalende for den unge Mand,
der var vant til streng Skoletugt og klosterlig
Tvang. Her fandt han en rig og mangesidig
aandelig Virksomhed under livlig Deltagelse af
de dannede Kredse, kort sagt, den længe
ønskede Lejlighed til at lære Livet og
Menneskene at kende. Imidlertid forsømte han ikke
nogen Lejlighed til at uddanne sin Aand og
forøge sine Kundskaber, rigtignok ikke i
teologisk Retning; det var antik Filologi og
Kunsthistorie samt Matematik, der især optog ham.
Bl. hans ny Studiekammerater maa især
nævnes Zachariä, J. E. Schlegel og den noget ældre
Landsmand Mylius, der havde Ord for, ved
Siden af at være et begavet Menneske, at føre
et uordentligt Levned. Til ham sluttede L. sig
særlig og offentliggjorde nogle »anakreontiske«
Digte i det Tidsskrift, Mylius udgav. Et særlig
vigtigt Moment i L.’s Udvikling var det
imidlertid, at der i Leipzig fandtes et fast Teater
under Ledelse af den begavede Friederike
Neuber, hvis Selskab dengang indtog den ledende
Stilling i Tyskland. L. blev betaget af dette
Teater. Han nægtede sig for dets Skyld alle
andre Nydelser, studerede ivrig Scenens Love
og Skuespilkunstens Maal og Midler og skaffede
sig saaledes de nødvendige Forkundskaber for
at kunne optræde som dram. Forf. Han
sluttede Venskab med de mere fremragende
Medlemmer af Selskabet og tænkte endog paa selv
at gaa til Teatret. Her fik han nu den ydre
Foranledning til at fuldføre sit dram. Forsøg »Der
junge Gelehrte«, som blev indleveret til Mad.
Neuber og spillet med Held (1746).
Imidlertid var det kommet Pastor L. for Øre,
at hans Søn førte et skammeligt Levned,
forsømte sit Studium, ja endog omgikkes med
Skuespillere og Skuespillerinder, kort sagt, stod
paa Afgrundens Rand. Han kaldte nu Sønnen
hjem for at irettesætte og omvende ham. Men
da han saa ham igen, rask paa Sjæl og
Legeme og hørte, at han havde studeret flittig,
blev Straffeprædikenen lagt ad acta, og efter
nogen Overvejelse blev det tilladt L. at opgive
Teologien og lade sig indskrive som Mediciner.
Ved Paasketid 1747 vendte L. tilbage til
Leipzig. Han tog dog ikke fat paa Medicinen, men
fortsatte sine vante Studier, sine Teaterbesøg
og sin Omgang med Skuespillerne. Han
paadrog sig derved Gæld, især ved uforsigtig at
gaa i Kaution for nogle af Skuespillerne, og da
Selskabet gik fallit (1748), kom L. i en saadan
Forlegenhed, at han besluttede at flygte til
Berlin, hvor han mente at kunne leve af
litterært Arbejde. Han naaede dog ikke længere
end til Wittenberg, hvor han blev syg og
sengeliggende, og han lod sig derfor immatrikulere
her. Men da Kreditorerne ogsaa begyndte at
forfølge ham paa dette Sted, overlod han sit
Stipendium til dem og rejste til Berlin, hvor
han ankom blottet for alt, forstødt af sin Fader
og uden Udsigter for Fremtiden. Han fandt et
midlertidigt Ophold hos sin Ven Mylius, der
trods sine egne tarvelige Kaar broderlig delte
alt med ham, og hvem det endelig lykkedes at
skaffe L. foreløbigt Arbejde hos Rüdiger,
Ejeren af den nuv. »Vossische Zeitung«, med at
ordne dennes Bibliotek, og senere som
Sekretær hos en Hr. v. Goltz. Men snart blev L.
atter henvist til at leve af tilfældigt litterært
Arbejde. Saa meget mere forbavsende er det,
at han havde Aandskraft nok til i denne
Modgangens Tid at gøre Udkast til fl. Dramaer, som
dog først senere fuldendtes, nemlig
Lystspillene »Der Misogyn« (1748), »Die alte Jungfer«.
 |
| G. E. Lessing. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
