Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Libanon - Libanonsceder - Libanotis - Libation - Libau - Libavius, Andreas - Libbra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stor Bet. for Kulturen, da de er vandrige og
har en meget frodig Vegetation. L. er
væsentlig opbygget af L.-Kalksten, der tilhører den
mellemste og øvre Kridtformation, mod V.
erstattes den af Kalksten, der tilhører det
ældre Kridt. Fl. St. gennembrydes
Sedimenterne af Basalt. Den vigtigste Færdselsvej gaar
ad L.-Passet, over hvilket en 112 km lang
Landevej og i den nyeste Tid tillige en
Jernbane forbinder Beirut og Damaskus. L. har
aldrig været helt undertvunget af Tyrkerne,
men har altid været et Tilflugtssted for forsk.
kristne og muhammedanske Sekter.
Befolkningen ansloges 1886 til 327500, af hvilke 200000
Maronitter, 41000 Græsk-Ortodokse, 25000
Græsk-Unerede, 38000 Druser, 1111000 Metaviler.
Kystlandet bebos hovedsagelig af ortodokse
Muhammedanere. Da Mehemed Ali 1840
bemægtigede sig Syrien, fordrede de europæiske
Magter særlige Privilegier for L.’s overvejende
kristne Befolkning. Landet blev da delt i to
Distrikter, af hvilke det nordlige styredes af
en maronitisk Kaimmakam, det sydlige af en
drusisk. For de blandede Distrikter fandtes
særlige Bestemmelser. Efter Urolighederne 1860
blev L. (1862) udskilt fra Syrien som et
selvstændigt Pashalik under en kristen Guvernør,
dog saaledes, at Havnestæderne Tripolis,
Beirut og Saida samt nogle andre Byer med
overvejende muhammedansk Befolkning vedblev
at staa under Syrien. 1918 kom L. med det
øvrige Syrien under fr. Overhøjhed. (Litt.:
Fraas, »Drei Monate am L.« [Stuttgart 1876];
samme, »Geologische Beobachtungen am L.«
[smst. 1878]; Diener, »L. Grundlinien der
physischen Geographie und Geologie von
Mittelsyrien« [Wien 1886]).
M. V.
Libanonsceder, se Ceder.
Libanotis, se Hjorterod.
Libation (lat.), Drikoffer, som hos Romerne
saavel som hos Grækerne bestod i, at man, før
man begyndte at drikke, hældte en Del af
Bægerets Indhold ud til Ære for en ell. anden
Gud.
H. H. R.
Libau, lettisk Leepaja, By i Kurzeme,
Latvija, ligger ved Østersøen paa en Tange,
der skiller denne fra Libauer-Søen. L., der 1892
havde 31000 Indb., voksede meget stærkt og
havde 1911 90744 Indb.; efter Folketællingen
1920 har den 51583 Indb. Omtr. to Tredjedele
af Befolkningen er Protestanter, en Femtedel
Jøder; Tyskerne spiller en stor Rolle. Bl. dens
Bygninger kan fremhæves Trefoldighedskirken
med et af de største Orgler i Verden, et
Gymnasium og en Navigationsskole. Sin store Bet.
har L. faaet ved sin fortrinlige Havn, der i
Modsætning til Rigas og de øvrige russ.
Østersøstæders er isfri den største Del af Aaret. Siden
Jernbanesystemet er blevet stærkere udviklet og
L. derved sat i Forbindelse med Indlandet, har
den derfor udviklet sig til en af Østeuropas
vigtigste Handelsstæder, ligesom Folketallet stiger
meget stærkt. Der indføres væsentligst Kul,
Agerbrugsmaskiner, Kolonialvarer,
Bygningstømmer, Sild og Metaller; Udførselen er langt
betydeligere og omfatter væsentligst Korn, Mel,
Kød, Æg, Sprit. Hør, Petroleum, Tømmer og
Klude. Ogsaa Industrien er betydelig, særlig
Jernstøberierne, Bryggerierne, Sav- og
Melmøllerne o. s. v. 1893—1906 byggedes en
kostbar Krigshavn (»Alexander III’s Havn«), men
allerede 1907 besluttede man, at L. ikke skulde
være Orlogsstation, men kun Kul- og
Minestation. Allerede i Verdenskrigens første
Maaneder ødelagdes Havnen af Russerne, som
frygtede den tyske Flaades Angreb, og 8. Maj 1915
blev Byen besat af tyske Tropper. 1919 kom L.
til Letland.
N. H. J.
Libavius [li’ba.vios], Andreas, tysk Læge
og Kemiker, d. 1616. Hans egl. Navn var
Libau. L. studerede Medicin og Kemi, blev Læge
og til sidst Lærer ved Gymnasiet i Coburg. Ved
Siden af sine Embedsforretninger syslede han
stadig flittig med Medicin og Kemi, og navnlig
har han virket meget for den sidste Videnskab.
L. var trods sin grundige Dannelse ikke fri for
alle Samtidens Fordomme; han troede fuldt og
fast paa Muligheden af Metalforvandlingen og
navnlig paa de alm. Metallers Forædling til
Guld; men han forstod rigtig at bedømme
Grænserne for Kemiens Betydning i
Lægekunsten. L. drog kraftig til Felts mod det mystiske,
billedrige Sprog, der herskede i alle de Skr,
som udgik fra Paracelsus’ Skole, og viste, at
der under den uklare Udtryksmaade kun skjulte
sig Mangel paa virkelig Viden. Særlig
bekæmpede han Fremstillingen af saakaldte
Livseliksirer og Arkana, naar disse i Virkeligheden
kun bestod af ganske simple kemiske
Præparater, som aldeles ikke var den høje Pris værd,
for hvilken de solgtes; han skrev i Aarene
1594—1615 fl. Skr, i hvilke han oplyste
Publikum om disse Bedragerier. Samtidig forsvarede
han Anvendelsen af kemiske Præparater til
Lægemidler, navnlig udgav han fl.
Stridsskrifter (1601—07), rettede mod de Beslutninger,
ved hvilke det medicinske Fakultet i Paris
truede enhver, der anvendte saadanne
Præparater til medicinsk Brug. L. fremmede ogsaa
Kemien ved egne Opdagelser: det skal saaledes
anføres, at han er den første, der omtaler, at
man kan fremstille en Syre ved Forbrænding
af Svovl under Tilsætning af Salpeter, og at
denne Syre er identisk med den, der dannes af
Vitriol ell. Alun (ɔ: Svovlsyre); han
fremstillede Klortin (spiritus fumans Libavii) ved
Ophedning af Sublimat med Tin, kendte
Anvendelsen af Guld til Rødfarvning af Glas og havde
nogen Erfaring paa den analytiske Kemis
Omraade. Særlig har L. Fortjeneste af for første
Gang at have samlet de kem. Iagttagelser og
udarbejdet en Lærebog i Kemi, der klart og
ordnet omfatter alt, hvad der hører til denne
Videnskab; denne Lærebog udkom 1595, og fl.
Oplag fulgte senere efter; den gjaldt i lang Tid
for at være det fortrinligste Værk om Kemien.
Alle hans andre Skr blev udgivne 1613—15 i 3
Bd under Titelen Opera omnia
medico-chymica.
(O. C.). R. K.
Libbra, ital. Betegnelse for Pund af stedlig
forsk. Størrelse indtil Metersystemets
Indførelse; i Reglen gik der 100 L. à 12 Once paa
1 Centner (Cantara, Centinaio, Quintale), og
hyppigt havdes paa samme Sted L. af forsk.
Størrelse (Svær- ell. Grovvægt og Letvægt). I
Venezia L. grossa = 476,999 og L. sottile =
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
