Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Licinio da Pordenone - liciniske Love - Licinius - Licinius, Valerius Licinianus - Licitation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Licinio da Pordenone [li’t∫nio-], Maler, se
Pordenone.
liciniske Love kaldtes i Rom en Række
Love, som gennemførtes 367 f. Kr. væsentlig ved
Hjælp af Folketribunerne Gajus Licinius Stolo
og Lucius Sextius. Efter at Plebejerne i en
længere Aarrække havde stræbt efter at opnaa
politisk Ligeberettigelse med Patricierne og
Forbedring i deres sociale Kaar, stillede de
nævnte Tribuner 376 Forslag om, at der for
Fremtiden ikke mere maatte vælges
Krigstribuner i Konsulers Sted, hvilket man i den
sidste Tid jævnlig havde gjort, men at der atter
hvert Aar skulde vælges to Konsuler, hvoraf
den ene skulde være en Plebejer; fremdeles,
at ingen maatte besidde mere end 500 jugera
offentlig Jord i Forpagtning; endelig, at al
Gæld skulde nedsættes ved Fradrag af de
betalte Renter, og Resten afdrages i 3 Aar. Mod
disse Lovforslag rejste Patricierne en stærk
Modstand; men Tribunerne, som stadig
genvalgtes, forhindrede til Gengæld 5 Aar i Træk,
at der afholdtes Valg af Krigstribuner. Senere
tilføjedes der endnu et Forslag, nemlig at et
vist Præstekollegium, som bestod af to
Patriciere, for Fremtiden skulde have 10
Medlemmer, hvoraf en Del skulde være Plebejere.
Patricierne fortsatte imidlertid deres
Modstand, men selv deres første Mand, Camillus,
som af Senatet var valgt til Diktator, viste sig
magtesløs over for Folketribunerne. Disse holdt
fast ved, at alle deres Forslag skulde
gennemføres under eet, uagtet den fattigere Del af
Plebejerne var tilbøjelig til at lade Forslaget
om Adgangen til Konsulatet falde, da det
faktisk ikke vilde kunne gavne dem. Det
lykkedes ogsaa 367 at faa alle Forslagene
gennemførte, efter at selve Camillus, da Rom ogsaa
truedes af ydre Fjender, især Gallerne, havde
raadet til Eftergivenhed, og for Aaret 366
valgtes Sextius til plebejisk Konsul, hvorved den
vigtigste politiske Skranke mellem
Romerfolkets to Bestanddele var faldet. Saaledes lyder
den sædvanlige, paa den rom. Overlevering
byggede Beretning; men det er ret sandsynligt,
at Fortællingen om de sociale Love beror paa
senere Tildigtning; navnlig synes Loven om
Bortforpagtningen af offentlig Jord først at
være blevet givet paa et langt senere Tidspunkt;
den blev i ethvert Tilfælde ikke overholdt, men
fornyedes af Tiberius Gracchus.
H. H. R.
Licinius, rom. plebejisk Slægt, hvortil hørte
adskillige ansete Familier. Af dens Medlemmer
fremhæves følgende:
1) Gajus L. Stolo har ved Siden af
Lucius Sextius Hovedfortjenesten af at have
fremmet Plebejernes politiske Ligeberettigelse med
Patricierne. Som Tribuner fremsatte de 376 f.
Kr. en Række Lovforslag (se liciniske
Love), som sigtede dertil, men først 367 lykkedes
det at gennemføre dem. L. blev Konsul 364.
2) Gajus L. Macer, Historieskriver,
dræbte sig selv 66 f. Kr., da han var anklaget for
Udsugeiser som Provinsbestyrer. Hans hist.
Værk, som nu er tabt, behandlede de ældste
Tider af Roms Historie. Han skal have anstillet
virkelige Kildestudier, men dadles dog af
senere Forf. saavel for Unøjagtighed som for
Partiskhed; han var ivrig Demokrat. Ogsaa
som Taler optraadte han.
3) Gajus L. Macer Calvus, foreg.’s Søn,
Digter og Taler, f. 82 f. Kr., d. omtr. 47. Han
var en nær Ven af Digteren Catul og et af
de ivrigste Medlemmer af den unge
Digterskole, som opponerede mod den national-rom.
Retning og væsentlig søgte hen til gr.
Forbilleder. Han skrev mest mindre, episke og lyriske
Digte, der nu er tabte. Som Taler var han
voldsom og lidenskabelig, men tillige streng og
knap i Formen. Mest berømte var hans Taler
mod Vatinius, hvem han fl. Gange anklagede.
Om andre Medlemmer af Slægten L., se
Archias, Crassus, Lucullus og
Murena.
H. H. R.
Licinius, Valerius Licinianus, rom.
Kejser (308—24), blev under højst urolige
Forhold udnævnt til Kejser af Galerius, men i Beg.
var der foruden ham 5 andre Kejsere i
Romerriget, og L. fik kun Illyrien under sig. Først
ved Galerius’ Død (311) fik han et større
Omraade at regere over, nemlig de østeuropæiske
Lande, som Galerius havde haft. Han sluttede
sig til Konstantin imod Maxentius og Maximinus
Daza og begunstigede ligesom han
Kristendommen. Efter at Maxentius var bleven slaaet af
Konstantin, befæstedes Venskabet mellem
Konstantin og L. yderligere ved en Sammenkomst
i Mediolanum, hvor L. ægtede Konstantin’s
Søster Constantia (313). Imidlertid rykkede
Maximinus med en Hær over til Europa, men
L. slog ham, og han døde kort efter, hvorved
L. tillige blev Herre over Orienten. L. tog en
grusom Hævn over hans Slægtninge og
Hjælpere og dræbte adskillige andre Personer, som
kunde befrygtes at ville gøre ham Tronen
stridig. Forholdet til Konstantin blev snart spændt;
allerede 314 blev L. overvunden i en Kamp og
maatte afstaa sine europæiske Lande, undtagen
Thrakien og en Del af Møsien. I nogen Tid var
Forholdet vel fredeligt, men 323 udbrød Striden
paa ny. Konstantin sejrede ved Adrianopel,
medens hans Søn Crispus ødelagde L.’s Flaade
ved Gallipoli. L. maatte da forlade Byzans,
som var stærkt truet, og gaa over til Asien.
Efter ogsaa der at have lidt et Nederlag blev
han afsat (324). Han fik Løfte om at beholde
Livet, men blev dog dræbt Aaret efter (325).
H. H. R.
Licitation (lat.) er en Udbydelse af et
Arbejdes Udførelse (f. Eks. et
Bygningsforetagende ell. en Leverance til det Offentlige),
saaledes at de Bydende ikke lærer hinandens
Tilbud at kende; herved opnaas de billigste
Tilbud, idet de Bydende af Frygt for, at en anden
skal gøre billigere Tilbud og derved blive
antagen, strækker sig saa vidt som muligt.
Aftaler mellem de Bydende indbyrdes ell. mellem
disse og andre, der kan paavirke L.’s Udfald,
f. Eks. Aftaler om ikke at give Tilbud under
en vis Sum, ell. at den, hvis Tilbud antages,
skal erlægge et vist Vederlag til andre, vil
hyppigt være retstridige overfor Licitanten,
saaledes at denne ikke er bunden ved sin
Antagelse af Tilbudet ell. kan fordre et Afslag i
Tilbudssummen, svarende til det aftalte
Vederlags Størrelse. L. staar det enhver frit for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
